Lak eller olie

1 Samuels bog 16 v13
Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede, og fra den dag greb Herrens ånd David.

Jeg kan huske som barn, at min far engang lakerede/ferniserede vores gulv derhjemme. Jeg spurgte ham hvorfor, da lakken på en måde skjulte de pæne gulvbrædder. Min far forklarede mig, at det var fordi lakken beskyttede gulvbrædderne ved at give dem en hård overflade. I dag olierer man også mange gange gulve, for at bevare deres sande udtryk og samtidig stadig gøre dem holdbare. Hvis du spørger fagfolk, så vil de fortælle dig, at der er fordele ved begge behandlinger.

I Bibelen bruges olie som et udtryk for Helligånden, som salver os til liv og tjeneste. Det er uundværligt for os, hvis vi vil tjene Herren i hans kraft og ikke vores egen. Uden hans hjælp er vores tjeneste blot et tomt show og vores indre oplevelse er død og formålsløs, som opgaver der bare skal løses. Så er det lak og ikke olie, som bruges, og det gør een hård og med tiden meget træt. Brugen af olie gør træet stærkt og holdbart indefra og undgår en hård facade. Alle gode ting findes i Helligåndens fylde, som en stærk og kraftig olie, som indefra giver trøst, vejledning, åbenbaring, åndelig kraft, helliggørelse og evnen til at løfte en tjeneste på Guds måde. Eller sagt enkelt, det er Gud med mig i mit liv og tjeneste. Salvelsesolie giver en dejlig duft af Kristus for personen, som den hældes på. Intet lignende kan findes andre steder. Den kommer kun fra Gud, og den gives frit gennem troen på Jesus Kristus til enhver, som er åben for Helligåndens fylde. Det gjorde en ung fårehyrde til en mægtig konge. Tænk, hvad det kan gøre for dig.

REFLEKSION

  • Lever du bag en hård facade?
  • Tjener du eller løser du opgaver?
  • Hvornår oplevede du sidst en fylde af Helligånden?

BØN

Kære Gud, tak at jeg altid kan komme til dig og ikke stå alene. Tak, at du er den, som giver nye kræfter og leder mig efter din vilje. Hjælp mig til at se det gode, som du har for mig, og til at finde din hjælp og styrke i det, jeg gør. Så jeg beder om at blive fyldt med Helligånden, så jeg som menneske må fornyes og leve i kraft af dig. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: Hvem lytter du på?

Søndag den 11. februar vil der efter gudstjenesten være et kort informationsmøde.

Kærlig hilsen
Michael Jensen