Alle indlæg af Per Bækgaard

Menighedsmøde, Sept 2007

Onsdag d. 19. september var der menighedsmøde i huset på Ahornvej.

Der var en god snak om mange ting på mødet, men særligt 3 ting er måske værd at gøre opmærksom på for de, som ikke kunne være med:

Økonomien blev vendt, og afvigelser i forhold til budget og sidste år blev gennemgået. Som det ser ud nu, så regner vi med at slutte året lidt under budget, både hvad angår indtægter og udgifter — men dog alligvel lidt højere, på begge områder, sammenlignet med sidste år. Den største afvigelse på udgifterne skyldes, at en renovering af Ahornvej afventer en mere langsigtet plan og godkendelse for huset.

Bente Sørensen blev valgt som nyt medlem af menighedsledelsen i stedet for Karin Rask, som har valgt at træde ud. Menighedsledelsen består således nu af Arne Christensen (formand), Gert Eriksen, Helle Hyldgård, Brian Lund-Hansen, Bente Sørensen og Per Bækgaard. Per Eivind Stig deltager også i menighedsledelsens møder.

City Kirken’s nye logo

Endelig fik City Kirken også et nyt logo, som er udarbejdet af Sven fra Art/Grafik. Logoet kan ses herover, og vil fremover komme til at optræde på brevpapir, hjemmeside(r), i annoncer, på visitkort og alle andre steder hvor vi gerne vil profilere City Kirken. Der ligger en nærmere baggrund for- og præsentation af City Kirkens nye logo som du kan læse (kræver at du har en .pdf læser installeret).

Om at gå på vandet…

Selva Prabhakar fra New Delhi var på besøg i City Kirken d. 8. juli, og han holdt som altid en inspirerende prædiken for en sommer-ramt menighed. Prædikenen kan jeg ikke gengive her, men jeg syntes at de 4 punkter han tog frem fra Matt 14:22-32 er værd at repetere.

Vers 28-32 lyder sådan her:

Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

De fire punkter, Selva tog op, var følgende:

  1. Peter spurgte Jesus om lov til at træde ud på vandet før han gik ud på bølgerne. Peter var ofte var den der selv tog initiativ, men her er han et godt eksempel for os. Måske er vi også nogle gange alt for impulsive, som Peter, og kaster os ud i nye ting på en indskydelse. Men spørg Gud om vejledning først, vent, og gå ikke altid på den første indskydelse.
  2. Peter blev bange, og begyndte at synke. Peter tvivlede på sin egen kunnen og på holdbarheden af Jesu ord. Når vi får problemer, kan de være forårsaget af vores egen tvivl. Nogle gange er der omstændigheder omkring os som vi ikke kan påvirke. Men ofte har vi selv ihvertfald et medansvar for vores egen situation. Vi kan være tilbøjelige til at skyde skylden på andre — familie, venner, kolleger, samfundet. Det kan være svært at se os selv objektivt, men vi har brug for at tage ansvar og se situationen i øjnene som den er.
  3. Peter henvendte sig til Jesus efter hjælp. Hvis han havde vendt sig om, havde han se en række professionelle fiskere, som var vant til at færdes på havet. Vi har i vores samfund adgang til en lang række professionelle, og dem kan det være godt at benytte sig af. Gå til lægen, hvis du er syg. Tal med din bankrådgiver, hvis du mangler penge. Men når vi er der, hvor vi bogstaveligt talt ikke kan bunde, er der ingen anden hjælp end Jesus. Og måske er det sådan at Jesus også i mange andre situationer er den, der bedst kan hjælpe os.
  4. Jesus rækker ud til Peter, på trods af hans fejl og hans tvivl. Gud kommer os i møde, og rækker ud til os, selvom vores tro er så lille at den næsten ikke er til at få øje på. Det er opmuntrende at vide. Og måske kan det gøre det nemmere for os at turde se virkeligheden i øjnene!

