Kategoriarkiv: Nyheder

Nyt og generel information

Årsmøde 2008

Onsdag d. 12. marts var der årsmøde på Ahornvej.

På mødet blev der gjort status for 2007, godkendt regnskab og valgt personer til forskellige tillidshverv i overensstemmelse med vedtægterne.

Der var en en god og positiv snak om mange emner i aftenens løb. Det officielle referat, som Anita Pedersen blev valgt til at lave, vil blive udsendt hurtigst muligt til menighedens medlemmer, så her bringes blot et udpluk:

Bent Thomsen blev valgt som ny forhandlingsleder i stedet for Rolf Andersen, der i god tid havde meddelt at han ønskede at give denne rolle videre. Bent var dog bortrejst denne uge, så Rolf trådte beredvilligt til som suppleant for Bent.

Under årsberetningen, som Arne Christensen havde sammensat og fremlagde sammen med af en række andre, blev hovedtræk af menighedens aktiviteter i 2007 gennemgået. Det skete under overskifter som relaterede sig til menighedens mål.

Emner som vækst for den enkelte, fællesskab og gudstjenesten, det at række ud til andre, samt lokalesituation blev gennemgået. Det var en positiv oplevelse at se tilbage, og f.eks. at kunne konstatere at der på mange områder var gode muligheder for fællesskabet, at der havde været arbejdet bevidst med at forbedre gudstjenesterne og at indføre nye og kreative idéer, og at der var god tilslutning til børne- og ungdomsarbejdet — på trods af alle de udfordringer der skal overvindes undervejs. Der faldt en del positive kommentarer til fremlæggelserne.

Menighedens regnskab blev gennemgået og godkendt. Det udviser et samlet overskud på ca. 175.000 kr (delvis på grund af ekstraordinære indtægter), som føjer sig til forrige års overskud på ca. 125.000 kr, så der for tiden er en god likviditet. Menigheden må derfor betegnes at være økonomisk velkonsolideret, og det er et godt udgangspunkt for de planer og ønsker der er for fremtiden om vækst og udbygning af faciliteter.

Den nuværende kasserer, Helle Andersen, har ønsket at trække sig tilbage. Det er endnu ikke lykkedes at finde en ny kasserer til at overtage Helle’s rolle, og arbejdet med at finde en løsning fortsætter — gode idéer og villige hænder er mere end velkomne! Når en ny kasserer er fundet vil der blive indkaldt til et menighedsmøde. Thom Nielsen og Per Solberg Hansen blev valgt som revisorer.

Omkring lokaler og byggeplaner orienterede Arne Christensen og Per Eivind Stig om et nyligt afholdt møde med borgmesteren og andre nøglepersoner i kommunen. Det havde været en meget positiv snak, og der var god forståelse for vores ønsker om at udbygge faciliteterne, og tilsyneladende villighed til at hjælpe med at finde en løsning. Ud fra det skitseforslag til udbygning, som blev udarbejdet i efteråret, og som hænger fremme på Ahornvej, blev forskellige muligheder vendt med kommunen. Et nyt møde vil blive afholdt med henblik på at komme videre i processen og afklare om en udbygning er mulig eller om en anden placering kunne være en bedre løsning.

I forbindelse med dette punkt var der en meget god og inspirerende snak om både vores engagements-niveau og financiering — hvad kræver det af os — og om de muligheder som ser ud til at kunne åbne sig for os — hvad kunne vi gøre. Der var blandt de fremmødte på årsmødet en fornemmelse af at mange ting er i bevægelse, og at vi skal tænke muligheder snarere end begrænsninger og tænke på at udnytte de gunstige øjeblikke.

Menighedsledelsen, februar 2008

Menighedsledelsen har afholdt ordinært ledelsesmøde d. 26. februar.

Forberedelse af årsmødet, herunder gennemgang af regnskabet og menighedens økonomi, var selvfølgelig emner som tog en del tid. Regnskabet er tilgængeligt, og vil blive kommenteret på selve årsmødet af kasserer og menighedsledelse, men det er værd at bemærke at det heldigvis udviser et overskud på knap 175.000 kr, primært fordi renovering/ombygning af Ahornvej ikke er igangsat.

Omkring Ahornvej iøvrigt, så arbejder menighedsledelsen videre med de planer og idéer som er blevet skitseret tidligere, og som også hænger fremme i “kopi-rummet”. Der er kontakt til de offentlige myndigheder, som skal inddrages i processen for at vi kan komme videre.

