Efter sidste søndags prædiken om Josef kom jeg til at tænke lidt mere over hans og Marias situation. Da Jesus skulle komme til verden som et lille barn, var der helt klart brug for en familie, og det var Maria og Josef, Gud valgte til at løfte den opgave. Men hvorfor dem? Hvad var deres “kvalifikationer”? Og hvad fortæller det os?

Vi finder historien beskrevet i to af evangelierne. I Mattæus-evangeliet 1 v18-24 hører vi mest om Josef og i Lukas-evangeliet 1 v26-56 har vi Marias side af historien. Ingen af stederne får vi et direkte svar på spørgsmålet – i stedet for må vi se på, hvordan de hver især reagerer på det, der sker.

Jeg vil ikke gengive hele det lange stykke fra Lukas-evangeliet (læs det selv!). Det er tydeligt, at Maria godt nok blev forbløffet eller forfærdet, da der kom en engel til hende, men hun hørte godt efter, hvad engelen fortalte hende. Hun var realistisk nok til at bede om flere detaljer (“hvordan skal det gå til?” i vers 34) og klagede ikke over opgaven, selv om en graviditet uden for ægteskabet ville kunne koste hende dyrt (for Moseloven er meget streng på det punkt). I stedet for at klage svarede hun helt enkelt (vers 38), at hun var villig til at tjene Gud, og så måtte det blive sådan, som han ønskede det.

I Mattæus-evangeliet kan man fornemme (vers 19), hvordan Josef fik et mindre chok, da han hørte om graviditeten – han mente nok at kunne regne ud, hvad Maria i virkeligheden havde lavet, uanset hvad hun fortalte. Selv om hendes historie var lidt langt ude, “var han en god og retskaffen mand, som ikke ville udsætte hende for offentlig skam”. Derfor tænkte han på at bakke ud af forlovelsen i stilhed uden at lave en historie ud af det. Selv om han mente, at Maria havde svigtet ham, ville han behandle hende bedre, end hun havde behandlet ham. Men inden han gjorde noget, tænkte han sig godt om og sov på det.

Godt for det, for i en drøm viste en engel fra Gud sig for ham (vers 20), beroligede Josef med ordene “du skal ikke være betænkelig ved at gifte dig med Maria, for …” og gav ham en god forklaring. Så forlovelsen blev ikke ophævet, den blev meget hurtigt til et ægteskab. For alle udenforstående ville det se ud som om de to erkendte, at de havde været lidt for hurtige i vendingen og fik travlt med at gifte sig “inden det kunne ses”. Og dermed undgik Maria også omgivelsernes forventeligt hårde reaktion på en barn udenfor ægteskab – det var en del af Guds omsorg for hende midt i opgaven.

Så Maria var: Lyttende, eftertænksom og spørgende, men også lydig, da hun fik en opgave – endda selv om hun ikke fik en fuld forklaring på, hvordan hun skulle komme igennem den.

Og Josef var: Retskaffen, kærlig og undgik at overreagere – i stedet tænkte han sig godt om. Og (som Maria) lydig, da han fik en opgave, også uden en fuld forklaring.

Eller sagt kortere: De havde opbygget en god karakter og var lydige mod Gud. Det er nøjagtig det samme, vi skal gøre og bestræbe os på. Disse to unge mennesker er eksempler for os allesammen.

Jeg vil slutte med at sige: Velkommen til gudstjeneste igen på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Arne Christensen

Det er trist at sidde og kikke ned på sin tomme tallerken, mens sulten knurrer i maven. Især hvis man bare skulle løfte blikket lidt for at få øje på det fad, der står midt på bordet og som stadig er fuldt af mad.

I overført betydning er det nogle gange sådan, det er for os. Eller sagt mere klart: Når vi oplever, at vores ressourcer ikke er nok, så skal vi ikke stoppe der og bare blive triste. Vi skal se på Guds ressourcer, som der altid er nok af, og så skal vi gå til ham for at finde det, vi har behov for.