Nyt fra menighedsledelsen, Juni 2007

Ved sidste menighedsledelsesmøde (19. juni 2007) besluttede vi at bruge blog’en som en uformel måde at fortælle lidt om hvad vi arbejder med. Vi vil derfor fremover, med jævne mellemrum, give et kort resumé i stik-ords form fra menighedsledelsesmøderne:

Der er snart (28.-29. september) Willow Creek konference i Danmark. Det er en god måde at få ny inspiration på, og vi opfordrer menighedens ledere, medarbejdere og andre interesserede om at melde sig til Brian, som vil koordinere vores samlede tilmeldning.

Ved sidste valg til menighedsledelsen blev det aftalt at denne skulle indsættes og bedes for, på et tidspunkt hvor alle var samlede. Det er ikke sket endnu, men vil blive planlagt til efteråret.

Vi har kikket på om det kan betale sig at bruge noget af vores frie likviditet til at indfrie (nogle af) vore kreditforeningslån. Det er nok tvivlsomt om det kan betale sig, på grund af gebyrer og usikkerheden om hvorvidt vi måske alligevel har brug for likvide midler til renovering eller ombygning af Ahornvej. Der er dog nogle yderligere beregninger som skal foretages, og under alle omstændigheder kan det tidligst ske op til næste termin (31/10).

Generelt er vores fremtidige lokalesituation ikke afklaret. Det største problem her og nu er at Kulturcenteret er lukket i forbindelse med ferier og fridage, og at vi derfor er nødt til at være i huset på Ahornvej, hvor der ikke rigtigt er lokaler til de aktiviteter vi har brug for. I 2008 bliver situationen lidt bedre, da Kulturcenteret, modsat 2007, holder åbent f.eks. i efterårsferien. Men vi arbejder på kort sigt med andre alternativer, såsom medborgerhuset.

På længere sigt er mulighederne uafklarede. Egentlig har Ahornvej en god central beliggenhed, og med det nye center overfor vil det være oplagt om vi kunne udvide aktiviteterne og forbedre rammerne. Vi vil derfor prøve endnu engang om vi, i lyset af ændringerne i områdets karakter, måske kan få tilladelse til at udvide og øge bebyggelsesprocenten.

City Kirkens oprindelige logo er efterhånden ved at være lidt “bedaget” i stregen, og har måske for tæt en tilknytning til Høje Taastrup, og ikke så meget til de andre områder vi er i. Derfor har vi i nogen tid arbejdet på et nyt logo, bl.a. i samarbejde med Sven fra art/grafik. Vi har nu valgt et af de foreslåede logo’er, som vil blive færdiggjort og præsenteret for menigheden snarest. Det nye logo synes vi på en god måde repræsenterer de værdier, vi står for, og vi tror at der vil være bred tilslutning til det nye design.

Arbejdet med at analysere spørgeskemaer og evaluere gudstjenesterne er nu færdigggjort. Det er der kommet mange gode og brugbare informationer ud af, og undersøgelsens resultat vil blive præsenteret på næste menighedsmøde. Generelt er der god tilfredshed fra menighedens side med gudstjenesterne, men der er også en del ting som kan forbedres — bl.a. med hensyn til lyd/teknik, forløb og “flow” i programmet og med at sikre at der ikke ligger for mange løse ledninger og roder rundt på gulvet 😉

Endelig havde vi en snak om BiD og økonomi. Vi har efterlyst en mere gennemgribende revision af aktiviteterne i BiD, og vi tror at BiD har behov for en ændret måde at arbejde på og financiere sine aktiviteter. Problemstillingen er ikke ny, men vil er endnu engang aktuel i forbindelse med forberedelser til missionsstævnet i Mariager i uge 30. Arne og Brian deltager i forberedelsesmøde i Herlev, og vil fortælle lidt om hele situation på menighedsmødet d. 27. juni — hvor iøvrigt både Per Eivind, Per og Gert vil være fraværende på grund af rejser.

Nyt fra menighedsledelsen

Den nye menighedsledelse har været sammen til det første konstituerende møde. På dette møde blev en række funktioner/poster fordelt.

