Hvorfor skal Baptistkirken i Danmark have et internationalt missionsarbejde?

Denne post er den fulde version af et indlæg i bladet Baptist. Indlægget her peger på vigtigheden af at kirkernes missionsarbejde er rodfæstet i den lokale menighed, og ikke overlades til store og centrale missionsselskaber eller kirkesamfund.

Som lokal kirke har vi en stående udfordring til at leve i mission.

Selvfølgelig først og fremmest i vores nabolag, her hjemme, men det stopper ikke der. Jesus kaldte os til at leve i mission: at forkynde evangeliet i ord og handling hele vejen ud til “verdens ende”.

Så ud fra den definition burde svaret give sig selv: at enhver kristen organisation må være engageret i mission. Men det betyder ikke samtidig at enhver missionsaktivitet skal være drevet af en større kristen organisation.

Når den lokale menighed driver mission, så fratager det ikke den enkelte kristne ansvaret for at være ambassadør for troen, der hvor han eller hun lever sin hverdag — fra søndag kl. 12.00 til næste søndag kl. 10.00. Faktisk er det lige omvendt: Den lokale menigheds missionsarbejde er summen af de enkelte medlemmers indsats, som den nu udføres enkeltvis eller i fællesskab.

På tilsvarende vis kan BiD’s missionsarbejde heller ikke være en erstatning for den lokale menigheds missionsarbejde. BiD’s missionsarbejde må først og fremmest tage sit udgangspunkt i hver enkelt menigheds engagement, lokalt og globalt. En fælles indsats på landsplan kan aldrig blive en erstatning for en engageret menighed, uanset hvor gode intentionerne end måtte være.

Derfor giver det ikke mening at tale om international mission i BiD uden at tage afsæt i den lokale menigheds mission. Og det giver både en række begrænsninger, men også en række muligheder.

BiD’s mission har historisk været præget af en række ildsjæle, som er rejst ud og har ofret sin tid og sit dygtige engagement i f.eks. Burundi og Rwanda. Vi kan kun være glade for at have været en del af sådan et arbejde, som over tid har båret stor frugt og endda har påvirket et helt land.

Når vi kikker fremad, så tror jeg fortsat at den bedste grobund for et langsigtet missionsarbejde kommer ud af de lokale menigheders engagement.

Hvor vi engagerer os, må der være nærhed og kommunikation til baglandet, og gerne en vedkommende og direkte ”forbindelse” mellem arbejdet og den – eller de – deltagende menigheder. Jo mere centraliseret missionsarbejde bliver, jo mere har det en tendens til at blive uvedkommende og fjernt, og det bliver stedse vanskeligere at få det enkelte menighedsmedlem til at engagere sig og ofre tid og penge på projektet.

Omvendt, jo mere vi udnytter vores mangfoldighed i menighederne, jo flere projekter kan vi få overskud til, og jo flere indgangsvinkler kan vi udnytte. Som enkeltpersoner har vi jo forskellig baggrund og historie, og det samme gør sig heldigvis også gældende for menighederne. Muligheden ligger i at udnytte dette konstruktivt.

På samme tid er det dog klart, at en del opgaver kan være svære at løfte for en enkelt menighed. Og det kan være svært at sikre den nødvendige ekspertise til at undgå fejltagelser, hvis alle ting foregår decentralt. Der kan være”lærepenge” som ender med at blive betalt flere gange, hvis vi ikke kan dele hinandens erfaringer.

Og deri ligger udfordringen til BiD i år 2007: Hvordan støtter og opmuntrer vi bedst et missionsarbejde, som tager sit udgangspunkt i den lokale menighed, men som alligevel får en større påvirkning end nogen enkeltmenighed kan udvirke alene?

Derfor skal BiD have et missionsarbejde – men måske ikke i den form, vi har været vant til at tænke på.

BiD’s missionsarbejde må først og fremmest bestå i at sætte fokus på mission, og på at udfordre og opmuntre den lokale menighed til et øget engagement, lokalt og globalt. Jeg nævner bevidst det lokale her, selvom spørgsmålet gik på international mission: Nogle gange virker det nemlig mere bekvemt at tænke på mission som noget, der er brug for langt væk, i de varme lande. Men der er en sammenhæng mellem de to dimensioner; det lokale og det globate. De går hånd i hånd, og vores engagement langt væk må ikke blive en sovepude som forhindrer os i at se behovene tæt på vores egen dør!

