Der har været en del skriverier i denne uge om Helmuth Nyborgs seneste undersøgelse, som angiveligt viser at troende i gennemsnit har en lavere IQ end gennemsnittet af befolkningen.

Jvf. KD siger Nyborg: “Man bliver ikke dummere af at tro på Gud. Men noget tyder på, at der blandt mennesker med en lav intelligens er en øget tendens til at søge tilflugt i en religion som svar på livets svære spørgsmål.”

Umiddelbart kan det jo lyde lidt beskæmmende. At vi, som har valgt at tro på Gud, måske — statistisk set — er mere naive end andre. Man kommer måske nemt til at tænke på Paulus’ ord: “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft“. Men der kan også være andre forklaringer.

For det første er det ikke sikkert at der er en årsagssammenhæng, altså at det ene medfører det andet. Det kan godt være der er en sammenhæng mellem antallet af fødsler og mængden af storke i årtiet 1920 til 1930. Men måske er det fordi der af andre årsager bliver født flest børn på det tidspunkt, hvor der tilfældigvis også ses flest storke i landet. Det skyldes formodentlig ikke at storken kommer med børnene.

For det andet er det ikke sikkert at IQ begrebet er så absolut som vi nogen gange opfatter det. Måske er man ikke født med en bestemt IQ; måske afhænger ens IQ også af andre ting som f.eks. uddannelse, opdragelse og omgivelser. Og måske fostrer visse miljøer både en høj IQ og en ikke-troende tilgang til livet.

For det tredie er IQ ikke alt. Der er mange andre måder at tale om, og måle på, evner. Følelsesmæssig intelligens har tidligere været fremme. I visse, måske ny-religiøse miljøer, snakker man om spirituel intelligens… Og der er mange andre. Måske er den måde, vi normalt måler intelligens på, blot et udtryk for visse sider af intelligensen, som favoriserer en streng rationel tilgangsvinkel, og som i nogle tilfælde kommer til udtryk på en måde der kan gøre det “svært” at udtrykke ikke-rationelle sider af livet?

Der er masser af eksempler på højt intelligente mennesker som selv var troende eller holdt fast i retten til at tro. Einstein, Bohr, Kirkegaard, Newton… for nu blot at nævne nogle af de mere kendte.

Endelig er det måske værd at huske at en forskel i IQ på 5.8 (som var undersøgelsens resultat) ikke er ret meget… Forskellen på en AGF fan og en FCK fan’s IQ er statistisk set omkring 6 (jeg tør ikke sige hvis der er højest). De, som foretrækker jazz, har i gennemsnit en 8 point højere IQ end de, som hører country… og Renault kørere ligger 9 point højere end BMW kørere… Bemærk at sidstnævnte tal stammer fra TV2’s intelligenstest i 2005, og ikke fra Helmuth Nyborg.

Hvad kan vi lære af denne undersøgelse? Måske kan vi lytte lidt til debatten, og bide mærke i at at udsagnet åbenbart vinder genklang hos nogle mennesker, der mener at kristne er ureflekterede. Og måske er det her en mulighed for at vise at kristne hverken er dumme, ureflekterede eller mere naive end andre. Selvom vi måske er mere heldige end andre har været indtil nu, i den forstand at vi har fået lov til at se et glimt af Gud!

“Vær autentisk”, sagde Karen Margrete Kirk,
som besøgte os sidste søndag sammen med sin mand, Poul Kirk.

Det meste af denne uge har jeg været på rejse i Japan, og har tænkt en del over hvad Karen Margrethe og Poul sagde.

Hvor er det vigtigt at være oprigtig og autentisk i det vi gør. Nogle gange kan vi som kristne være tilbøjelige til at give hurtige svar, som vist mere er præget af overfladiskhed end af eftertanke og oprigtighed. Men Jesus stillede ofte spørgsmål i stedet for at give hurtige svar!

Verden omkring os har ikke brug for hurtige løsninger, men for dybe sandheder. Og sandheder erfarer man nu engang kun ved selv at søge efter dem, og ved at turde stille spørgsmål. Og hvis man selv tør stille spørgsmål og komme frem til nye erkendelser, så er det måske også nemmere at forholde sig til andre mennesker som stiller spørgmål.

De fleste opdagelser i verden er gjort af mennesker som har turdet stille spørgsmål. Som ikke har ladet sig nøje med status quo. Sådan er det også med troen. “Søg, så skal I finde“, siger Jesus.

Jeg ved jeg har nævnt disse tanker før. Men alligevel: Lad os “gribe bolden”, og bliver kendt som en kirke der har et dybt og oprigtigt fællesskab. På den måde har vi de bedste chancer for at give andre mennesker et autentisk svar, som når helt ind til hjertet og ikke bare bliver endnu en “hurtig løsning”!

Nogle af jer kender måske begrebet “Emerging Church” (eller her)? Der kan sikkert siges og skrives meget om dette forsøg på at være kirke i en postmoderne tid, men en central karakteristik er at evangeliet bl.a. forkyndes gennem hver enkelt kirkemedlems indflydelse på sine omgivelser i hverdagen — på arbejdspladsen, skolen, osv. At hver enkelt herigennem kan være med til at velsigne andre omkring sig. Og en erkendelse af at alle mennesker er på en vandring igennem livet, og gør sig erfaringer henimod (eller væk fra!) troen med forskellige skridtlængder.

Som kirke kan vi bedst hjælpe mennesker på vej ved at være oprigtige og dele vores egne erfaringer med dem. Ved at lytte, tage del i, og ved at velsigne andre med vores tid og evner.

Nogle gange sker det ved at vi gør det, vi er bedst til. Der, hvor vi måske føles os “kaldet”. Andre gange sker det måske bedst ved at udfylde et konkret behov.

Hvis du går forbi et dige med hul i, så har du to muligheder. Du kan enten stikke fingeren ind i hullet og stoppe lækagen og forhindre en katastrofe… eller du kan sige at det ikke er din primære tjeneste, og så gå videre og håbe på at der kommer en forbi, som er specialist i at stoppe huller i diger.

Men hvis alle tænker som den første person ovenfor, så er det ikke sikkert at hullet nogensinde bliver stoppet, og så vil katastrofen uundgåeligt indtræffe!

Gud give os styrke til at finde ud af hvor og hvordan vi bedst kan tjene ham.