Vedrørende årsmødet iøvrigt, så er der stadig ikke fundet en person som er villig til at påtage sig hvervet som kasserer. Gode forslag er velkomne til menighedsledelsen inden årsmødet!

Missionsgruppens budget for 2008 blev stort set vedtaget som foreslået, med et par enkelte små justeringer omkring formål og den præcise modtager. Planen er fortsat at give 10% af de budgetterede indsamlede midler, hvilket løber op i omkring 120.000 kr i 2008.

Medlemslisten blev gennemgået, og der var en god snak dels om medlemmer vi ikke har set i lang tid eller som vi ikke har kontakt til længere, dels om generelle principper for hvordan listen skal vedligeholdes. I denne sammenhæng blev to personer blev optaget i menigheden; én ved dåb og en anden ved overflytning fra anden menighed.

Derudover snakkede menighedsledelsen en del om fremtiden for menigheden, og der var en god snak om hvor vejen går hen og hvad der kendetegner vores fællesskab. Vigtigheden af at kunne se og kommunikere en vision, som kan være fælles for alle, er central, for ud af visionen fødes motivation for den enkelte i forhold til hans eller hendes særlige gaver og udrustning. Det leder igen til handling i hverdagen, og med Guds velsignelse og samtykke, forhåbentlig også til resultater som derigennem styrker troen og igen er med til at åbne op for en bedre forståelse af visionen og Guds kald til os som menighed.

For os som menighed på Vestegnen er der en række ting, som gerne må kendetegne os, og en dybere forståelse af hvem vi er, kan være med til at bane vej for en fornyelse af visionen om at se Guds rige brede sig og til en fornyet motivation og overgivelse. Det er ikke muligt her at komme frem til en udtømmende beskrivelse, men i snakken blev f.eks. nævnt ord som: fællesskab, nærhed, åbenhed, indlevelse, forandring i menneskers liv og ægthed.

Endelig blev menighedsledelses måde at holde møder på diskuteret, og forslag til at udnytte tiden bedre blev også debatteret. Det blev i den forbindelse bl.a. besluttet at forretningsudvalget, som i det daglige holder sammen på trådene mellem møderne, gerne må fortsætte med at være aktive og — under ansvar for menighedsledelsen — tage hånd om de mange løbende sager.

Forberedelse af årsmøde

Menighedsledelsen har igen været sammen og behandlet en lang dagsorden. Af større emner med almen interesse kan nævnes følgende:

De mange indlæg og debatten fra visions- og budgetmødet blev diskuteret, efter forudgående arbejde via mail og på menighedsledelsens wiki. Idéer og ønsker vedrørende specifikke tjenesteområder (som f.eks. gudstjenesten, lovsang, børn, unge, …) bliver videregivet til de respektive tjenesteledere, og andre emner vil menighedsledelsen selv arbejde videre med, ud fra den overordnede vision og strategi.

Den fulde liste af indlæg er tilgængelig her, og alle er velkomne til at kommentere listen eller punkter derfra. Det kan f.eks. gøres ved at lægge en kommentar her i forbindelse med dette indlæg.

Dagsorden for menighedens årsmøde, som holdes d. 12. marts kl. 19.00 i Huset på Ahornvej, blev gennemgået og tilrettet, og det blev sikret at alle punkter er under forberelse.

Emner til ny kasserer og evt muligt samarbeje med et eksternt firma, som kan varetage noget af det manuelle arbejde, blev igen diskuteret, og der tages kontakt til mulige “kandidater”.

Lokalesituation blev igen gennemgået, og der var en del snak om et forslag til “prospekt”, der beskriver hvad vi gerne vil bruge Huset på Ahornvej til. Prospektet vil blive færdiggjort, og menighedsledelsen vil tage kontakt til forskellige interessenter og beslutningstagere for at få gode råd til hvordan vi kan arbejde videre med mulighederne, og hvad der kræves for at en ombygning/udvidelse kan bringes på plads.

Derudover blev en lang række andre emner også behandlet, herunder medlemslisten, menighedens repræsentation i forhold til BiD, kalender, arbejdsgange, m.m.