Dernæst må BiD hjælpe med at vejlede og støtte menighedernes mission. Det er fornuftigt at bruge en større organisation som BiD til at etablere et missionsnetværk, der kan hjælpe med opsamling af viden og erfaringsudveksling, med rådgivning og formidling af kontakter, og lignende opgaver.

Nogle menigheder kan også have brug for fødselshjælp. Måske er viljen til stede, men det kan være svært at komme i gang eller skabe de rigtige kontakter. Her kan BiD også hjælpe, og kan måske koordinere behov eller formidle kontakt til andre organisationer eller menigheder med samme idéer.

BiD kan også tilbyde at hjælpe med at evaluere konkrete missionsprojekters holdbarhed, og kan måske være med til at foreslå forbedringer, som kan øge rækkevidden af de indsamlede midler og den tid og de kræfter som bliver brugt.

BiD kan på den måde være med til at formidle en ansvarlighed og en vedholdenhed på tværs af menighederne, og hjælpe med koordination på samme måde som andre missionsorganisationer som menighederne kan vælge at arbejde sammen med.

Og endelig kan BiD være det anerkendte bagland som i nogle tilfælde kan hjælpe med finansiering ved at tilvejebringe midler fra andre organisationer eller virksomheder som støtter den slags arbejde.

Derfor skal konkrete missionsprojekter ikke være en del af basis-budgettet i BiD. Projekterne skal drives af menigheder, enkeltvis eller i fællesskab, med den nødvendige mangfoldighed, nærhed og kontakt, som gør det vedkommende for den enkelte, og som i sidste ende kan gøre det muligt for os at fortsætte den ”stolte tradition” vi har for at have ildsjæle engageret i banebrydende mission!

City Kirken har altid praktiseret at give 10% af de indsamlede midler til aktiviteter udenfor kirken, og helst direkte til mission. City Kirkens bidrag til BiD er taget ud af dette beløb. Hvis bidraget til basisbudgettet skal øges, så kommer det i første omgang til at blive taget ud af det beløb, der ellers er blevet givet til missionsprojekter, og det er i modstrid med min fundamentale opfattelse at mission er noget, den enkelte kirke skal være direkte engageret i.

Fra tid til anden må enhver stoppe op og spørge sig selv om de midler han eller hun forvalter i hverdagen bliver brugt fornuftigt. Det gælder på hjemmefronten – holder budgettet, eller bor man for dyrt eller kører man i for stor og for dyr en bil? Det gælder også i den lokale menighed: går de indsamlede midler til noget, som vi til enhver tid kan forsvare, og som vi måske selv ville brugt dem på, hvis det havde været vores egne penge. Hver krone der bliver brugt kommer fra en giver, som sikkert sagtens kunne have brugt den selv, og i nogle tilfælde måske har måttet lide afsavn for at give den.

Sådan er det også i BiD. Vi har gennem en årrække oparbejdet en tradition, som medfører et bestemt mønster af udgifter. Er de alle sammen rimelige? Og hvor mange af dem skal være en del af basisbudgettet?

Hvis der savnes midler til at koordinere missionsindsatsen, er det så fordi vi bliver nødt til at samle endnu flere ind – eller er det fordi vi skal prioritere og skære ned andre steder, så der bliver bedre råd? Eller skal vi måske vælge at arbejde sammen med andre missionsorganisationer for at kunne blive endnu bedre til at forvalte de indsamlede midler?

Selvom mission altid må tage sit afsæt i lokalmenigheden, så er der brug for ekspertise og koordination for at drive større projekter. Og måske er den opgave for stor til at BiD kan håndtere alle facetter af den? Derfor er et øget samarbejde med andre missionsorganisationer velkommen.

Vi har brug for nytænkning. I Ishøj, som er en del af City Kirkens geografiske opland, bor der mere end 20% af tyrkisk afstamning. Det samme gør sig gældende andre steder i landet, med f.eks. Tamiler, Vietnamesere og mange andre grupper. Det betyder, at ”missionsmarken” er kommet til os, og opgaven med at være salt og lys for denne gruppe er lige så vigtig som det at rejse langt væk og drive mission blandt hvad der måske i virkeligheden er tilsvarende befolkningsgrupper.

