En vigtig detalje

Lukas-evangeliet 2 v35
Ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.

Efter at have lovprist Gud for Jesu komme, henvender Simeon sig til Maria. Han så, at Jesus en dag ville skabe splittelse blandt det jødiske folk. Mange ville afvise ham, mens andre ville tage imod ham. Folks modstand mod Jesus ville bringe smerte og sorg i hans mors hjerte. Dette oplevede hun specielt, da hun så sin elskede søn blive korsfæstet.

Simeon fortæller Maria, at det vil være som et sværd der vil gennembore hendes sjæl. Mens vi fokuserer på julens fred, glæde og lys, kan vi glemme denne lille detalje. Sværdet er vigtigt at huske, for det er et billede på Guds ord. Jesu fødsel, liv og lære skaber fred for dem som tager imod det, men ikke for alle. Evangeliet vil også dele mennesker i et ”for” eller ”imod”.

Nogle mennesker vil gerne komme frem i lyset; for andre er det ikke så nemt. Selv kristne kan opleves som intolerante og konfliktskabende mennesker, når man glemmer kærligheden, og det selv om Jesus giver os fred og gør os til fredsstiftere.

Om konflikten i een selv siger Paulus i Romerbrevet 7 v19: For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

Derfor har vi brug for sværdets gennemtrængende kraft i vores liv, for om det står der i Hebræerbrevet 4 v12: For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.

REFLEKSION

  • Har du en fornemmelse for konflikten i dig selv?
  • I hvor høj grad lader du ”sværdet”, Guds ord, være dommer over dine tanker og meninger?
  • Hvad er dit næste skridt?

BØN

Kære Gud, tak for, at du kom til os mennesker. Jeg beder om, at du vil hjælpe mig til at modtage dit ord, med en forståelse for, hvad det betyder, og viljen til at omsætte det i praksis. Så jeg beder om din visdom og vejledning, så mit liv må blive forvandlet og formet af dit ord. I Jesu Kristi navn, AMEN.

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

På søndag fejrer vi anden søndag i ADVENT under temaet: Hvor kan man finde kongen?

Kærlig hilsen
Michael Jensen

PS: Juleaftensgudstjeneste fejrer vi i år kl. 12:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.