Ændringer i menighedsledelsen

Menighedsledelsen har holdt sit første månedlige møde i 2008. I lighed med tidligere er her en kort opsummering af nogle af de punkter som har størst almen interesse:

Bente Sørensen har meddelt at hun af personlige årsager er nødt til at træde ud af menighedsledelsen. Resten af menighedsledelsen har med stor beklagelse måttet acceptere dette, og vil samtidig overbringe et stort tak til Bente for hendes indsats i menighedsledelsen.

Da menighedsledelsen på trods af Bentes udtræden stadig opfylder vedtægternes krav til sammensætning, så er det menighedsledelsens holdning at der ikke skal afholdes endnu et “supplerings-valg” og at næste ordinær valg vil ske efter den normale plan.

På baggrund af en bredere snak om at forbedre kommunikationen for de, som ikke har adgang til internet-baserede medier, blev det besluttet at lave en opslagstavle i huset hvorpå nyheder fra f.eks. BiD (Baptistkirken i Danmark), kopier af nyheds-indlæg her fra denne blog, dele af hjemmesiden, og anden relevant information kan hænge til gennemsyn. Opslagstavlen vil blive administreret og vedligeholdt af kontoret.

Arbejdet med at forbedre lokalesituationen fortsætter. Det blev bl.a. besluttet at udarbejde et lille “prospekt”, som beskriver vores tanker for fremtidig brug af Ahornvej, til brug for dialog med offentlige myndigheder og interessenter, og der blev udarbejdet en plan for hvordan vi kan arbejde videre med at skabe bedre rammer for City Kirkens mangfoldige aktiviteter og for derigennem at forbedre integrationen i lokalsamfundet.

Endelig blev det diskuteret hvordan Helle Andersen kan blive afløst som kasserer, og i denne sammenhæng blev også andre valg og tillidsposter gennemgået som forberedelse til menighedens årsmøde.

Menighedsledelsesmøde, Nov 2007

Menighedsledelsen mødtes tirsdag d. 27. november 2007, og havde (lidt atypisk måske) en lang række større og mindre sager til samtale og overvejelse, hvoraf en del af disse nævnes her i lidt tilfældig rækkefølge:

Omsorg og netværk i menigheden blev diskuteret. Udover konkrete forslag til at styrke netværket og omsorgen, som vi vil arbejde videre med, så blev en række personer, som er syge eller har det svært, også nævnt og bedt for på mødet.

Visions- og budgetmødet blev evalueret, og vi snakkede en del om hvordan vi vil arbejde videre med de forslag som blev diskuteret i grupperne (og som forhåbentlig vil blive ved med at komme!). Vi snakkede også en del om det seneste missionskomitemøde i Baptistkirken i Danmark (BiD), og i den forbindelse generelt om hvordan det går rundt omkring.

Gudstjeneste-temaer for dele af 2007 blev gennemgået. Gudstjenesteudvalget har fastsat et tema omkring “Passion — et hjerte der banker for…” i 1. kvartal 2008. Senere på året overvejes en opfølgning på “40 dage”, men med fokus på tjeneste i lokalsamfundet.

Der er nu kommet nye kuverter og brevpapir med det nye logo. Hjemmesiden er også opdateret med nyt design, så det nye logo er nu for alvor taget i brug.

Forskellige muligheder for at styrke og opdatere vores elektroniske kommunikation blev diskuteret, herunder målgrupper, værktøjer, teknik og trænings muligheder. Dette gælder også menighedsledelsens måde at arbejde på mellem møderne, og forbedret brug af menighedsledelsens wiki. Menighedsledelsen mener det er vigtigt at vi som menighed er aktive og synlige på nettet; det er nemlig ofte første kontakt for mange med menigheden. Og endelig mener vi også at vi i udstrakt grad skal fortsætte med at gøre brug af elektroniske præsentationer til gudstjenesten fremfor overheads.

Endelig blev missionsgruppens forslag til fordeling af rest-budgettet for mission for 2007 vedtaget som foreslået.

Visions- og budgetmøde, Nov 2007

På et velbesøgt menighedsmøde med temaet “visions- og budgetmøde” blev menighedens øjeblikkelige situation gennemgået, og der var en god snak om visioner og tanker for fremtiden. Ud fra bl.a. gruppearbejde og snak rundt om bordene blev der samlet mange gode idéer og tanker ind, som menighedsledelsen vil arbejde videre med. Hvis du var med til mødet og måske efterfølgende er kommet i tanker om noget du vil tilføje, så kan du sende en mail til menighedsledelsen, eller du kan lægge en kommentar her til indlægget.