Det kræver den enkelte menigheds engagement, og BiD må være med til at frigøre ressourcer til de menigheder som har de største behov, i stedet for at lægge yderligere byrder på disse.

Jeg ser imidlertid ikke denne opgave udelukkende som en byrde. På samme måde som der på Pinsedagen i Jerusalem var samlet mennesker fra mange lande, som kunne bringe evangeliet med sig tilbage til deres egne befolkningsgrupper, så kan vi måske i Danmark, på grund af globaliseringen, få en langt større gennemslagskraft end vi nogensinde før har haft!

Der har været eksempler for nylig på at Danmark er kommet i alverdens søgelys… Lad os satse på at vi igen kan være foregangsland, og få lov til at sætte fokus på evangeliets forløsende budskab!

Men denne mission – den starter med dig og mig!

Nyt fra menighedsledelsen

Den nye menighedsledelse har været sammen til det første konstituerende møde. På dette møde blev en række funktioner/poster fordelt.

Arne Christensen fortsætter som formand, og vil sammen med Brian Lund-Hansen udgøre et forretningsudvalg, som ugentligt vil mødes med Per Eivind Stig. I fællesskab vil disse tage sig af mange praktiske ting, og derudover sikre at menighedsledelsens møder bliver godt forberedt. Brian vil som en del af denne opgave også have et særligt fokus på forvaltningen af menighedens økonomi, og i en række sager være daglig kontaktperson til menighedens kasserer, Helle Andersen.

Gert Eriksen fortsætter som næstformand, og vil dermed være formandens stedfortræder. Gert vil også sammen med Arne gennemgå og forbederede menighedsledelsens dagsordener inden møderne.

Helle Hyldgård er nyvalgt som sekretær, og vil bl.a. tage sig af referater fra menighedsledelsesmøder og vedligehold af menighedsledelsens online samarbejdsforum.

Karin Rask og Per Bækgaard fortsætter med at udgøre personaleudvalget, som fra tid til anden har personalesamtaler og opfølgning på menighedens præster, Per Eivind Stig og Anders Hyldgård, omkring deres ansættelsessituation og personlige udvikling.

Den nye menighedsledelse havde i øvrigt et godt møde, og glæder sig til samarbejdet fremover.

Har du noget, du gerne vil sige til menighedsledelsen, så kan det også ske ved at sende en mail til mledelsen på citykirken.dk (hvor ordet ”på” skal erstattes af et @).

Hvad definerer et kristent fællesskab

En af de diskussioner, som en gang imellem dukker op når snakken falder på mere løse kirke-strukturer som de nogle gange f.eks. fremtræder i ”Emerging Church” begrebet, er, hvad der definerer et kristent fællesskab. Med andre ord, hvornår kan man sige at noget er en ”kirke”?

Der er naturligvis mange måder at være kristen på. Og der er mange bud på hvordan man kan være kirke sammen. Emerging Church tankegangen, som man f.eks. kan læse om den her nævner en række elementer som kendetegn:

  • Meget kreativ tilgang til tilbedelse og spirituel refleksion.
  • En minimalistisk og decentral organisationsstruktur.
  • En fleksibel tilgang til teologiske spørgsmål hvor individuelle forskelle i tro, tilhørsforhold, ortodoksi og moral accepteres i et større omfang end i visse andre kirker.
  • En mere holistisk opfattelse af kirkens rolle i samfundet.
  • Et ønske om at genlæse Bibelen, tage dens budskab seriøst i forhold til dens kulturelle samtid, og nå frem til en ”rekonstrueret teologi, der er fri for modernistisk bagage”.
  • En holistisk spiritualitet, hvor man søger tilbage i traditionens rigdom.

Jeg tror umiddelbart at jeg ville føle mig fint tilpas i sådan en sammenhæng. Men andre har haft sværere ved det, og det har måske affødt kritik. For hvornår gør man ting så anderledes at andre kristne måske ikke kan kende sig hjemme i det?

Når man prøver at forstå særlige kendetegn, så kan det være til hjælp at dele dem ind i grupper.

