Nyt fra menighedsledelsen, April 2008

Efter en god menighedslejr med stor opbakning og et dejligt og varmt fællesskab i weekenden forinden, afholdt menighedsledelsen sit ordinære månedlige møde d. 1. april. En del emner blev behandlet, hvoraf nogle kort skal refereres her:

Baptistkirken i Danmark (BiD) har udsendt et “sparekatalog” for at få økonomien under kontrol. Menighedsledelsen er generelt positiv overfor at der nu tages grundigt fat på en række tiltrængte områder, og støtter initiativet — som virker til at være i tråd med hvad der tidligere er blevet efterlyst. Nogle af de konkrete forslag blev vendt, herunder også SALT, som menighedsledelsen overordnet finder er et vigtigt område at støtte, eftersom det både er fremadrettet og har at gøre med vores overordnede identitet og profil som kirke(r).

Bøn for Nationen finder sted igen i år, d. 18. april i Bethesda. City Kirken støtter arrangementet, også økonomisk med et mindre beløb, hvilket iøvrigt sker sammen med en lang række andre kirker.

En stor del af mødet blev brugt på at snakke om lokalesituationen, som forberedelse til et møde med den kommunenale forvaltning dagen efter (et møde som iøvrigt gik godt, idet menighedens repræsentanter fornemmede en åbenhed og villighed fra kommunens side til at hjælpe os). Fokus var primært på i hvilket omfang dele af grunden på den anden side af vejen evt. kan tages i brug og indrettes som møde- og kontorbygning. Hvis det kan lade sig gøre, vil det være optimalt hvis Ahornvej 3 fortsat kan bruges som ungdomsboliger, og forskellige modeller for hvordan det evt. kunne gøres blev drøftet. Der var også en del snak om hvilket økonomisk niveau det kunne være realistisk at stile efter. Forhåbentlig kan det hele munde ud i en bygning på 400-600m2 som både har en væsentlig større sal end den nuværende på Ahornvej 3, samt kontor- og multi-lokaler til f.eks. børnekirke, og som gerne må kunne udvides senere.

Efterårets program blev diskuteret, på baggrund af bl.a. et oplæg fra gudstjenesteudvalget, og ud fra menighedsledelsens tilbagemelding på nogle konkrete forslag vil udvalget arbejde videre med disse.

Omkring kassererposten, så har det stadig ikke været muligt at finde en ny til afløsning af Helle. Menighedsledelsen fortsætter kontakten til en ekstern person som kan hjælpe med en del af bogføringsarbejdet mod betaling.

Endelig blev adresselisten og medlemsprotokollen diskuteret, og overordnede principper for disse blev diskuteret ud fra et konkret oplæg. Det er menighedsledelsens holdning at det er vigtigt at have klare kriterier ikke bare for optagelse i menigheden, men også for hvordan adresselisten vedligeholdes og hvilke procedurer der f.eks. skal sættes i værk hvis folk i menighedens periferi flytter væk fra området eller hvis vi mister kontakten til nogle.