Arne Christensen fortsætter som formand, og vil sammen med Brian Lund-Hansen udgøre et forretningsudvalg, som ugentligt vil mødes med Per Eivind Stig. I fællesskab vil disse tage sig af mange praktiske ting, og derudover sikre at menighedsledelsens møder bliver godt forberedt. Brian vil som en del af denne opgave også have et særligt fokus på forvaltningen af menighedens økonomi, og i en række sager være daglig kontaktperson til menighedens kasserer, Helle Andersen.

Gert Eriksen fortsætter som næstformand, og vil dermed være formandens stedfortræder. Gert vil også sammen med Arne gennemgå og forbederede menighedsledelsens dagsordener inden møderne.

Helle Hyldgård er nyvalgt som sekretær, og vil bl.a. tage sig af referater fra menighedsledelsesmøder og vedligehold af menighedsledelsens online samarbejdsforum.

Karin Rask og Per Bækgaard fortsætter med at udgøre personaleudvalget, som fra tid til anden har personalesamtaler og opfølgning på menighedens præster, Per Eivind Stig og Anders Hyldgård, omkring deres ansættelsessituation og personlige udvikling.

Den nye menighedsledelse havde i øvrigt et godt møde, og glæder sig til samarbejdet fremover.

Har du noget, du gerne vil sige til menighedsledelsen, så kan det også ske ved at sende en mail til mledelsen på citykirken.dk (hvor ordet ”på” skal erstattes af et @).

Hvad definerer et kristent fællesskab

En af de diskussioner, som en gang imellem dukker op når snakken falder på mere løse kirke-strukturer som de nogle gange f.eks. fremtræder i ”Emerging Church” begrebet, er, hvad der definerer et kristent fællesskab. Med andre ord, hvornår kan man sige at noget er en ”kirke”?

Der er naturligvis mange måder at være kristen på. Og der er mange bud på hvordan man kan være kirke sammen. Emerging Church tankegangen, som man f.eks. kan læse om den her nævner en række elementer som kendetegn:

  • Meget kreativ tilgang til tilbedelse og spirituel refleksion.
  • En minimalistisk og decentral organisationsstruktur.
  • En fleksibel tilgang til teologiske spørgsmål hvor individuelle forskelle i tro, tilhørsforhold, ortodoksi og moral accepteres i et større omfang end i visse andre kirker.
  • En mere holistisk opfattelse af kirkens rolle i samfundet.
  • Et ønske om at genlæse Bibelen, tage dens budskab seriøst i forhold til dens kulturelle samtid, og nå frem til en ”rekonstrueret teologi, der er fri for modernistisk bagage”.
  • En holistisk spiritualitet, hvor man søger tilbage i traditionens rigdom.

Jeg tror umiddelbart at jeg ville føle mig fint tilpas i sådan en sammenhæng. Men andre har haft sværere ved det, og det har måske affødt kritik. For hvornår gør man ting så anderledes at andre kristne måske ikke kan kende sig hjemme i det?

Når man prøver at forstå særlige kendetegn, så kan det være til hjælp at dele dem ind i grupper.

Nogle ting kan handle om at tolke bibelen og troen ind i ens egen samtid. Det kan måske dreje sig om forskellige organisations-strukturer, mødetider, eller mødeformer. Eller det kan måske være et spørgsmål om sprog, stil, og påklædning.

Andre ting kan handle om at genopdage tabte værdier. Ting, som måske tidligere har været en vigtig del af kirkens liv kan være gået tabt, og har brug for at blive genopdaget. Det tror jeg f.eks. reformationen til dels handlede om. Og i dag tror jeg måske dele af den østlige ortodokse kirkes meditative og mere kontemplative indgang er i færd med at blive genopdaget.

En tredje ting handler om at betone visse elementer af kristenlivet frem for andre. Det er måske i høj grad det, som adskiller kirkesamfundene i dag. Det kan give anledning til alvorlige diskussioner, men er måske i bund og grund ikke så fundamentalt at det adskiller os væsentligt.

