Denne post er den fulde version af et indlæg i bladet Baptist. Indlægget her peger på vigtigheden af at kirkernes missionsarbejde er rodfæstet i den lokale menighed, og ikke overlades til store og centrale missionsselskaber eller kirkesamfund.
Som lokal kirke har vi en stående udfordring til at leve i mission.
Selvfølgelig først og fremmest i vores nabolag, her hjemme, men det stopper ikke der. Jesus kaldte os til at leve i mission: at forkynde evangeliet i ord og handling hele vejen ud til “verdens ende”.
Så ud fra den definition burde svaret give sig selv: at enhver kristen organisation må være engageret i mission. Men det betyder ikke samtidig at enhver missionsaktivitet skal være drevet af en større kristen organisation.
Når den lokale menighed driver mission, så fratager det ikke den enkelte kristne ansvaret for at være ambassadør for troen, der hvor han eller hun lever sin hverdag — fra søndag kl. 12.00 til næste søndag kl. 10.00. Faktisk er det lige omvendt: Den lokale menigheds missionsarbejde er summen af de enkelte medlemmers indsats, som den nu udføres enkeltvis eller i fællesskab.
På tilsvarende vis kan BiD’s missionsarbejde heller ikke være en erstatning for den lokale menigheds missionsarbejde. BiD’s missionsarbejde må først og fremmest tage sit udgangspunkt i hver enkelt menigheds engagement, lokalt og globalt. En fælles indsats på landsplan kan aldrig blive en erstatning for en engageret menighed, uanset hvor gode intentionerne end måtte være.
Derfor giver det ikke mening at tale om international mission i BiD uden at tage afsæt i den lokale menigheds mission. Og det giver både en række begrænsninger, men også en række muligheder.
BiD’s mission har historisk været præget af en række ildsjæle, som er rejst ud og har ofret sin tid og sit dygtige engagement i f.eks. Burundi og Rwanda. Vi kan kun være glade for at have været en del af sådan et arbejde, som over tid har båret stor frugt og endda har påvirket et helt land.
Når vi kikker fremad, så tror jeg fortsat at den bedste grobund for et langsigtet missionsarbejde kommer ud af de lokale menigheders engagement.
Hvor vi engagerer os, må der være nærhed og kommunikation til baglandet, og gerne en vedkommende og direkte ”forbindelse” mellem arbejdet og den – eller de – deltagende menigheder. Jo mere centraliseret missionsarbejde bliver, jo mere har det en tendens til at blive uvedkommende og fjernt, og det bliver stedse vanskeligere at få det enkelte menighedsmedlem til at engagere sig og ofre tid og penge på projektet.
Omvendt, jo mere vi udnytter vores mangfoldighed i menighederne, jo flere projekter kan vi få overskud til, og jo flere indgangsvinkler kan vi udnytte. Som enkeltpersoner har vi jo forskellig baggrund og historie, og det samme gør sig heldigvis også gældende for menighederne. Muligheden ligger i at udnytte dette konstruktivt.
På samme tid er det dog klart, at en del opgaver kan være svære at løfte for en enkelt menighed. Og det kan være svært at sikre den nødvendige ekspertise til at undgå fejltagelser, hvis alle ting foregår decentralt. Der kan være”lærepenge” som ender med at blive betalt flere gange, hvis vi ikke kan dele hinandens erfaringer.
Og deri ligger udfordringen til BiD i år 2007: Hvordan støtter og opmuntrer vi bedst et missionsarbejde, som tager sit udgangspunkt i den lokale menighed, men som alligevel får en større påvirkning end nogen enkeltmenighed kan udvirke alene?
Derfor skal BiD have et missionsarbejde – men måske ikke i den form, vi har været vant til at tænke på.
BiD’s missionsarbejde må først og fremmest bestå i at sætte fokus på mission, og på at udfordre og opmuntre den lokale menighed til et øget engagement, lokalt og globalt. Jeg nævner bevidst det lokale her, selvom spørgsmålet gik på international mission: Nogle gange virker det nemlig mere bekvemt at tænke på mission som noget, der er brug for langt væk, i de varme lande. Men der er en sammenhæng mellem de to dimensioner; det lokale og det globate. De går hånd i hånd, og vores engagement langt væk må ikke blive en sovepude som forhindrer os i at se behovene tæt på vores egen dør!
Dernæst må BiD hjælpe med at vejlede og støtte menighedernes mission. Det er fornuftigt at bruge en større organisation som BiD til at etablere et missionsnetværk, der kan hjælpe med opsamling af viden og erfaringsudveksling, med rådgivning og formidling af kontakter, og lignende opgaver.
