Frygt ikke

Jul handler om gode nyheder, om Guds kærlighed. Alle mennesker har brug for Guds kærlighed. Faktisk er du fortabt uden den. Pga. af Guds kærlighed til dig kunne han ikke sidde stille, men han var nødt til at handle på den. Bibelen siger i Joh. 3 v16: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

I kirken har du sandsynligvis hørt ordet “frelse” mange gange. Ordet er som en diamant; du kan se på det fra mange forskellige vinkler og stadig opdage nye facetter.

Du kan være fanget i andres forventninger og leve for deres godkendelse af dine præstationer. Du kan være fanget i afhængighed eller relationelle udfordringer eller bare den virkelighed, at denne verden er et temmelig usikkert sted at leve i. Du har prøve at ændre på det, men har måske erfaret, at du ikke har de nødvendige værktøjer eller styrke til det, og derfor du er måske begyndt at flygte fra det hele.
Jesus kom for at give dig den styrke, du har brug for. Jesus kom for at genoprette dig i den verden som du lever i. Alle mennesker længes efter at få genoprettet ting i deres liv, som er gået i stykker, men Jesus kan gøre det.

Mange mennesker tror, at Gud vil skælde ud, hvis de kommer til ham. Men Gud er ikke sur på dig. Gud elsker dig, derfor handler han. Jesus kom til Jorden den første jul for at forene dig og mig med Gud, for at give os mennesker fred med ham igen.
Når du kigger dig omkring i denne jul, vil du se en masse gode ting i juletiden. Men husk, at det hele peger på et sted. En lille stald, hvor der ligger et lille nyfødt barn. Bibelen siger: Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.« Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os. Gud ønsker også at være med dig.

Gennem Jesus kan du opleve frelse, genopretning og personligt fællesskab og fred med Gud. Hvis du har tro og tillid til Jesus, hvorfor så vente længere? Hvis du er klar til at træffe en beslutning om at tro på Jesus Kristus og følge ham, så bed denne bøn:

”Kære Jesus, du har lovet, at hvis jeg tror på dig, så vil alt, hvad jeg nogensinde har gjort forkert, blive tilgivet og at du vil acceptere og have fællesskab med mig for evigt. Jeg bekender min synd, og jeg tror på, at du er min frelser. Tak, at jeg ikke skal være alene med min frygt, men opleve din kærlighed i stedet. Amen.”

Må Gud rigt velsigne dig, du er altid velkommen til at kontakte mig på 6046 0380. Vi ses til julegudstjeneste online den 24. december på https://www.citykirken.dk/online-soendage . Der er også online-gudstjeneste søndag den 27. (brug samme link).

Kærlig hilsen og rigtig god JUL,
Michael Jensen