Fællesskab på en anden måde

I går aftes kom vi hjem fra skiferie, og da vi både manglede mælk og bilen trængte voldsomt til at blive vasket, kørte jeg ned på tanken for at få det klaret.

Det gav anledning til en praktisk observation af begrebet fællesskab

Når vi 20. generations danskere vasker bil, så er det som regel (statistisk set) Far som kører ned og får den vasket. Og det sker sandsynligvis lørdag formiddag.

Søndag aften, derimod, var der mange danskere af anden etnisk oprindelse som havde valgt at få vasket bilen. Og det skete ikke ved at Far kørte derned alene. Nej, der var som regel to personer i hver bil. Og når bilen var vasket, så gav det anledning til en kop kaffe og en hyggesnak hen over taget, mens antennen igen blev skruet på og viskerne lige checket en ekstra gang, inden turen igen gik hjemover.

Og når man mødte andre man kendte i en anden bil, så hilste man ikke bare med et afmålt nik. Nej, der var håndtryk, højrøstede udråb og skulderklap. Og når man efter et par minutter gik hver til sit igen, så gentog samme hilsen sig, måske afsluttet med et knus eller kindkys.

Og ja, selvfølgelig var konen og børnene nok derhjemme, og det var sikkert hektisk på hjemmefronten søndag aften med madpakker og andet. Og måske havde det været bedre at Far havde været hjemme for at hjælpe.

Men alligevel fik det mig til at tænke.

Hvordan udtrykker vi vores fællesskab? Kan det ses og fornemmes af andre?

Husker vi at værdsætte fællesskabet, og give udtryk for det overfor hinanden?

Husker vi at bruge små anledninger til at være sammen, og til at dele vores liv og indtryk fra en travl hverdag med hinanden?

Jeg glæder mig som regel altid til at komme i kirke søndag formiddag. Og ikke mindst fordi det er en god anledning til at snakke med andre venner, og høre hvordan de har det, og måske dele hvad der sker i mit liv.

Er troen privat eller personlig?

I den senere tid er debatten om troen i det offentlige rum blevet intensiveret. Senest, i denne uge, var der et længere indslag i TV-Avisen på DR om nogle ateister som udtrykte deres ønske om at få troen ud af det offentlige rum. Ifølge dem må troen være en privat sag, som ikke bør påvirke vores “objektivitet”. For dem, tror jeg, må det grundlæggende værdisæt være en rent humanistisk indstilling: Hvorvidt en ting er god eller dårlig afhænger alene af hvilken påvirkning den har på ”mennesket”. Om ”mennesket” så her er det enkelte individ eller samfundet som helhed må stå åbent… men denne norm er så åbenbart, efter deres mening, mere objektiv end en religiøs tilgang til livet er.

Jeg vil nu umiddelbart mene et sådant værdisæt bliver mere subjektivt, specielt hvis den baserer sig på hvad der godt eller skidt for ”mig”, den enkelte selv. Men det lader vi ligge i denne omgang.

En mere væsentlig diskussion er nemlig om troen bliver erklæret for privat eller personlig!

I sin nytårstale, og ved andre lejligheder, har vores statsminister givet udtryk for et ønske om at holde religionen ude af det offentlige rum. Religion må være en privat sag, bliver det hævdet. Med andre ord: Det er i orden at tro, så længe det foregår adskilt fra vores offentlige liv, og så længe det ikke har konsekvenser for vores optræden udadtil.

Det er måske også den nemmeste måde at gøre op med radikale fundamentalister: At hævde at her, i Danmark, er vi strengt objektive, og bøjer os ikke for argumenter der har reference til andet end noget vi kan måle og veje. På den måde kan man jo forsøge at afvise mange diskussioner.