Nogle ting kan handle om at tolke bibelen og troen ind i ens egen samtid. Det kan måske dreje sig om forskellige organisations-strukturer, mødetider, eller mødeformer. Eller det kan måske være et spørgsmål om sprog, stil, og påklædning.

Andre ting kan handle om at genopdage tabte værdier. Ting, som måske tidligere har været en vigtig del af kirkens liv kan være gået tabt, og har brug for at blive genopdaget. Det tror jeg f.eks. reformationen til dels handlede om. Og i dag tror jeg måske dele af den østlige ortodokse kirkes meditative og mere kontemplative indgang er i færd med at blive genopdaget.

En tredje ting handler om at betone visse elementer af kristenlivet frem for andre. Det er måske i høj grad det, som adskiller kirkesamfundene i dag. Det kan give anledning til alvorlige diskussioner, men er måske i bund og grund ikke så fundamentalt at det adskiller os væsentligt.

Men det afføder et grundlæggende spørgsmål: Hvad er essentielt?

Jeg lærte engang en huske-remse af Chresten Eskildsen, som nu er præst i Bethelkirken i Aalborg: Det handlede om at holde fast ved de 4 B’er nævnt i Ap.G. 2:42, og som kendetegnede den første kristne kirke: Bibelen, Brødrene, Bønnerne og Brødsbrydelse.

De 4 B’er drejer sig selvfølgelig om at holde fast i ordet (bibelen), i fællesskabet med hinanden (brødrene), i kirkens og den enkeltes bønsliv (bønnen), og i nadveren og fællesskabet med den opstandne Jesus (brødsbrydelse).

Jeg tror, at alle 4 elementer – på den ene eller anden måde – må være til stede, hvis man vil være kirke sammen. Derudover tror jeg at et 5. kendetegn var at kirken var – og skal vedblive at være –”missional”, hvilket vil sige at kirken skal leve i konstant mission.

Resten er måske i virkeligheden i høj grad et spørgsmål om stil.

For hvad er virkelig vigtigt? Det er udfordringen til at søge Jesus, grave i og leve af Ordet, og i fællesskab leve det kristne liv ud i den verden vi er i, på en måde som er relevant og forståelig for mennesker omkring os!

Bekymringer

Jesus siger: Hver dag har nok i sin egen plage. Vi skal ikke bekymre os om dagen i morgen.

Hvis man køre ned ad en stejl bakke på ski for første gang, så kan det være svært hvis man kikker helt ned for enden af bakken og ser hvor langt man skal køre. Jeg har faktisk set mennesker som har stået stille og pludselig er væltet, på det nærmeste overmandet af en den tilsyneladende uoverstigelige udfordring som lå foran dem.

Men hvis man i stedet fokuserer på de næste 20m, så går det nok. Og når man har klaret dem, så kan man jo tage 20m mere efter at have sundet sig. Hvis man bliver ved, så kommer men helt hed ad bakken til sidst. Det samme gælder hvis man spiser en elefant… hvis man bare tager en lille bid ad gangen, så vil man til sidst have spist hele elefanten.

Det er et godt princip generelt: evnen til at fokusere og til at tage én ting ad gangen, en lille bid ad gangen. Hold retningen, og bliv ved, så kommer du frem. På den måde kan man spare sig mange unødige bekymringer.

Men Jesus mente noget mere end dette: Han ville også gerne have os til at forstå, at Gud har omsorg for os. Måske har Gud allerede beredt en vej for os, der hvor vi ellers havde bekymret os så meget at vi var gået helt i stå!

Så lad os være frimodige og gå fremad i tillid til at Gud er med os. Lad os ikke hele tiden gå på af bekymringer som ligger langt ude i fremtiden, men lad os blive ved med at bevæge os, så længe der bare er klarhed over hvor det næste skridt fremad skal gå!

Fællesskab på en anden måde

I går aftes kom vi hjem fra skiferie, og da vi både manglede mælk og bilen trængte voldsomt til at blive vasket, kørte jeg ned på tanken for at få det klaret.

Det gav anledning til en praktisk observation af begrebet fællesskab

Når vi 20. generations danskere vasker bil, så er det som regel (statistisk set) Far som kører ned og får den vasket. Og det sker sandsynligvis lørdag formiddag.

