Ud af blindgyden

Ordspr. Bog 2 v5 – 6
Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.

Selv med en GPS kan jeg i nogle områder af Danmark køre forkert. Det samme kan også ske i mit liv, og lige pludselig havner jeg i en blindgyde og har svært ved at finde den rigtige vej igen. Måske står du over for en blindgyde lige nu – åndeligt, økonomisk, følelsesmæssigt, relationelt eller noget helt andet.
At stole på Guds ledelse i disse situationer kan være en svær udfordring, ofte forsøger man selv at finde løsninger. Men det, som Gud inviterer os til, er at tage ham med på råd. At tage Gud med i sine tanker betyder måske, at du bliver stille et øjeblik og får renset ud i dine egne tanker. Jeg ved, at mine tanker kan være fyldt med frygt og uro, og derfor er det at stole på Gud og blive ved med at gå fremad i tro, selvom man ikke ser en vej, ikke så enkelt. Men Guds løfte til os er, at han vil jævne vores stier. Det betyder, at Guds plan vil blive mere og mere tydeligt og forståelig, når du går ned ad den vej/sti, som han lægger for dig.

Ordspr. Bog 4 v18
Retfærdiges sti er som lysskæret, der bliver lysere, til dagen er på sit højeste.

En dag vil du se det store billede og du vil opdage Guds hensigt bag den vej, som han specifikt lagde for dig. Vær tålmodig, Gud ved, hvad han gør. Han ved, hvad der er bedst for os mennesker, og du kan stole på ham, fordi han er god.
Du kan ikke se slutresultatet her og nu, men det kan Gud. Alle problemer og vanskeligheder og forsinkelser – alle de ting, der får dig til at spørge “hvorfor” – vil en dag være klare i lyset af Guds visdom og ledelse og vi vil se hans kærlighed i det.
Men lige nu, så lærer du og jeg at stole på Gud og finde ind i hans veje for os.

Refleksion

  • Har du tidligere oplevet, at har Gud ”skabt en vej” for dig, da du troede, at der ikke var nogen vej?
  • Hvilke udfordringer kan der være i at stole på Herren “af hele dit hjerte”?
  • Hvad kunne du begynde med i dag, selvom destinationen ikke er helt klar?

Bøn
Tak Gud, at jeg ikke behøver at stå alene med mine udfordringer her i livet. Tak, at jeg kan finde visdom hos dig. Nu beder jeg om, at du vil hjælpe med til at være tålmodig, så lyset fra dig kan nå min sti. Tak at du er den vej/sti som jeg sikkert kan følge. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: Jesus, et opgør med religiøsitet

Vi glæder os til at se dig og rigtig god weekend.

Kærlig hilsen
Michael Jensen