Men det afføder et grundlæggende spørgsmål: Hvad er essentielt?

Jeg lærte engang en huske-remse af Chresten Eskildsen, som nu er præst i Bethelkirken i Aalborg: Det handlede om at holde fast ved de 4 B’er nævnt i Ap.G. 2:42, og som kendetegnede den første kristne kirke: Bibelen, Brødrene, Bønnerne og Brødsbrydelse.

De 4 B’er drejer sig selvfølgelig om at holde fast i ordet (bibelen), i fællesskabet med hinanden (brødrene), i kirkens og den enkeltes bønsliv (bønnen), og i nadveren og fællesskabet med den opstandne Jesus (brødsbrydelse).

Jeg tror, at alle 4 elementer – på den ene eller anden måde – må være til stede, hvis man vil være kirke sammen. Derudover tror jeg at et 5. kendetegn var at kirken var – og skal vedblive at være –”missional”, hvilket vil sige at kirken skal leve i konstant mission.

Resten er måske i virkeligheden i høj grad et spørgsmål om stil.

For hvad er virkelig vigtigt? Det er udfordringen til at søge Jesus, grave i og leve af Ordet, og i fællesskab leve det kristne liv ud i den verden vi er i, på en måde som er relevant og forståelig for mennesker omkring os!

Bekymringer

Jesus siger: Hver dag har nok i sin egen plage. Vi skal ikke bekymre os om dagen i morgen.

Hvis man køre ned ad en stejl bakke på ski for første gang, så kan det være svært hvis man kikker helt ned for enden af bakken og ser hvor langt man skal køre. Jeg har faktisk set mennesker som har stået stille og pludselig er væltet, på det nærmeste overmandet af en den tilsyneladende uoverstigelige udfordring som lå foran dem.

Men hvis man i stedet fokuserer på de næste 20m, så går det nok. Og når man har klaret dem, så kan man jo tage 20m mere efter at have sundet sig. Hvis man bliver ved, så kommer men helt hed ad bakken til sidst. Det samme gælder hvis man spiser en elefant… hvis man bare tager en lille bid ad gangen, så vil man til sidst have spist hele elefanten.

Det er et godt princip generelt: evnen til at fokusere og til at tage én ting ad gangen, en lille bid ad gangen. Hold retningen, og bliv ved, så kommer du frem. På den måde kan man spare sig mange unødige bekymringer.

Men Jesus mente noget mere end dette: Han ville også gerne have os til at forstå, at Gud har omsorg for os. Måske har Gud allerede beredt en vej for os, der hvor vi ellers havde bekymret os så meget at vi var gået helt i stå!

Så lad os være frimodige og gå fremad i tillid til at Gud er med os. Lad os ikke hele tiden gå på af bekymringer som ligger langt ude i fremtiden, men lad os blive ved med at bevæge os, så længe der bare er klarhed over hvor det næste skridt fremad skal gå!

Fællesskab på en anden måde

I går aftes kom vi hjem fra skiferie, og da vi både manglede mælk og bilen trængte voldsomt til at blive vasket, kørte jeg ned på tanken for at få det klaret.

Det gav anledning til en praktisk observation af begrebet fællesskab

Når vi 20. generations danskere vasker bil, så er det som regel (statistisk set) Far som kører ned og får den vasket. Og det sker sandsynligvis lørdag formiddag.

Søndag aften, derimod, var der mange danskere af anden etnisk oprindelse som havde valgt at få vasket bilen. Og det skete ikke ved at Far kørte derned alene. Nej, der var som regel to personer i hver bil. Og når bilen var vasket, så gav det anledning til en kop kaffe og en hyggesnak hen over taget, mens antennen igen blev skruet på og viskerne lige checket en ekstra gang, inden turen igen gik hjemover.

Og når man mødte andre man kendte i en anden bil, så hilste man ikke bare med et afmålt nik. Nej, der var håndtryk, højrøstede udråb og skulderklap. Og når man efter et par minutter gik hver til sit igen, så gentog samme hilsen sig, måske afsluttet med et knus eller kindkys.