Søndag aften, derimod, var der mange danskere af anden etnisk oprindelse som havde valgt at få vasket bilen. Og det skete ikke ved at Far kørte derned alene. Nej, der var som regel to personer i hver bil. Og når bilen var vasket, så gav det anledning til en kop kaffe og en hyggesnak hen over taget, mens antennen igen blev skruet på og viskerne lige checket en ekstra gang, inden turen igen gik hjemover.

Og når man mødte andre man kendte i en anden bil, så hilste man ikke bare med et afmålt nik. Nej, der var håndtryk, højrøstede udråb og skulderklap. Og når man efter et par minutter gik hver til sit igen, så gentog samme hilsen sig, måske afsluttet med et knus eller kindkys.

Og ja, selvfølgelig var konen og børnene nok derhjemme, og det var sikkert hektisk på hjemmefronten søndag aften med madpakker og andet. Og måske havde det været bedre at Far havde været hjemme for at hjælpe.

Men alligevel fik det mig til at tænke.

Hvordan udtrykker vi vores fællesskab? Kan det ses og fornemmes af andre?

Husker vi at værdsætte fællesskabet, og give udtryk for det overfor hinanden?

Husker vi at bruge små anledninger til at være sammen, og til at dele vores liv og indtryk fra en travl hverdag med hinanden?

Jeg glæder mig som regel altid til at komme i kirke søndag formiddag. Og ikke mindst fordi det er en god anledning til at snakke med andre venner, og høre hvordan de har det, og måske dele hvad der sker i mit liv.

Er troen privat eller personlig?

I den senere tid er debatten om troen i det offentlige rum blevet intensiveret. Senest, i denne uge, var der et længere indslag i TV-Avisen på DR om nogle ateister som udtrykte deres ønske om at få troen ud af det offentlige rum. Ifølge dem må troen være en privat sag, som ikke bør påvirke vores “objektivitet”. For dem, tror jeg, må det grundlæggende værdisæt være en rent humanistisk indstilling: Hvorvidt en ting er god eller dårlig afhænger alene af hvilken påvirkning den har på ”mennesket”. Om ”mennesket” så her er det enkelte individ eller samfundet som helhed må stå åbent… men denne norm er så åbenbart, efter deres mening, mere objektiv end en religiøs tilgang til livet er.

Jeg vil nu umiddelbart mene et sådant værdisæt bliver mere subjektivt, specielt hvis den baserer sig på hvad der godt eller skidt for ”mig”, den enkelte selv. Men det lader vi ligge i denne omgang.

En mere væsentlig diskussion er nemlig om troen bliver erklæret for privat eller personlig!

I sin nytårstale, og ved andre lejligheder, har vores statsminister givet udtryk for et ønske om at holde religionen ude af det offentlige rum. Religion må være en privat sag, bliver det hævdet. Med andre ord: Det er i orden at tro, så længe det foregår adskilt fra vores offentlige liv, og så længe det ikke har konsekvenser for vores optræden udadtil.

Det er måske også den nemmeste måde at gøre op med radikale fundamentalister: At hævde at her, i Danmark, er vi strengt objektive, og bøjer os ikke for argumenter der har reference til andet end noget vi kan måle og veje. På den måde kan man jo forsøge at afvise mange diskussioner.

Men det virker ikke. For nedenunder denne hævdede objektivitet ligger et værdisæt, et menneskesyn, som påvirker den enkeltes valg. Som kristne tror vi at Gud skabte hele verden, incl det enkelte menneske, og at vi skal værne om den, ligesom vi skal værdsætte og respektere hinanden. Andre har måske et andet udgangspunkt. Men vi har det tilfælles, at vi ud fra vores grundlæggende overbevisning når frem til beslutninger om dagligdagen og om hvordan vi vil leve vores liv.

På den måde kan vi måske være enige med nogle, hvad enten det nu er ateister, humanister eller anderledes troende, i deres holdninger og meninger om dagligdags ting, mens der vil være andre igen, vi ikke er enige med. Der er ikke noget i vejen for at vi som kristne f.eks. sammen med muslimer går foran og rydder skrald væk fra vores by, eller sammen med ikke-religiøse eller statslige organer yder nødhjælp til katastroferamte, osv.

