En af de diskussioner, som en gang imellem dukker op når snakken falder på mere løse kirke-strukturer som de nogle gange f.eks. fremtræder i ”Emerging Church” begrebet, er, hvad der definerer et kristent fællesskab. Med andre ord, hvornår kan man sige at noget er en ”kirke”?

Der er naturligvis mange måder at være kristen på. Og der er mange bud på hvordan man kan være kirke sammen. Emerging Church tankegangen, som man f.eks. kan læse om den her nævner en række elementer som kendetegn:

• Meget kreativ tilgang til tilbedelse og spirituel refleksion.
• En minimalistisk og decentral organisationsstruktur.
• En fleksibel tilgang til teologiske spørgsmål hvor individuelle forskelle i tro, tilhørsforhold, ortodoksi og moral accepteres i et større omfang end i visse andre kirker.
• En mere holistisk opfattelse af kirkens rolle i samfundet.
• Et ønske om at genlæse Bibelen, tage dens budskab seriøst i forhold til dens kulturelle samtid, og nå frem til en ”rekonstrueret teologi, der er fri for modernistisk bagage”.
• En holistisk spiritualitet, hvor man søger tilbage i traditionens rigdom.

Jeg tror umiddelbart at jeg ville føle mig fint tilpas i sådan en sammenhæng. Men andre har haft sværere ved det, og det har måske affødt kritik. For hvornår gør man ting så anderledes at andre kristne måske ikke kan kende sig hjemme i det?

Når man prøver at forstå særlige kendetegn, så kan det være til hjælp at dele dem ind i grupper.

Nogle ting kan handle om at tolke bibelen og troen ind i ens egen samtid. Det kan måske dreje sig om forskellige organisations-strukturer, mødetider, eller mødeformer. Eller det kan måske være et spørgsmål om sprog, stil, og påklædning.

Andre ting kan handle om at genopdage tabte værdier. Ting, som måske tidligere har været en vigtig del af kirkens liv kan være gået tabt, og har brug for at blive genopdaget. Det tror jeg f.eks. reformationen til dels handlede om. Og i dag tror jeg måske dele af den østlige ortodokse kirkes meditative og mere kontemplative indgang er i færd med at blive genopdaget.

En tredje ting handler om at betone visse elementer af kristenlivet frem for andre. Det er måske i høj grad det, som adskiller kirkesamfundene i dag. Det kan give anledning til alvorlige diskussioner, men er måske i bund og grund ikke så fundamentalt at det adskiller os væsentligt.

Men det afføder et grundlæggende spørgsmål: Hvad er essentielt?

Jeg lærte engang en huske-remse af Chresten Eskildsen, som nu er præst i Bethelkirken i Aalborg: Det handlede om at holde fast ved de 4 B’er nævnt i Ap.G. 2:42, og som kendetegnede den første kristne kirke: Bibelen, Brødrene, Bønnerne og Brødsbrydelse.

De 4 B’er drejer sig selvfølgelig om at holde fast i ordet (bibelen), i fællesskabet med hinanden (brødrene), i kirkens og den enkeltes bønsliv (bønnen), og i nadveren og fællesskabet med den opstandne Jesus (brødsbrydelse).

Jeg tror, at alle 4 elementer – på den ene eller anden måde – må være til stede, hvis man vil være kirke sammen. Derudover tror jeg at et 5. kendetegn var at kirken var – og skal vedblive at være –”missional”, hvilket vil sige at kirken skal leve i konstant mission.

Resten er måske i virkeligheden i høj grad et spørgsmål om stil.

For hvad er virkelig vigtigt? Det er udfordringen til at søge Jesus, grave i og leve af Ordet, og i fællesskab leve det kristne liv ud i den verden vi er i, på en måde som er relevant og forståelig for mennesker omkring os!

Jesus siger: Hver dag har nok i sin egen plage. Vi skal ikke bekymre os om dagen i morgen.

Hvis man køre ned ad en stejl bakke på ski for første gang, så kan det være svært hvis man kikker helt ned for enden af bakken og ser hvor langt man skal køre. Jeg har faktisk set mennesker som har stået stille og pludselig er væltet, på det nærmeste overmandet af en den tilsyneladende uoverstigelige udfordring som lå foran dem.

Men hvis man i stedet fokuserer på de næste 20m, så går det nok. Og når man har klaret dem, så kan man jo tage 20m mere efter at have sundet sig. Hvis man bliver ved, så kommer men helt hed ad bakken til sidst. Det samme gælder hvis man spiser en elefant… hvis man bare tager en lille bid ad gangen, så vil man til sidst have spist hele elefanten.

Det er et godt princip generelt: evnen til at fokusere og til at tage én ting ad gangen, en lille bid ad gangen. Hold retningen, og bliv ved, så kommer du frem. På den måde kan man spare sig mange unødige bekymringer.

Men Jesus mente noget mere end dette: Han ville også gerne have os til at forstå, at Gud har omsorg for os. Måske har Gud allerede beredt en vej for os, der hvor vi ellers havde bekymret os så meget at vi var gået helt i stå!

Så lad os være frimodige og gå fremad i tillid til at Gud er med os. Lad os ikke hele tiden gå på af bekymringer som ligger langt ude i fremtiden, men lad os blive ved med at bevæge os, så længe der bare er klarhed over hvor det næste skridt fremad skal gå!