For de som ikke havde mulighed for at være til stede er her en kort sammenfatning af nogle af de vigtigste punkter:

Økonomisk ligner året i år sidste år, og vi forventer at samle nogenlunde det samme ind som i 2006. Det er under budget, men udgifterne er også under budget, så samlet set giver det ikke anledning til store panderynker. Budgettet for 2008 kommer i første omgang til at ligge på linie med 2007, men hvis vi i årets løb får mulighed for at iværksætte bygge- og renoveringsarbejder, så vil der blive udarbejdet et nyt budget til at tage vare på den ændrede situation.

Omkring lokalesituationen, så har der været holdt et møde med artikekt Hans Jørgen Christensen, der har stor erfaring med (fri)kirker, og bl.a. står bag Roskilde Baptistkirke. Aftalen er at Hans Jørgen vil udarbejde et skitseforslag til udvidelser på Ahornvej, som så vil blive fremlagt menigheden, og senere kan danne baggrund for en fornyet ansøgning til myndighederne. Udgangspunktet for skitsen er at få plads til en multi-sal til møder, ungdomsarbejde, café m.m. der kan rumme op mod 150 personer med tilhørende køkken, samt aflastningslokaler der kan bruges samtidig til andre aktiviteter, kontor-facitiliteter og 2-3 enkeltværelseslejligheder med køkken- og toilet faciliteter til udlejning.

Med hensyn til visionerne så blev sidste års målsætning gennemgået og status for de enkelte områder fremlagt. Indsatsområderne for næste år tager sit udgangspunkt i de samme 4 punkter, med tilføjelse af endnu et, så listen nu ser sådan ud:

  • Styrke gudstjenesten som fælles omdrejningspunkt
  • Satse på børn- og unge som en del af helheden
  • Opfordre til netværk i en mangfoldighed af mindre grupper
  • Udadrettet evangelisation i området og at gøre kirken kendt
  • Konkretisere og igangsætte processen med fornyelse af vores lokaler/rammer

Ud fra disse punkter og spørgsmålet: “Hvad brænder du for?” udspandt der sig efterfølgende en livlig debat i grupper, og menighedsledelsen arbejder videre med de mange gode input og tanker som blev vendt.

Som medlemmer af valgbestyrelsen blev Bente Kirschner og Lise Jørgensen valgt for et år. Derudover blev det meddelt at Bente Sørensen for tiden er sygemeldt fra menighedsledelsen, og at vi til foråret skal vælge ny kasserer i stedet for Helle Andersen. Rolf Andersen meddelte også at han ønsker at trække sig fra rollen som forhandlingsleder, men Bent Thomsen har indikeret at han vil være villig til at påtage sig denne opgave… hvilket så kræver at vi ligeledes skal finde en ny revisor, men heldigvis har Per Solberg indikeret at han vil være villig til at tage denne opgave. Rolf meddelte i øvrigt at både han og Helle igennem et stykke tid har haft disse opgaver, og derfor naturligt som “projekt-mennesker” gerne vil have mulighed for at slippe disse, og have mulighed for at gå ind i nye og andre opgaver i stedet. Kasserer, forhandlingsleder og revisor skal vælges på årsmødet til foråret.

En række andre punkter blev bragt op undervejs i forbindelse med de enkelte punkter eller under eventuelt, lige fra nyt omkring, og relationerne til, vore brødre og søstre i Baptistkirken i Danmark og frikirkenet, bladene Baptist og domino, sygdom og konkrete ønsker om forbøn, nyt fra Papua Ny Guinea m.m.

Menighedsmøde, Sept 2007

Onsdag d. 19. september var der menighedsmøde i huset på Ahornvej.

Der var en god snak om mange ting på mødet, men særligt 3 ting er måske værd at gøre opmærksom på for de, som ikke kunne være med:

Økonomien blev vendt, og afvigelser i forhold til budget og sidste år blev gennemgået. Som det ser ud nu, så regner vi med at slutte året lidt under budget, både hvad angår indtægter og udgifter — men dog alligvel lidt højere, på begge områder, sammenlignet med sidste år. Den største afvigelse på udgifterne skyldes, at en renovering af Ahornvej afventer en mere langsigtet plan og godkendelse for huset.