Men under alle omstændigheder: Det, vi tror på, påvirker vores holdninger og syn på hinanden og på hele samfundet. Hvis nogen påberåber sig en tro som er privat og ikke har konsekvenser, så ville jeg hævde at det nok ikke alligevel var et rigtigt værdisæt eller en rigtig tro.

Og faktisk tror jeg på langt sigt at det er bedre at stå ved sit værdigrundlag offentligt end at skjule det, selvom det kan føre til uenighed. Jeg vil faktisk gerne kende andre menneskers værdisæt og vide hvad de tror på og står for, f.eks.. hvis de stiller op til en tillidspost hvor de måske skal forvalte mine interesser!

Selvfølgelig kan ingen kræve at andre skal tro det samme som dem. Troen er en personlig ting, og et valg for det enkelte menneske. Og min tro kan aldrig bruges som et vandtæt argument for en sag overfor et andet menneske som ikke deler samme tro. Derfor tvinges vi også til at kunne stå ved vores valg selv overfor andre, som tror noget andet. Det kan være svært – men situationen er måske i virkeligheden ikke så meget anderledes end hvad vi ser i f.eks. politik, hvor de forskellige partier med forskelligt udgangspunkt alligevel kan være enige om en lang række ting i praksis på tværs af partiskel.

Så lad os ikke vælge den ”nemmeste løsning”, som på langt sigt kan vise sig at være den ”farligste” fordi den holder ting skjult. Lad troen være en personlig ting, men ikke en privat ting!

Lad os være enige om at den enkeltes ret til at vælge frit er vigtig. Men dette valg må ske på baggrund af oplysning. Og hvis vi prøver at holde alle religiøse synspunkter ude af debatten ved på forhånd at erklære dem uønskede, så kan der ikke være sand oplysning!

Fundamentalisme nævnes ofte som et skrækeksempel i denne debat. Men ordet ”fundamental” har i denne debat mindste to betydninger som vi må adskille: 1) Det kan bruges om personer, som ikke ikke vil høre eller forstå andre(s) synspunkter, men det det kan også 2) Udtrykke at troen på Gud som skaber og frelser er mere fundamental end andre ting i livet, og vi accepterer nogle gange at vi ikke forstår alt.

Jeg er fundamentalist i betydningen 2) ovenfor. Jeg er bange for, at de, som gerne vil have troen ud af det offentlige rum, i virkeligheden selv er det i betydningen 1) ovenfor!

Så lad os stå fast på retten til at forkynde evangeliet. Troen er personlig, ja, men ikke privat!

Update: For et par dage siden faldt jeg over denne artikel: “Religion har erobret det offentlige rum“. Interessant at se, at selvom nogle ønsker det endelige opgør med troen nu, så er der faktisk 6 gange så megen snak om tro end der var for 20 år siden!

Hvad er nu det?

En blog i City Kirken… hvad er nu det?

Nogle vil sikkert vide præcis hvad en blog er, mens andre måske ikke har den ringeste anelse herom. Du kan klikke her for en længere beskrivelse, men kort fortalt, så er en (we)blog en samling af korte artikler, kaldet poster (eller indlæg), som opdateres jævnligt. Det nyeste indlæg optræder øverst på siden, og der er typisk adgang til samtlige indlæg via et arkiv. Ofte skrives indlæg en smule uformelt, og de kan typisk kommenteres af læsere af blog’en. De, som skriver indlæg, kaldes for bloggere.

City Kirkens blog er et forsøg på at øge informationsniveauet i kirken, ved dels at viderebringe nyheder og fortælle om begivenheder, dels at give plads til reflektioner i kirkens og den enkeltes liv. Som ved de fleste andre blogs, så kan indlæg her kommenteres af andre, og forhåbentlig vil blog’en komme til at afspejle kirkens liv, og være både en kilde til informationsudveksling og gensidig opmuntring indadtil, og en kanal som kan vise lidt af hvem vi er udadtil.

Denne artikel er et indlæg, og du kan nedenfor se et andet eksempel på et indlæg.

Indlæg på blog’en kan skrives af f.eks. menighedsledelsen eller de ansatte eller andre som har fået særlig adgang, men samtlige indlæg kan kommenteres af alle som måtte have lyst. Bemærk dog at indlæg i nogle tilfælde skal godkendes før de bliver synlige for alle — dette sker primært for at undgå spam. Som udgangpunkt er alle kommentarer velkomne, men vi forbeholder os ret til at redigere i indlæg om nødvendigt.