Men det virker ikke. For nedenunder denne hævdede objektivitet ligger et værdisæt, et menneskesyn, som påvirker den enkeltes valg. Som kristne tror vi at Gud skabte hele verden, incl det enkelte menneske, og at vi skal værne om den, ligesom vi skal værdsætte og respektere hinanden. Andre har måske et andet udgangspunkt. Men vi har det tilfælles, at vi ud fra vores grundlæggende overbevisning når frem til beslutninger om dagligdagen og om hvordan vi vil leve vores liv.

På den måde kan vi måske være enige med nogle, hvad enten det nu er ateister, humanister eller anderledes troende, i deres holdninger og meninger om dagligdags ting, mens der vil være andre igen, vi ikke er enige med. Der er ikke noget i vejen for at vi som kristne f.eks. sammen med muslimer går foran og rydder skrald væk fra vores by, eller sammen med ikke-religiøse eller statslige organer yder nødhjælp til katastroferamte, osv.

Men under alle omstændigheder: Det, vi tror på, påvirker vores holdninger og syn på hinanden og på hele samfundet. Hvis nogen påberåber sig en tro som er privat og ikke har konsekvenser, så ville jeg hævde at det nok ikke alligevel var et rigtigt værdisæt eller en rigtig tro.

Og faktisk tror jeg på langt sigt at det er bedre at stå ved sit værdigrundlag offentligt end at skjule det, selvom det kan føre til uenighed. Jeg vil faktisk gerne kende andre menneskers værdisæt og vide hvad de tror på og står for, f.eks.. hvis de stiller op til en tillidspost hvor de måske skal forvalte mine interesser!

Selvfølgelig kan ingen kræve at andre skal tro det samme som dem. Troen er en personlig ting, og et valg for det enkelte menneske. Og min tro kan aldrig bruges som et vandtæt argument for en sag overfor et andet menneske som ikke deler samme tro. Derfor tvinges vi også til at kunne stå ved vores valg selv overfor andre, som tror noget andet. Det kan være svært – men situationen er måske i virkeligheden ikke så meget anderledes end hvad vi ser i f.eks. politik, hvor de forskellige partier med forskelligt udgangspunkt alligevel kan være enige om en lang række ting i praksis på tværs af partiskel.

Så lad os ikke vælge den ”nemmeste løsning”, som på langt sigt kan vise sig at være den ”farligste” fordi den holder ting skjult. Lad troen være en personlig ting, men ikke en privat ting!

Lad os være enige om at den enkeltes ret til at vælge frit er vigtig. Men dette valg må ske på baggrund af oplysning. Og hvis vi prøver at holde alle religiøse synspunkter ude af debatten ved på forhånd at erklære dem uønskede, så kan der ikke være sand oplysning!

Fundamentalisme nævnes ofte som et skrækeksempel i denne debat. Men ordet ”fundamental” har i denne debat mindste to betydninger som vi må adskille: 1) Det kan bruges om personer, som ikke ikke vil høre eller forstå andre(s) synspunkter, men det det kan også 2) Udtrykke at troen på Gud som skaber og frelser er mere fundamental end andre ting i livet, og vi accepterer nogle gange at vi ikke forstår alt.

Jeg er fundamentalist i betydningen 2) ovenfor. Jeg er bange for, at de, som gerne vil have troen ud af det offentlige rum, i virkeligheden selv er det i betydningen 1) ovenfor!

Så lad os stå fast på retten til at forkynde evangeliet. Troen er personlig, ja, men ikke privat!

Update: For et par dage siden faldt jeg over denne artikel: “Religion har erobret det offentlige rum“. Interessant at se, at selvom nogle ønsker det endelige opgør med troen nu, så er der faktisk 6 gange så megen snak om tro end der var for 20 år siden!

Hvad er nu det?

En blog i City Kirken… hvad er nu det?

Nogle vil sikkert vide præcis hvad en blog er, mens andre måske ikke har den ringeste anelse herom. Du kan klikke her for en længere beskrivelse, men kort fortalt, så er en (we)blog en samling af korte artikler, kaldet poster (eller indlæg), som opdateres jævnligt. Det nyeste indlæg optræder øverst på siden, og der er typisk adgang til samtlige indlæg via et arkiv. Ofte skrives indlæg en smule uformelt, og de kan typisk kommenteres af læsere af blog’en. De, som skriver indlæg, kaldes for bloggere.

