“Vær autentisk”, sagde Karen Margrete Kirk,
som besøgte os sidste søndag sammen med sin mand, Poul Kirk.

Det meste af denne uge har jeg været på rejse i Japan, og har tænkt en del over hvad Karen Margrethe og Poul sagde.

Hvor er det vigtigt at være oprigtig og autentisk i det vi gør. Nogle gange kan vi som kristne være tilbøjelige til at give hurtige svar, som vist mere er præget af overfladiskhed end af eftertanke og oprigtighed. Men Jesus stillede ofte spørgsmål i stedet for at give hurtige svar!

Verden omkring os har ikke brug for hurtige løsninger, men for dybe sandheder. Og sandheder erfarer man nu engang kun ved selv at søge efter dem, og ved at turde stille spørgsmål. Og hvis man selv tør stille spørgsmål og komme frem til nye erkendelser, så er det måske også nemmere at forholde sig til andre mennesker som stiller spørgmål.

De fleste opdagelser i verden er gjort af mennesker som har turdet stille spørgsmål. Som ikke har ladet sig nøje med status quo. Sådan er det også med troen. “Søg, så skal I finde“, siger Jesus.

Jeg ved jeg har nævnt disse tanker før. Men alligevel: Lad os “gribe bolden”, og bliver kendt som en kirke der har et dybt og oprigtigt fællesskab. På den måde har vi de bedste chancer for at give andre mennesker et autentisk svar, som når helt ind til hjertet og ikke bare bliver endnu en “hurtig løsning”!

Nogle af jer kender måske begrebet “Emerging Church” (eller her)? Der kan sikkert siges og skrives meget om dette forsøg på at være kirke i en postmoderne tid, men en central karakteristik er at evangeliet bl.a. forkyndes gennem hver enkelt kirkemedlems indflydelse på sine omgivelser i hverdagen — på arbejdspladsen, skolen, osv. At hver enkelt herigennem kan være med til at velsigne andre omkring sig. Og en erkendelse af at alle mennesker er på en vandring igennem livet, og gør sig erfaringer henimod (eller væk fra!) troen med forskellige skridtlængder.

Som kirke kan vi bedst hjælpe mennesker på vej ved at være oprigtige og dele vores egne erfaringer med dem. Ved at lytte, tage del i, og ved at velsigne andre med vores tid og evner.

Nogle gange sker det ved at vi gør det, vi er bedst til. Der, hvor vi måske føles os “kaldet”. Andre gange sker det måske bedst ved at udfylde et konkret behov.

Hvis du går forbi et dige med hul i, så har du to muligheder. Du kan enten stikke fingeren ind i hullet og stoppe lækagen og forhindre en katastrofe… eller du kan sige at det ikke er din primære tjeneste, og så gå videre og håbe på at der kommer en forbi, som er specialist i at stoppe huller i diger.

Men hvis alle tænker som den første person ovenfor, så er det ikke sikkert at hullet nogensinde bliver stoppet, og så vil katastrofen uundgåeligt indtræffe!

Gud give os styrke til at finde ud af hvor og hvordan vi bedst kan tjene ham.