Og ja, selvfølgelig var konen og børnene nok derhjemme, og det var sikkert hektisk på hjemmefronten søndag aften med madpakker og andet. Og måske havde det været bedre at Far havde været hjemme for at hjælpe.

Men alligevel fik det mig til at tænke.

Hvordan udtrykker vi vores fællesskab? Kan det ses og fornemmes af andre?

Husker vi at værdsætte fællesskabet, og give udtryk for det overfor hinanden?

Husker vi at bruge små anledninger til at være sammen, og til at dele vores liv og indtryk fra en travl hverdag med hinanden?

Jeg glæder mig som regel altid til at komme i kirke søndag formiddag. Og ikke mindst fordi det er en god anledning til at snakke med andre venner, og høre hvordan de har det, og måske dele hvad der sker i mit liv.

Er troen privat eller personlig?

I den senere tid er debatten om troen i det offentlige rum blevet intensiveret. Senest, i denne uge, var der et længere indslag i TV-Avisen på DR om nogle ateister som udtrykte deres ønske om at få troen ud af det offentlige rum. Ifølge dem må troen være en privat sag, som ikke bør påvirke vores “objektivitet”. For dem, tror jeg, må det grundlæggende værdisæt være en rent humanistisk indstilling: Hvorvidt en ting er god eller dårlig afhænger alene af hvilken påvirkning den har på ”mennesket”. Om ”mennesket” så her er det enkelte individ eller samfundet som helhed må stå åbent… men denne norm er så åbenbart, efter deres mening, mere objektiv end en religiøs tilgang til livet er.

Jeg vil nu umiddelbart mene et sådant værdisæt bliver mere subjektivt, specielt hvis den baserer sig på hvad der godt eller skidt for ”mig”, den enkelte selv. Men det lader vi ligge i denne omgang.

En mere væsentlig diskussion er nemlig om troen bliver erklæret for privat eller personlig!

I sin nytårstale, og ved andre lejligheder, har vores statsminister givet udtryk for et ønske om at holde religionen ude af det offentlige rum. Religion må være en privat sag, bliver det hævdet. Med andre ord: Det er i orden at tro, så længe det foregår adskilt fra vores offentlige liv, og så længe det ikke har konsekvenser for vores optræden udadtil.

Det er måske også den nemmeste måde at gøre op med radikale fundamentalister: At hævde at her, i Danmark, er vi strengt objektive, og bøjer os ikke for argumenter der har reference til andet end noget vi kan måle og veje. På den måde kan man jo forsøge at afvise mange diskussioner.

Men det virker ikke. For nedenunder denne hævdede objektivitet ligger et værdisæt, et menneskesyn, som påvirker den enkeltes valg. Som kristne tror vi at Gud skabte hele verden, incl det enkelte menneske, og at vi skal værne om den, ligesom vi skal værdsætte og respektere hinanden. Andre har måske et andet udgangspunkt. Men vi har det tilfælles, at vi ud fra vores grundlæggende overbevisning når frem til beslutninger om dagligdagen og om hvordan vi vil leve vores liv.

På den måde kan vi måske være enige med nogle, hvad enten det nu er ateister, humanister eller anderledes troende, i deres holdninger og meninger om dagligdags ting, mens der vil være andre igen, vi ikke er enige med. Der er ikke noget i vejen for at vi som kristne f.eks. sammen med muslimer går foran og rydder skrald væk fra vores by, eller sammen med ikke-religiøse eller statslige organer yder nødhjælp til katastroferamte, osv.

Men under alle omstændigheder: Det, vi tror på, påvirker vores holdninger og syn på hinanden og på hele samfundet. Hvis nogen påberåber sig en tro som er privat og ikke har konsekvenser, så ville jeg hævde at det nok ikke alligevel var et rigtigt værdisæt eller en rigtig tro.

Og faktisk tror jeg på langt sigt at det er bedre at stå ved sit værdigrundlag offentligt end at skjule det, selvom det kan føre til uenighed. Jeg vil faktisk gerne kende andre menneskers værdisæt og vide hvad de tror på og står for, f.eks.. hvis de stiller op til en tillidspost hvor de måske skal forvalte mine interesser!

