Mørket greb det ikke

Johannes-evangeliet 1 v4-5
I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Johannes giver os en vidunderlig kortfattet forklaring på, hvad julens budskab handler om. Lyset bringer liv og giver klarhed ind i mørket. Verden, vi lever i, er præget af frygt og usikkerhed samt spekulationer om fremtiden og om en selv. En mørk og forvirret verden kender ikke Gud og hans vej. MEN lyset skinner i mørket og mørket kan intet stille op imod det. Lyset åbner vores øjne for Gud og giver os dermed mulighed for at forstå mere af, hvem Gud er, og af hans måde at handle på.

Lyset møder også os selv og hjælper os til at træde ud af mørket. For i lyset har vi fællesskab med Gud og fællesskab med hinanden. Lyset refererer til Jesus Kristus, han er verdens lys. Jesus er fuldt ud Gud og fuldt ud menneske. Han er vores kilde til nyt liv og det lys, som leder os.

Gud reagerer på mennesket synd og det mørke, som fulgte med det, ved at sende sin søn for at overvinde mørket og bryde dets magt. Jesu fødsel betyder, at en ny start for os mennesker er mulig i fællesskabet med Gud. Gud er med os, ikke imod os.

Det er her, det kristne liv begynder; ikke med flotte gerninger og store præstationer, men med en enkel handling: At tage imod gaven, det lille Jesus-barn, og lade ham tænde sit lys i dig. 1. Johannes’ brev 1 v5: Gud er lys og der er intet mørke i ham.

REFLEKSION

  • Er der mørke i dit liv, som har brug for Guds lys?
  • Hvilken forskel er der på Guds lys og mørket i dit liv?
  • Hvordan kan du selv bringe lyset ind i en mørk verden?

BØN

Kære Gud, tak, at det er muligt at bryde med mørket og opleve dit lys. Tak, at jeg må tro på lyset og opleve den forvandling, som det gIver. Nu beder jeg om, at jeg må tage imod dit ord, når du siger: Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. Hjælp mig til at tro og leve i den sandhed. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til juleaftensgudstjeneste på søndag kl. 12:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Søndag den 31/12 er der ikke gudstjeneste i City Kirken.

Evangelisk Alliances bedeuge 2024 i Taastrup:

Onsdag den 17. januar kl. 19:30 giver Arne Christensen en introduktion til Gammel Testamente. Ahornvej 3 i Taastrup.