”To” giganter

Hebr. 11 v27: I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige.

Det er en ærlig sag at sige, jeg er bange. Det er en ærgerlig sag at være styret af frygt igennem sin tilværelse.

Livet igennem kommer du til at stå over for det samme valg som Moses, vil du vælge at leve i tro eller frygt?

Moses gik til den mest magtfulde mand i verden og sagde: “De slaver, der bygger alle dine pyramider, dem tager jeg fra dig og sammen tager vi afsted til et andet land. Du kommer ikke til at styre dem længere. LAD MIT FOLK GÅ.”

Moses havde al mulig grund til at være bange og måske slog pulsen også lidt hurtigere, da han stod overfor den mægtige Farao. I de dage blev Farao betragtet som en gud og hvad Farao sagde var lov. Hvad Moses sagde, kunne derfor koste ham livet.

Hvilken gigant lytter du til? At overvinde sin frygt er at have tillid til noget andet og større end den man frygter?

Tilliden er nøglen, jo tættere du kommer på Gud og lærer ham at kende, jo mere vil du blive fyldt med tro og tillid. Det er som et godt venskab, som bygges op. Gud har altid været til at stole på, han har altid været almægtig og intet er umuligt for ham, MEN vores erfaring, så vi tør tro på det, kan godt tage tid.

At lægge sit liv i Guds hænder og have tillid til hans indgriben i forskellige situationer, er noget som vokser igennem ens liv med Gud. Sådan var det også med Moses. Det tog ham 40 år, inden han kunne stå foran Farao. I den tid havde han lært Gud at kende, som Gud er. NU stolede han mere på Gud og kunne med andre ord sige. “Vi vil ikke længere gøre, hvad du siger, Farao. Jeg er ikke bange for dig, fordi jeg kender en, som er langt større end dig og han regerer med kærlighed”. Det krævede noget mod at gøre det!

Her er tricket: Det der betyder noget, er ikke størrelsen af din tro, men at Gud er stor og din tillidsfulde relation til ham.

REFLEKSION

  • Har frygt afholdt dig fra at vælge Guds sandhed og løfter til dig?
  • Hvad kan du gøre for at vokse i din relation til Gud?
  • Hvilken forskel kunne tillid til Gud gøre for dig?

BØN

Tak, Gud, at du er større end min frygt og de udfordringer som jeg står overfor i dag. Jeg beder dig om, at du vil hjælpe mig til at vokse i den tillid, at du ikke glemmer mig. Nu beder jeg om, at jeg må lære at tro, at du er med mig alle dage og alle steder hvor jeg er, også selv om jeg ikke kan se dig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Vi fejrer anden søndag i advent.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: Et liv, uden skam?

PS: Efter gudstjenesten bliver der holdt orienteringsmøde om kirkens situation og vision for det nye år. Vi kommer noget senere hjem den dag, end vi plejer, så det vil sikkert være en god ide at tage lidt frokost med, en sandwich eller noget, så dagen ikke bliver for lang.

Kærlig hilsen
Michael Jensen