City Kirkens blog er et forsøg på at øge informationsniveauet i kirken, ved dels at viderebringe nyheder og fortælle om begivenheder, dels at give plads til reflektioner i kirkens og den enkeltes liv. Som ved de fleste andre blogs, så kan indlæg her kommenteres af andre, og forhåbentlig vil blog’en komme til at afspejle kirkens liv, og være både en kilde til informationsudveksling og gensidig opmuntring indadtil, og en kanal som kan vise lidt af hvem vi er udadtil.

Denne artikel er et indlæg, og du kan nedenfor se et andet eksempel på et indlæg.

Indlæg på blog’en kan skrives af f.eks. menighedsledelsen eller de ansatte eller andre som har fået særlig adgang, men samtlige indlæg kan kommenteres af alle som måtte have lyst. Bemærk dog at indlæg i nogle tilfælde skal godkendes før de bliver synlige for alle — dette sker primært for at undgå spam. Som udgangpunkt er alle kommentarer velkomne, men vi forbeholder os ret til at redigere i indlæg om nødvendigt.

Kommentarer kan du se i sammenhæng med indlægget ved at klikke på overskriften over indlægget (”Hvad er nu det?”) eller ved evt. at klikke på linien ovenfor som viser antallet af kommentarer. Det er også herfra du kan skrive din egen kommentar.

Synes du, det er en god idé at City Kirken har en blog? Og hvad kunne du tænke dig, der blev skrevet om? Skriv dine kommentarer til dette indlæg ved at klikke på overskriften og derefter udfylde boksen nederst på siden, hvor der er plads til en kommentar. Husk at du skal skrive dit navn og email adresse for at indlægget kan blive accepteret.

(Og til sidst: Hvis du selv har en blog og gerne vil have vi linker til den, så send en mail til undertegnede.)

Bliver man dum af at være kristen?

Der har været en del skriverier i denne uge om Helmuth Nyborgs seneste undersøgelse, som angiveligt viser at troende i gennemsnit har en lavere IQ end gennemsnittet af befolkningen.

Jvf. KD siger Nyborg: “Man bliver ikke dummere af at tro på Gud. Men noget tyder på, at der blandt mennesker med en lav intelligens er en øget tendens til at søge tilflugt i en religion som svar på livets svære spørgsmål.”

Umiddelbart kan det jo lyde lidt beskæmmende. At vi, som har valgt at tro på Gud, måske — statistisk set — er mere naive end andre. Man kommer måske nemt til at tænke på Paulus’ ord: “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft“. Men der kan også være andre forklaringer.

For det første er det ikke sikkert at der er en årsagssammenhæng, altså at det ene medfører det andet. Det kan godt være der er en sammenhæng mellem antallet af fødsler og mængden af storke i årtiet 1920 til 1930. Men måske er det fordi der af andre årsager bliver født flest børn på det tidspunkt, hvor der tilfældigvis også ses flest storke i landet. Det skyldes formodentlig ikke at storken kommer med børnene.

For det andet er det ikke sikkert at IQ begrebet er så absolut som vi nogen gange opfatter det. Måske er man ikke født med en bestemt IQ; måske afhænger ens IQ også af andre ting som f.eks. uddannelse, opdragelse og omgivelser. Og måske fostrer visse miljøer både en høj IQ og en ikke-troende tilgang til livet.

For det tredie er IQ ikke alt. Der er mange andre måder at tale om, og måle på, evner. Følelsesmæssig intelligens har tidligere været fremme. I visse, måske ny-religiøse miljøer, snakker man om spirituel intelligens… Og der er mange andre. Måske er den måde, vi normalt måler intelligens på, blot et udtryk for visse sider af intelligensen, som favoriserer en streng rationel tilgangsvinkel, og som i nogle tilfælde kommer til udtryk på en måde der kan gøre det “svært” at udtrykke ikke-rationelle sider af livet?

