Modgift

Joh. 16 v32 – 33
»Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig. Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«

Den største modgift mod ensomhed er at have et fællesskab med sin far i himlen, som Jesus havde det. Så vil du være i stand til, ligesom ham, at sige: “Jeg er ikke alene, fordi jeg ved, at Faderen altid er med mig.” Hvordan kan du altid være opmærksom på Guds konstante omsorg? Jesus gjorde bøn til en daglig vane: ”Jesus tog ofte et sted, hvor han kunne være alene og bede” Luk 5:16. Bemærk dette vers siger, at Jesus ofte trak sig tilbage, så han kunne bede. Jesu bønsliv var kontinuerligt. Han prioriterede sin tid at være hos sin far, dette var en vane. Hvilken indflydelse tror du dette ville have på din situation, hvis du havde sådan et fællesskab med din far i himlen? Det er ikke Guds vilje for dig at være for travl for ham. Gud længes efter at være sammen med dig, han har al tid og vil gerne tale med dig om hvad som helst, som du går og tænker over, er optaget af eller bekymrer dig om.
Jesus var altid opmærksom på Guds nærvær, han vidste at han ikke var alene men at han i alle ting og alle steder kunne have Gud med sig. Du og jeg kan også være opmærksom på, at Gud er med os alle dage og i alle situationer.

Jeg ved ikke, om bøn altid skal være planlagt eller vare meget længe? Måske handler det mere om at have et tillidsfuldt fællesskab sammen med Gud og at kunne tale med Gud, som til ens bedste ven. I dette rum tør jeg være mig selv og åbne mig op for Gud, lige som jeg er og har det. Det er her, at man kommer i kontakt med sig selv og med Gud, for det er her, jeg er ærlig. I dette rum kommer jeg ikke med en agenda, andet end den at søge min far i Himlen. Her begynder Gud at tale til mig og befrier mig fra forventninger, målestokke og løsninger. Her befrier Gud mig fra mig selv og alle de billeder og forestillinger, som jeg har om ham. Her tager han mig ind i sin vilje og viser mig vejen igennem alt det jeg ikke kan forstå.

Bøn
Kære Gud, hjælp mig til at blive stille, så jeg kan søge dig. Tak at du kender til det hele, også det jeg frygter allermest. Tak at du ikke er afhængig af min tro eller mit humør, men at du glæder dig over at vi kan være sammen. Nu beder jeg om, at kunne være så stille, så jeg kan høre din stemme. Amen

Es. 55 v9
For så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.

Rigtig god weekend og Gud velsigne dig, vi ses til gudstjeneste på søndag kl. 11.00 i Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12, i Taastrup. Tema: ”Når frygten lammer min tilværelse.”

Kærlig hilsen
Michael Jensen