Kommentarer kan du se i sammenhæng med indlægget ved at klikke på overskriften over indlægget (”Hvad er nu det?”) eller ved evt. at klikke på linien ovenfor som viser antallet af kommentarer. Det er også herfra du kan skrive din egen kommentar.

Synes du, det er en god idé at City Kirken har en blog? Og hvad kunne du tænke dig, der blev skrevet om? Skriv dine kommentarer til dette indlæg ved at klikke på overskriften og derefter udfylde boksen nederst på siden, hvor der er plads til en kommentar. Husk at du skal skrive dit navn og email adresse for at indlægget kan blive accepteret.

(Og til sidst: Hvis du selv har en blog og gerne vil have vi linker til den, så send en mail til undertegnede.)

Bliver man dum af at være kristen?

Der har været en del skriverier i denne uge om Helmuth Nyborgs seneste undersøgelse, som angiveligt viser at troende i gennemsnit har en lavere IQ end gennemsnittet af befolkningen.

Jvf. KD siger Nyborg: “Man bliver ikke dummere af at tro på Gud. Men noget tyder på, at der blandt mennesker med en lav intelligens er en øget tendens til at søge tilflugt i en religion som svar på livets svære spørgsmål.”

Umiddelbart kan det jo lyde lidt beskæmmende. At vi, som har valgt at tro på Gud, måske — statistisk set — er mere naive end andre. Man kommer måske nemt til at tænke på Paulus’ ord: “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft“. Men der kan også være andre forklaringer.

For det første er det ikke sikkert at der er en årsagssammenhæng, altså at det ene medfører det andet. Det kan godt være der er en sammenhæng mellem antallet af fødsler og mængden af storke i årtiet 1920 til 1930. Men måske er det fordi der af andre årsager bliver født flest børn på det tidspunkt, hvor der tilfældigvis også ses flest storke i landet. Det skyldes formodentlig ikke at storken kommer med børnene.

For det andet er det ikke sikkert at IQ begrebet er så absolut som vi nogen gange opfatter det. Måske er man ikke født med en bestemt IQ; måske afhænger ens IQ også af andre ting som f.eks. uddannelse, opdragelse og omgivelser. Og måske fostrer visse miljøer både en høj IQ og en ikke-troende tilgang til livet.

For det tredie er IQ ikke alt. Der er mange andre måder at tale om, og måle på, evner. Følelsesmæssig intelligens har tidligere været fremme. I visse, måske ny-religiøse miljøer, snakker man om spirituel intelligens… Og der er mange andre. Måske er den måde, vi normalt måler intelligens på, blot et udtryk for visse sider af intelligensen, som favoriserer en streng rationel tilgangsvinkel, og som i nogle tilfælde kommer til udtryk på en måde der kan gøre det “svært” at udtrykke ikke-rationelle sider af livet?

Der er masser af eksempler på højt intelligente mennesker som selv var troende eller holdt fast i retten til at tro. Einstein, Bohr, Kirkegaard, Newton… for nu blot at nævne nogle af de mere kendte.

Endelig er det måske værd at huske at en forskel i IQ på 5.8 (som var undersøgelsens resultat) ikke er ret meget… Forskellen på en AGF fan og en FCK fan’s IQ er statistisk set omkring 6 (jeg tør ikke sige hvis der er højest). De, som foretrækker jazz, har i gennemsnit en 8 point højere IQ end de, som hører country… og Renault kørere ligger 9 point højere end BMW kørere… Bemærk at sidstnævnte tal stammer fra TV2’s intelligenstest i 2005, og ikke fra Helmuth Nyborg.

Hvad kan vi lære af denne undersøgelse? Måske kan vi lytte lidt til debatten, og bide mærke i at at udsagnet åbenbart vinder genklang hos nogle mennesker, der mener at kristne er ureflekterede. Og måske er det her en mulighed for at vise at kristne hverken er dumme, ureflekterede eller mere naive end andre. Selvom vi måske er mere heldige end andre har været indtil nu, i den forstand at vi har fået lov til at se et glimt af Gud!