Bente Sørensen blev valgt som nyt medlem af menighedsledelsen i stedet for Karin Rask, som har valgt at træde ud. Menighedsledelsen består således nu af Arne Christensen (formand), Gert Eriksen, Helle Hyldgård, Brian Lund-Hansen, Bente Sørensen og Per Bækgaard. Per Eivind Stig deltager også i menighedsledelsens møder.

City Kirken’s nye logo

Endelig fik City Kirken også et nyt logo, som er udarbejdet af Sven fra Art/Grafik. Logoet kan ses herover, og vil fremover komme til at optræde på brevpapir, hjemmeside(r), i annoncer, på visitkort og alle andre steder hvor vi gerne vil profilere City Kirken. Der ligger en nærmere baggrund for- og præsentation af City Kirkens nye logo som du kan læse (kræver at du har en .pdf læser installeret).

Nyt fra menighedsledelsen, Juni 2007

Ved sidste menighedsledelsesmøde (19. juni 2007) besluttede vi at bruge blog’en som en uformel måde at fortælle lidt om hvad vi arbejder med. Vi vil derfor fremover, med jævne mellemrum, give et kort resumé i stik-ords form fra menighedsledelsesmøderne:

Der er snart (28.-29. september) Willow Creek konference i Danmark. Det er en god måde at få ny inspiration på, og vi opfordrer menighedens ledere, medarbejdere og andre interesserede om at melde sig til Brian, som vil koordinere vores samlede tilmeldning.

Ved sidste valg til menighedsledelsen blev det aftalt at denne skulle indsættes og bedes for, på et tidspunkt hvor alle var samlede. Det er ikke sket endnu, men vil blive planlagt til efteråret.

Vi har kikket på om det kan betale sig at bruge noget af vores frie likviditet til at indfrie (nogle af) vore kreditforeningslån. Det er nok tvivlsomt om det kan betale sig, på grund af gebyrer og usikkerheden om hvorvidt vi måske alligevel har brug for likvide midler til renovering eller ombygning af Ahornvej. Der er dog nogle yderligere beregninger som skal foretages, og under alle omstændigheder kan det tidligst ske op til næste termin (31/10).

Generelt er vores fremtidige lokalesituation ikke afklaret. Det største problem her og nu er at Kulturcenteret er lukket i forbindelse med ferier og fridage, og at vi derfor er nødt til at være i huset på Ahornvej, hvor der ikke rigtigt er lokaler til de aktiviteter vi har brug for. I 2008 bliver situationen lidt bedre, da Kulturcenteret, modsat 2007, holder åbent f.eks. i efterårsferien. Men vi arbejder på kort sigt med andre alternativer, såsom medborgerhuset.

På længere sigt er mulighederne uafklarede. Egentlig har Ahornvej en god central beliggenhed, og med det nye center overfor vil det være oplagt om vi kunne udvide aktiviteterne og forbedre rammerne. Vi vil derfor prøve endnu engang om vi, i lyset af ændringerne i områdets karakter, måske kan få tilladelse til at udvide og øge bebyggelsesprocenten.

City Kirkens oprindelige logo er efterhånden ved at være lidt “bedaget” i stregen, og har måske for tæt en tilknytning til Høje Taastrup, og ikke så meget til de andre områder vi er i. Derfor har vi i nogen tid arbejdet på et nyt logo, bl.a. i samarbejde med Sven fra art/grafik. Vi har nu valgt et af de foreslåede logo’er, som vil blive færdiggjort og præsenteret for menigheden snarest. Det nye logo synes vi på en god måde repræsenterer de værdier, vi står for, og vi tror at der vil være bred tilslutning til det nye design.

Arbejdet med at analysere spørgeskemaer og evaluere gudstjenesterne er nu færdigggjort. Det er der kommet mange gode og brugbare informationer ud af, og undersøgelsens resultat vil blive præsenteret på næste menighedsmøde. Generelt er der god tilfredshed fra menighedens side med gudstjenesterne, men der er også en del ting som kan forbedres — bl.a. med hensyn til lyd/teknik, forløb og “flow” i programmet og med at sikre at der ikke ligger for mange løse ledninger og roder rundt på gulvet 😉

Endelig havde vi en snak om BiD og økonomi. Vi har efterlyst en mere gennemgribende revision af aktiviteterne i BiD, og vi tror at BiD har behov for en ændret måde at arbejde på og financiere sine aktiviteter. Problemstillingen er ikke ny, men vil er endnu engang aktuel i forbindelse med forberedelser til missionsstævnet i Mariager i uge 30. Arne og Brian deltager i forberedelsesmøde i Herlev, og vil fortælle lidt om hele situation på menighedsmødet d. 27. juni — hvor iøvrigt både Per Eivind, Per og Gert vil være fraværende på grund af rejser.

