Johannes-evangeliet 17 v20-23:
Jeg beder ikke kun for dem, der er her,
men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd.
Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét,
så verden kan tro, at du har sendt mig.
Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem,
for at de kan blive ét, ligesom vi er ét.
Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen!
Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.

Dette er en bid af en lang bøn, som Jesus beder kort inden han bliver taget til fange for at blive korsfæstet. Han beder for dem, han har gået sammen med i tre år, men han beder også for os! Og det første, han beder om, er, at der må være den samme enhed mellem os, som der er mellem ham og Gud Fader.

Vi mennesker er meget forskellige. Nogle gange handler det mest om, at vi har forskellig smag, men andre gange er vi endog uenige om åndelige emner. På trods af det taler Jesus her om enhed mellem alle “dem, som i fremtiden kommer til tro på mig”. Der er en åndelig enhed mellem alle os, der tror på Jesus, uanset forskellene.

Og når den enhed kan ses, så (siger Jesus) “vil verden indse, at du har sendt mig”. Det er værd at holde sig for øje, når forskelle i temperament og meninger frister os til at skære hinanden af. For det er en fristelse – som vi skal overvinde, ligesom vi skal med alle andre fristelser.

Det her gælder inden for enhver forsamling af kristne, man kan tænke sig. Det gælder inden for en cellegruppe, inden for en menighed, og det gælder imellem menigheder og imellem trossamfund. Men når enheden er vigtig for Jesus, så er den også vigtig for os!

Når vores forskelligheder og uenigheder kommer op, så lad det ske i fred og respekt for hinanden. Hvor enheden har høj prioritet og man lytter til hinanden, kan det tilmed føre til, at man lærer noget og kommer til at se forskellene i et nyt perspektiv. Ikke at forskellene forsvinder, men måske er de ikke helt lige så store som enheden?

De tanker kan så være mit springbræt til at invitere til fælles gudstjeneste (“Åben Himmel”) med mange andre kristne i Taastrup på søndag. Af praktiske grunde er det kl. 14:00, men stedet er det sædvanlige: Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. Se  detaljerne i indbydelsen her.

Kærlig hilsen
Arne Christensen

2. Krønikebog 2 v4-5
Det skal være et prægtigt tempel, som passer til en mægtig Gud, der er større end alle andre guder.
Og dog, hvordan skulle jeg kunne bygge en bolig, som er Gud værdig, når ikke engang Himlen kan rumme hans storhed?
Det eneste, jeg kan bygge for Gud, er et sted, hvor vi kan bringe ofre og tilbede ham.

Her er det Salomo, der taler om at gå i gang med at bygge et tempel for Gud. Men han er klar over, at selvom templet skal være stort og prægtigt, så er Gud uendelig meget større end det – selv ikke Himlen kan rumme hans storhed!

Det går som en rød tråd hele vejen gennem Bibelen, at Gud er større end alt andet og alle andre. Når nogen vil gå i kamp imod ham, så kan de lige så godt give op med det samme. Apostlen Johannes beskriver det sådan her, når han skriver om dem, der underviser forkert og vildledende om Jesus:

Johannes’ 1. brev 4 v4
Men I, kære børn, I tilhører Gud. I har vundet sejr over dem, for den Ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden.

Det er store ord, for “den ånd, som styrer verden”, det er den onde selv. Og dog siger Johannes, at Guds Ånd, der bor i os, er stærkere!

Men Guds Ånd har nogle gange en stærk modstander inden i os, nemlig i vores skuffelser, selvfordømmelse eller mismod. Ja, vi har mange fejl, som kan overvælde os; og ja, der er mange ting, som kan tage modet fra os. Hjertet kan synke i livet på os, men Johannes har også noget at sige om det:

Johannes’ 1. brev 3 v20
Selvom vores hjerte måske vil fordømme os, så ved vi, at Gud er større end vores hjerte, og at han kender det hele.