Selvfølgelig kan ingen kræve at andre skal tro det samme som dem. Troen er en personlig ting, og et valg for det enkelte menneske. Og min tro kan aldrig bruges som et vandtæt argument for en sag overfor et andet menneske som ikke deler samme tro. Derfor tvinges vi også til at kunne stå ved vores valg selv overfor andre, som tror noget andet. Det kan være svært – men situationen er måske i virkeligheden ikke så meget anderledes end hvad vi ser i f.eks. politik, hvor de forskellige partier med forskelligt udgangspunkt alligevel kan være enige om en lang række ting i praksis på tværs af partiskel.

Så lad os ikke vælge den ”nemmeste løsning”, som på langt sigt kan vise sig at være den ”farligste” fordi den holder ting skjult. Lad troen være en personlig ting, men ikke en privat ting!

Lad os være enige om at den enkeltes ret til at vælge frit er vigtig. Men dette valg må ske på baggrund af oplysning. Og hvis vi prøver at holde alle religiøse synspunkter ude af debatten ved på forhånd at erklære dem uønskede, så kan der ikke være sand oplysning!

Fundamentalisme nævnes ofte som et skrækeksempel i denne debat. Men ordet ”fundamental” har i denne debat mindste to betydninger som vi må adskille: 1) Det kan bruges om personer, som ikke ikke vil høre eller forstå andre(s) synspunkter, men det det kan også 2) Udtrykke at troen på Gud som skaber og frelser er mere fundamental end andre ting i livet, og vi accepterer nogle gange at vi ikke forstår alt.

Jeg er fundamentalist i betydningen 2) ovenfor. Jeg er bange for, at de, som gerne vil have troen ud af det offentlige rum, i virkeligheden selv er det i betydningen 1) ovenfor!

Så lad os stå fast på retten til at forkynde evangeliet. Troen er personlig, ja, men ikke privat!

Update: For et par dage siden faldt jeg over denne artikel: “Religion har erobret det offentlige rum“. Interessant at se, at selvom nogle ønsker det endelige opgør med troen nu, så er der faktisk 6 gange så megen snak om tro end der var for 20 år siden!

Hvad er nu det?

En blog i City Kirken… hvad er nu det?

Nogle vil sikkert vide præcis hvad en blog er, mens andre måske ikke har den ringeste anelse herom. Du kan klikke her for en længere beskrivelse, men kort fortalt, så er en (we)blog en samling af korte artikler, kaldet poster (eller indlæg), som opdateres jævnligt. Det nyeste indlæg optræder øverst på siden, og der er typisk adgang til samtlige indlæg via et arkiv. Ofte skrives indlæg en smule uformelt, og de kan typisk kommenteres af læsere af blog’en. De, som skriver indlæg, kaldes for bloggere.

City Kirkens blog er et forsøg på at øge informationsniveauet i kirken, ved dels at viderebringe nyheder og fortælle om begivenheder, dels at give plads til reflektioner i kirkens og den enkeltes liv. Som ved de fleste andre blogs, så kan indlæg her kommenteres af andre, og forhåbentlig vil blog’en komme til at afspejle kirkens liv, og være både en kilde til informationsudveksling og gensidig opmuntring indadtil, og en kanal som kan vise lidt af hvem vi er udadtil.

Denne artikel er et indlæg, og du kan nedenfor se et andet eksempel på et indlæg.

Indlæg på blog’en kan skrives af f.eks. menighedsledelsen eller de ansatte eller andre som har fået særlig adgang, men samtlige indlæg kan kommenteres af alle som måtte have lyst. Bemærk dog at indlæg i nogle tilfælde skal godkendes før de bliver synlige for alle — dette sker primært for at undgå spam. Som udgangpunkt er alle kommentarer velkomne, men vi forbeholder os ret til at redigere i indlæg om nødvendigt.