Nyt fra menighedsledelsen

Den nye menighedsledelse har været sammen til det første konstituerende møde. På dette møde blev en række funktioner/poster fordelt.

Arne Christensen fortsætter som formand, og vil sammen med Brian Lund-Hansen udgøre et forretningsudvalg, som ugentligt vil mødes med Per Eivind Stig. I fællesskab vil disse tage sig af mange praktiske ting, og derudover sikre at menighedsledelsens møder bliver godt forberedt. Brian vil som en del af denne opgave også have et særligt fokus på forvaltningen af menighedens økonomi, og i en række sager være daglig kontaktperson til menighedens kasserer, Helle Andersen.

Gert Eriksen fortsætter som næstformand, og vil dermed være formandens stedfortræder. Gert vil også sammen med Arne gennemgå og forbederede menighedsledelsens dagsordener inden møderne.

Helle Hyldgård er nyvalgt som sekretær, og vil bl.a. tage sig af referater fra menighedsledelsesmøder og vedligehold af menighedsledelsens online samarbejdsforum.

Karin Rask og Per Bækgaard fortsætter med at udgøre personaleudvalget, som fra tid til anden har personalesamtaler og opfølgning på menighedens præster, Per Eivind Stig og Anders Hyldgård, omkring deres ansættelsessituation og personlige udvikling.

Den nye menighedsledelse havde i øvrigt et godt møde, og glæder sig til samarbejdet fremover.

Har du noget, du gerne vil sige til menighedsledelsen, så kan det også ske ved at sende en mail til mledelsen på citykirken.dk (hvor ordet ”på” skal erstattes af et @).

Hvad er nu det?

En blog i City Kirken… hvad er nu det?

Nogle vil sikkert vide præcis hvad en blog er, mens andre måske ikke har den ringeste anelse herom. Du kan klikke her for en længere beskrivelse, men kort fortalt, så er en (we)blog en samling af korte artikler, kaldet poster (eller indlæg), som opdateres jævnligt. Det nyeste indlæg optræder øverst på siden, og der er typisk adgang til samtlige indlæg via et arkiv. Ofte skrives indlæg en smule uformelt, og de kan typisk kommenteres af læsere af blog’en. De, som skriver indlæg, kaldes for bloggere.

City Kirkens blog er et forsøg på at øge informationsniveauet i kirken, ved dels at viderebringe nyheder og fortælle om begivenheder, dels at give plads til reflektioner i kirkens og den enkeltes liv. Som ved de fleste andre blogs, så kan indlæg her kommenteres af andre, og forhåbentlig vil blog’en komme til at afspejle kirkens liv, og være både en kilde til informationsudveksling og gensidig opmuntring indadtil, og en kanal som kan vise lidt af hvem vi er udadtil.

Denne artikel er et indlæg, og du kan nedenfor se et andet eksempel på et indlæg.

Indlæg på blog’en kan skrives af f.eks. menighedsledelsen eller de ansatte eller andre som har fået særlig adgang, men samtlige indlæg kan kommenteres af alle som måtte have lyst. Bemærk dog at indlæg i nogle tilfælde skal godkendes før de bliver synlige for alle — dette sker primært for at undgå spam. Som udgangpunkt er alle kommentarer velkomne, men vi forbeholder os ret til at redigere i indlæg om nødvendigt.

Kommentarer kan du se i sammenhæng med indlægget ved at klikke på overskriften over indlægget (”Hvad er nu det?”) eller ved evt. at klikke på linien ovenfor som viser antallet af kommentarer. Det er også herfra du kan skrive din egen kommentar.

Synes du, det er en god idé at City Kirken har en blog? Og hvad kunne du tænke dig, der blev skrevet om? Skriv dine kommentarer til dette indlæg ved at klikke på overskriften og derefter udfylde boksen nederst på siden, hvor der er plads til en kommentar. Husk at du skal skrive dit navn og email adresse for at indlægget kan blive accepteret.

(Og til sidst: Hvis du selv har en blog og gerne vil have vi linker til den, så send en mail til undertegnede.)