Nogle menigheder kan også have brug for fødselshjælp. Måske er viljen til stede, men det kan være svært at komme i gang eller skabe de rigtige kontakter. Her kan BiD også hjælpe, og kan måske koordinere behov eller formidle kontakt til andre organisationer eller menigheder med samme idéer.
BiD kan også tilbyde at hjælpe med at evaluere konkrete missionsprojekters holdbarhed, og kan måske være med til at foreslå forbedringer, som kan øge rækkevidden af de indsamlede midler og den tid og de kræfter som bliver brugt.
BiD kan på den måde være med til at formidle en ansvarlighed og en vedholdenhed på tværs af menighederne, og hjælpe med koordination på samme måde som andre missionsorganisationer som menighederne kan vælge at arbejde sammen med.
Og endelig kan BiD være det anerkendte bagland som i nogle tilfælde kan hjælpe med finansiering ved at tilvejebringe midler fra andre organisationer eller virksomheder som støtter den slags arbejde.
Derfor skal konkrete missionsprojekter ikke være en del af basis-budgettet i BiD. Projekterne skal drives af menigheder, enkeltvis eller i fællesskab, med den nødvendige mangfoldighed, nærhed og kontakt, som gør det vedkommende for den enkelte, og som i sidste ende kan gøre det muligt for os at fortsætte den ”stolte tradition” vi har for at have ildsjæle engageret i banebrydende mission!
City Kirken har altid praktiseret at give 10% af de indsamlede midler til aktiviteter udenfor kirken, og helst direkte til mission. City Kirkens bidrag til BiD er taget ud af dette beløb. Hvis bidraget til basisbudgettet skal øges, så kommer det i første omgang til at blive taget ud af det beløb, der ellers er blevet givet til missionsprojekter, og det er i modstrid med min fundamentale opfattelse at mission er noget, den enkelte kirke skal være direkte engageret i.
Fra tid til anden må enhver stoppe op og spørge sig selv om de midler han eller hun forvalter i hverdagen bliver brugt fornuftigt. Det gælder på hjemmefronten – holder budgettet, eller bor man for dyrt eller kører man i for stor og for dyr en bil? Det gælder også i den lokale menighed: går de indsamlede midler til noget, som vi til enhver tid kan forsvare, og som vi måske selv ville brugt dem på, hvis det havde været vores egne penge. Hver krone der bliver brugt kommer fra en giver, som sikkert sagtens kunne have brugt den selv, og i nogle tilfælde måske har måttet lide afsavn for at give den.
Sådan er det også i BiD. Vi har gennem en årrække oparbejdet en tradition, som medfører et bestemt mønster af udgifter. Er de alle sammen rimelige? Og hvor mange af dem skal være en del af basisbudgettet?
Hvis der savnes midler til at koordinere missionsindsatsen, er det så fordi vi bliver nødt til at samle endnu flere ind – eller er det fordi vi skal prioritere og skære ned andre steder, så der bliver bedre råd? Eller skal vi måske vælge at arbejde sammen med andre missionsorganisationer for at kunne blive endnu bedre til at forvalte de indsamlede midler?
Selvom mission altid må tage sit afsæt i lokalmenigheden, så er der brug for ekspertise og koordination for at drive større projekter. Og måske er den opgave for stor til at BiD kan håndtere alle facetter af den? Derfor er et øget samarbejde med andre missionsorganisationer velkommen.
Vi har brug for nytænkning. I Ishøj, som er en del af City Kirkens geografiske opland, bor der mere end 20% af tyrkisk afstamning. Det samme gør sig gældende andre steder i landet, med f.eks. Tamiler, Vietnamesere og mange andre grupper. Det betyder, at ”missionsmarken” er kommet til os, og opgaven med at være salt og lys for denne gruppe er lige så vigtig som det at rejse langt væk og drive mission blandt hvad der måske i virkeligheden er tilsvarende befolkningsgrupper.
Det kræver den enkelte menigheds engagement, og BiD må være med til at frigøre ressourcer til de menigheder som har de største behov, i stedet for at lægge yderligere byrder på disse.
Jeg ser imidlertid ikke denne opgave udelukkende som en byrde. På samme måde som der på Pinsedagen i Jerusalem var samlet mennesker fra mange lande, som kunne bringe evangeliet med sig tilbage til deres egne befolkningsgrupper, så kan vi måske i Danmark, på grund af globaliseringen, få en langt større gennemslagskraft end vi nogensinde før har haft!
Der har været eksempler for nylig på at Danmark er kommet i alverdens søgelys… Lad os satse på at vi igen kan være foregangsland, og få lov til at sætte fokus på evangeliets forløsende budskab!
Men denne mission – den starter med dig og mig!