På Det gamle Testamentes tid brugte man et billede på dette, som vi finder f.eks. i Salme 23 v5:

Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender,
Du gør mig til æresgæst og fylder mit bæger til randen.

Det billede viser, hvordan “fjenderne” bliver sat fuldstændig til side, når Gud tager sig af os. De har absolut ingen mulighed for at forhindre, at Gud sørger godt for os, gør os til “æresgæst” og fylder vores bæger “til randen”.

Gud har for lang tid siden set vores situation og har allerede rakt ned til os gennem sin søn, Jesus, der kom til jorden som menneske, og som døde og opstod for vores skyld, for at hjælpe os. Derfor kan Paulus skrive i Romerbrevet 8 v31b-32:

Når Gud er med os, hvem kan da besejre os? Gud ofrede sin egen søn for os! Når han har givet os så stor en gave, mon han så ikke også vil give os, hvad vi ellers har brug for?

Så ophøj Gud, giv ham den ære han fortjener for alt det, han har gjort og stadig gør, og bed ham om det, du behøver. Så skal du se, hvad der sker – netop når det står helt klart for dig, at du har brug for hans hjælp.

På søndag er den første søndag i advent; velkommen til adventsgudstjeneste kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Velkommen også til bedemøde på onsdag den 4. december kl. 19:30 i Huset på Ahornvej 3.

Kærlig hilsen
Arne Christensen

Selv når vi mennesker oplever noget, som er stort/overraskende/fantastisk, kan det efter et stykke tid blive almindeligt for os; vi vænner os til det. Overraskelsen er forbi og det er blevet hverdag, og vi ser ikke længere, at det er stort eller fantastisk. Den, der flyver meget, tænker på sin næste flyvetur på en anden måde end den, der aldrig har prøvet at flyve før. Den, der har været gift i 40 år, vil nemt komme til at se anderledes på sin kone eller mand end den, der er nyforelsket.

Dette sidste er et eksempel på noget, der skal “holdes frisk”. På samme måde skal vi også passe på, at vi ikke vænner os så meget til at vi kender Jesus, at det bliver en selvfølge; at det mister en del af sin betydning for os. Vores relation til Jesus er ikke en hverdagsting, det er meget større, for Jesus er meget større end vi går og husker på hele tiden.

I sit brev til Kolossenserne 1 v 15-20 skriver Paulus meget udførligt om Jesus. Ja, det er nærmest et digt eller en lovsang (vældigt godt udtrykt i 1992-oversættelsen):

Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.

I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.

Ved ham og til ham er alting skabt.
Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
Han er hoved for legemet, kirken.

Han er begyndelsen,
den førstefødte af de døde,
for at han i alle ting skulle være den første.

For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig
og ved ham at forsone alt med sig,
på jorden som i himlene,
ved at stifte fred ved hans blod på korset.

Jesus er den første i alle ting: Han havde en central rolle i skabelsen. Alting er skabt ikke bare ved hans medvirken, men i ham. Og det blev skabt til ham, og han holder alt i gang. Han er den første, der opstod fra de døde på den måde, vi alle skal opstå engang. Han er fuldstændigt enestående, og det må vi minde os selv om en gang imellem.

Men ikke bare det: Det var i ham, at hele Guds fylde kom til os mennesker, og det var ham, der bragte forsoning og helede forholdet mellem Gud og os, da han gav sit liv på korset for os og opstod igen. Så ikke bare er han fuldstændigt enestående, han er også enestående god imod os.

Så lad os tage imod det, men ikke bare det: Lad os også minde os selv om det hver dag og ikke vænne os så meget til tanken om Guds godhed mod os i Jesus, at vi glemmer, hvor stort og enestående det er. Der er virkelig grund til at synge lovsange, sådan som Paulus gør!

Det (og andet) vil vi gøre sammen ved gudstjenesten på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Arne Christensen