Kommentarer kan du se i sammenhæng med indlægget ved at klikke på overskriften over indlægget (”Hvad er nu det?”) eller ved evt. at klikke på linien ovenfor som viser antallet af kommentarer. Det er også herfra du kan skrive din egen kommentar.

Synes du, det er en god idé at City Kirken har en blog? Og hvad kunne du tænke dig, der blev skrevet om? Skriv dine kommentarer til dette indlæg ved at klikke på overskriften og derefter udfylde boksen nederst på siden, hvor der er plads til en kommentar. Husk at du skal skrive dit navn og email adresse for at indlægget kan blive accepteret.

(Og til sidst: Hvis du selv har en blog og gerne vil have vi linker til den, så send en mail til undertegnede.)

Bliver man dum af at være kristen?

Der har været en del skriverier i denne uge om Helmuth Nyborgs seneste undersøgelse, som angiveligt viser at troende i gennemsnit har en lavere IQ end gennemsnittet af befolkningen.

Jvf. KD siger Nyborg: “Man bliver ikke dummere af at tro på Gud. Men noget tyder på, at der blandt mennesker med en lav intelligens er en øget tendens til at søge tilflugt i en religion som svar på livets svære spørgsmål.”

Umiddelbart kan det jo lyde lidt beskæmmende. At vi, som har valgt at tro på Gud, måske — statistisk set — er mere naive end andre. Man kommer måske nemt til at tænke på Paulus’ ord: “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft“. Men der kan også være andre forklaringer.

For det første er det ikke sikkert at der er en årsagssammenhæng, altså at det ene medfører det andet. Det kan godt være der er en sammenhæng mellem antallet af fødsler og mængden af storke i årtiet 1920 til 1930. Men måske er det fordi der af andre årsager bliver født flest børn på det tidspunkt, hvor der tilfældigvis også ses flest storke i landet. Det skyldes formodentlig ikke at storken kommer med børnene.

For det andet er det ikke sikkert at IQ begrebet er så absolut som vi nogen gange opfatter det. Måske er man ikke født med en bestemt IQ; måske afhænger ens IQ også af andre ting som f.eks. uddannelse, opdragelse og omgivelser. Og måske fostrer visse miljøer både en høj IQ og en ikke-troende tilgang til livet.

For det tredie er IQ ikke alt. Der er mange andre måder at tale om, og måle på, evner. Følelsesmæssig intelligens har tidligere været fremme. I visse, måske ny-religiøse miljøer, snakker man om spirituel intelligens… Og der er mange andre. Måske er den måde, vi normalt måler intelligens på, blot et udtryk for visse sider af intelligensen, som favoriserer en streng rationel tilgangsvinkel, og som i nogle tilfælde kommer til udtryk på en måde der kan gøre det “svært” at udtrykke ikke-rationelle sider af livet?

Der er masser af eksempler på højt intelligente mennesker som selv var troende eller holdt fast i retten til at tro. Einstein, Bohr, Kirkegaard, Newton… for nu blot at nævne nogle af de mere kendte.

Endelig er det måske værd at huske at en forskel i IQ på 5.8 (som var undersøgelsens resultat) ikke er ret meget… Forskellen på en AGF fan og en FCK fan’s IQ er statistisk set omkring 6 (jeg tør ikke sige hvis der er højest). De, som foretrækker jazz, har i gennemsnit en 8 point højere IQ end de, som hører country… og Renault kørere ligger 9 point højere end BMW kørere… Bemærk at sidstnævnte tal stammer fra TV2’s intelligenstest i 2005, og ikke fra Helmuth Nyborg.

Hvad kan vi lære af denne undersøgelse? Måske kan vi lytte lidt til debatten, og bide mærke i at at udsagnet åbenbart vinder genklang hos nogle mennesker, der mener at kristne er ureflekterede. Og måske er det her en mulighed for at vise at kristne hverken er dumme, ureflekterede eller mere naive end andre. Selvom vi måske er mere heldige end andre har været indtil nu, i den forstand at vi har fået lov til at se et glimt af Gud!