Vær autentisk!

“Vær autentisk”, sagde Karen Margrete Kirk,
som besøgte os sidste søndag sammen med sin mand, Poul Kirk.

Det meste af denne uge har jeg været på rejse i Japan, og har tænkt en del over hvad Karen Margrethe og Poul sagde.

Hvor er det vigtigt at være oprigtig og autentisk i det vi gør. Nogle gange kan vi som kristne være tilbøjelige til at give hurtige svar, som vist mere er præget af overfladiskhed end af eftertanke og oprigtighed. Men Jesus stillede ofte spørgsmål i stedet for at give hurtige svar!

Verden omkring os har ikke brug for hurtige løsninger, men for dybe sandheder. Og sandheder erfarer man nu engang kun ved selv at søge efter dem, og ved at turde stille spørgsmål. Og hvis man selv tør stille spørgsmål og komme frem til nye erkendelser, så er det måske også nemmere at forholde sig til andre mennesker som stiller spørgmål.

De fleste opdagelser i verden er gjort af mennesker som har turdet stille spørgsmål. Som ikke har ladet sig nøje med status quo. Sådan er det også med troen. “Søg, så skal I finde“, siger Jesus.

Jeg ved jeg har nævnt disse tanker før. Men alligevel: Lad os “gribe bolden”, og bliver kendt som en kirke der har et dybt og oprigtigt fællesskab. På den måde har vi de bedste chancer for at give andre mennesker et autentisk svar, som når helt ind til hjertet og ikke bare bliver endnu en “hurtig løsning”!

Nogle af jer kender måske begrebet “Emerging Church” (eller her)? Der kan sikkert siges og skrives meget om dette forsøg på at være kirke i en postmoderne tid, men en central karakteristik er at evangeliet bl.a. forkyndes gennem hver enkelt kirkemedlems indflydelse på sine omgivelser i hverdagen — på arbejdspladsen, skolen, osv. At hver enkelt herigennem kan være med til at velsigne andre omkring sig. Og en erkendelse af at alle mennesker er på en vandring igennem livet, og gør sig erfaringer henimod (eller væk fra!) troen med forskellige skridtlængder.

Som kirke kan vi bedst hjælpe mennesker på vej ved at være oprigtige og dele vores egne erfaringer med dem. Ved at lytte, tage del i, og ved at velsigne andre med vores tid og evner.

Nogle gange sker det ved at vi gør det, vi er bedst til. Der, hvor vi måske føles os “kaldet”. Andre gange sker det måske bedst ved at udfylde et konkret behov.

Hvis du går forbi et dige med hul i, så har du to muligheder. Du kan enten stikke fingeren ind i hullet og stoppe lækagen og forhindre en katastrofe… eller du kan sige at det ikke er din primære tjeneste, og så gå videre og håbe på at der kommer en forbi, som er specialist i at stoppe huller i diger.

Men hvis alle tænker som den første person ovenfor, så er det ikke sikkert at hullet nogensinde bliver stoppet, og så vil katastrofen uundgåeligt indtræffe!

Gud give os styrke til at finde ud af hvor og hvordan vi bedst kan tjene ham.

Menighedsmøde

Bare en kort notits fra menighedsmødet: Der var fint besøgt på menighedsmødet, hvor hovedtemaet var en snak om forventninger, ønsker, krav, kvalifikationer m.m. til den menighedsledelse, som om kort tid skal sammensættes og vælges.

Der var en meget positiv stemning og et godt engagement, og en forventning også til fremtiden.

Ud fra diskussionen på mødet vil udvalget (Rolf Andersen, Anders Hyldgård, Kirsten Nielsen, Gert Eriksen og Karin Rask) arbejde videre med at lave et forslag. Kandidatforslag er naturligvis stadig velkomne — få gerne et skema og udfyld dette.

En anden ting som kom op på mødet, og som måske har almen interesse, var spørgsmålet om nabohuset, Ahornvej 5, der jo er til salg. Der har været en gruppe fra menigheden inde for at besigtige det, men det er ikke umiddelbart velegnet til vores formål. Det vil kræve meget store ændringer hvis det skulle kunne bruges sammen med Ahornvej 3 til f.eks. kontorer og klub-lokaler.

… en levende frikirke på Københavns vestegn