Åh, mægtige Gud, om du dog ville forbarme dig

1. Samuels bog 1:11
”Åh, mægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun.

Hanna, hed en kvinde, som levede i Efraims højland for mange år siden. Hun var en af to koner til en mand, der hed Elkana, og hun var barnløs. På den tid var det at være barnløs en meget pinlig affære. Der måtte jo være en årsag til at Gud ikke velsignede hende med børn lige som han havde gjort med Elkanas anden kone, Peninna.

Hannas barnløshed var en stor sorg for hende, og det blev ikke bedre af, at hendes omgivelser mildt sagt ikke havde den store forståelse for hende. Konen ovre i det andet soveværelse gjorde nar ad hende, og hendes mand spurgte ”Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?” Jeg ved ikke, hvad der har gjort mest ondt; den skadefro Peninna eller den noget klodsede mand. For, Elkana elskede jo Hanna og sørgede for at hun fik en dobbelt portion mad, når der skulle spises.

Hanna bad en inderlig bøn til Gud. Under heftig gråd bad hun til Gud, og hun var endda så bevæget, at præsten Eli, som så hende bede, troede at hun var fuld. Men da det går op for Eli, at Hanna blot har udgydt sit hjerte for Gud i en inderlig bøn, så velsigner han hende med ”Må Israels Gud bønhøre dig hvad du end har bedt ham om.”

Som mennesker vil livet byde os på situationer, hvor vi ikke har den ringeste anelse om, hvad vi skal stille op. Og, det er i sådanne situationer, at Gud venter på, at vi tør overgive det hele til ham og stole på, at Guds løsning er den rigtige. Det er ikke altid lige nemt, og nogle gange ender vi i desperation. Hanna havde måttet høre for sin barnløshed i årevis, og til sidst var hun desperat. Hun gav også Gud et meget vidtrækkende løfte – og vigtigst af alt – hun holdt det! Og, Gud hørte hendes bøn.

Det kommer vi til at kigge nærmere på på søndag 🙂

For, på søndag er der igen gudstjeneste klokken 11:00 i Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12 i Taastrup. Hvis du kan være der en times tid forinden og hjælpe med at stille op, så er du meget velkommen til det!

Kærlig hilsen
Michael Rask Christensen