I den senere tid er debatten om troen i det offentlige rum blevet intensiveret. Senest, i denne uge, var der et længere indslag i TV-Avisen på DR om nogle ateister som udtrykte deres ønske om at få troen ud af det offentlige rum. Ifølge dem må troen være en privat sag, som ikke bør påvirke vores “objektivitet”. For dem, tror jeg, må det grundlæggende værdisæt være en rent humanistisk indstilling: Hvorvidt en ting er god eller dårlig afhænger alene af hvilken påvirkning den har på ”mennesket”. Om ”mennesket” så her er det enkelte individ eller samfundet som helhed må stå åbent… men denne norm er så åbenbart, efter deres mening, mere objektiv end en religiøs tilgang til livet er.

Jeg vil nu umiddelbart mene et sådant værdisæt bliver mere subjektivt, specielt hvis den baserer sig på hvad der godt eller skidt for ”mig”, den enkelte selv. Men det lader vi ligge i denne omgang.

En mere væsentlig diskussion er nemlig om troen bliver erklæret for privat eller personlig!

I sin nytårstale, og ved andre lejligheder, har vores statsminister givet udtryk for et ønske om at holde religionen ude af det offentlige rum. Religion må være en privat sag, bliver det hævdet. Med andre ord: Det er i orden at tro, så længe det foregår adskilt fra vores offentlige liv, og så længe det ikke har konsekvenser for vores optræden udadtil.

Det er måske også den nemmeste måde at gøre op med radikale fundamentalister: At hævde at her, i Danmark, er vi strengt objektive, og bøjer os ikke for argumenter der har reference til andet end noget vi kan måle og veje. På den måde kan man jo forsøge at afvise mange diskussioner.

Men det virker ikke. For nedenunder denne hævdede objektivitet ligger et værdisæt, et menneskesyn, som påvirker den enkeltes valg. Som kristne tror vi at Gud skabte hele verden, incl det enkelte menneske, og at vi skal værne om den, ligesom vi skal værdsætte og respektere hinanden. Andre har måske et andet udgangspunkt. Men vi har det tilfælles, at vi ud fra vores grundlæggende overbevisning når frem til beslutninger om dagligdagen og om hvordan vi vil leve vores liv.

På den måde kan vi måske være enige med nogle, hvad enten det nu er ateister, humanister eller anderledes troende, i deres holdninger og meninger om dagligdags ting, mens der vil være andre igen, vi ikke er enige med. Der er ikke noget i vejen for at vi som kristne f.eks. sammen med muslimer går foran og rydder skrald væk fra vores by, eller sammen med ikke-religiøse eller statslige organer yder nødhjælp til katastroferamte, osv.

Men under alle omstændigheder: Det, vi tror på, påvirker vores holdninger og syn på hinanden og på hele samfundet. Hvis nogen påberåber sig en tro som er privat og ikke har konsekvenser, så ville jeg hævde at det nok ikke alligevel var et rigtigt værdisæt eller en rigtig tro.

Og faktisk tror jeg på langt sigt at det er bedre at stå ved sit værdigrundlag offentligt end at skjule det, selvom det kan føre til uenighed. Jeg vil faktisk gerne kende andre menneskers værdisæt og vide hvad de tror på og står for, f.eks.. hvis de stiller op til en tillidspost hvor de måske skal forvalte mine interesser!

Selvfølgelig kan ingen kræve at andre skal tro det samme som dem. Troen er en personlig ting, og et valg for det enkelte menneske. Og min tro kan aldrig bruges som et vandtæt argument for en sag overfor et andet menneske som ikke deler samme tro. Derfor tvinges vi også til at kunne stå ved vores valg selv overfor andre, som tror noget andet. Det kan være svært – men situationen er måske i virkeligheden ikke så meget anderledes end hvad vi ser i f.eks. politik, hvor de forskellige partier med forskelligt udgangspunkt alligevel kan være enige om en lang række ting i praksis på tværs af partiskel.

Så lad os ikke vælge den ”nemmeste løsning”, som på langt sigt kan vise sig at være den ”farligste” fordi den holder ting skjult. Lad troen være en personlig ting, men ikke en privat ting!

Lad os være enige om at den enkeltes ret til at vælge frit er vigtig. Men dette valg må ske på baggrund af oplysning. Og hvis vi prøver at holde alle religiøse synspunkter ude af debatten ved på forhånd at erklære dem uønskede, så kan der ikke være sand oplysning!

Fundamentalisme nævnes ofte som et skrækeksempel i denne debat. Men ordet ”fundamental” har i denne debat mindste to betydninger som vi må adskille: 1) Det kan bruges om personer, som ikke ikke vil høre eller forstå andre(s) synspunkter, men det det kan også 2) Udtrykke at troen på Gud som skaber og frelser er mere fundamental end andre ting i livet, og vi accepterer nogle gange at vi ikke forstår alt.

Jeg er fundamentalist i betydningen 2) ovenfor. Jeg er bange for, at de, som gerne vil have troen ud af det offentlige rum, i virkeligheden selv er det i betydningen 1) ovenfor!

Så lad os stå fast på retten til at forkynde evangeliet. Troen er personlig, ja, men ikke privat!

Update: For et par dage siden faldt jeg over denne artikel: “Religion har erobret det offentlige rum“. Interessant at se, at selvom nogle ønsker det endelige opgør med troen nu, så er der faktisk 6 gange så megen snak om tro end der var for 20 år siden!