Der er masser af eksempler på højt intelligente mennesker som selv var troende eller holdt fast i retten til at tro. Einstein, Bohr, Kirkegaard, Newton… for nu blot at nævne nogle af de mere kendte.

Endelig er det måske værd at huske at en forskel i IQ på 5.8 (som var undersøgelsens resultat) ikke er ret meget… Forskellen på en AGF fan og en FCK fan’s IQ er statistisk set omkring 6 (jeg tør ikke sige hvis der er højest). De, som foretrækker jazz, har i gennemsnit en 8 point højere IQ end de, som hører country… og Renault kørere ligger 9 point højere end BMW kørere… Bemærk at sidstnævnte tal stammer fra TV2’s intelligenstest i 2005, og ikke fra Helmuth Nyborg.

Hvad kan vi lære af denne undersøgelse? Måske kan vi lytte lidt til debatten, og bide mærke i at at udsagnet åbenbart vinder genklang hos nogle mennesker, der mener at kristne er ureflekterede. Og måske er det her en mulighed for at vise at kristne hverken er dumme, ureflekterede eller mere naive end andre. Selvom vi måske er mere heldige end andre har været indtil nu, i den forstand at vi har fået lov til at se et glimt af Gud!

Vær autentisk!

“Vær autentisk”, sagde Karen Margrete Kirk,
som besøgte os sidste søndag sammen med sin mand, Poul Kirk.

Det meste af denne uge har jeg været på rejse i Japan, og har tænkt en del over hvad Karen Margrethe og Poul sagde.

Hvor er det vigtigt at være oprigtig og autentisk i det vi gør. Nogle gange kan vi som kristne være tilbøjelige til at give hurtige svar, som vist mere er præget af overfladiskhed end af eftertanke og oprigtighed. Men Jesus stillede ofte spørgsmål i stedet for at give hurtige svar!

Verden omkring os har ikke brug for hurtige løsninger, men for dybe sandheder. Og sandheder erfarer man nu engang kun ved selv at søge efter dem, og ved at turde stille spørgsmål. Og hvis man selv tør stille spørgsmål og komme frem til nye erkendelser, så er det måske også nemmere at forholde sig til andre mennesker som stiller spørgmål.

De fleste opdagelser i verden er gjort af mennesker som har turdet stille spørgsmål. Som ikke har ladet sig nøje med status quo. Sådan er det også med troen. “Søg, så skal I finde“, siger Jesus.

Jeg ved jeg har nævnt disse tanker før. Men alligevel: Lad os “gribe bolden”, og bliver kendt som en kirke der har et dybt og oprigtigt fællesskab. På den måde har vi de bedste chancer for at give andre mennesker et autentisk svar, som når helt ind til hjertet og ikke bare bliver endnu en “hurtig løsning”!

Nogle af jer kender måske begrebet “Emerging Church” (eller her)? Der kan sikkert siges og skrives meget om dette forsøg på at være kirke i en postmoderne tid, men en central karakteristik er at evangeliet bl.a. forkyndes gennem hver enkelt kirkemedlems indflydelse på sine omgivelser i hverdagen — på arbejdspladsen, skolen, osv. At hver enkelt herigennem kan være med til at velsigne andre omkring sig. Og en erkendelse af at alle mennesker er på en vandring igennem livet, og gør sig erfaringer henimod (eller væk fra!) troen med forskellige skridtlængder.

Som kirke kan vi bedst hjælpe mennesker på vej ved at være oprigtige og dele vores egne erfaringer med dem. Ved at lytte, tage del i, og ved at velsigne andre med vores tid og evner.

Nogle gange sker det ved at vi gør det, vi er bedst til. Der, hvor vi måske føles os “kaldet”. Andre gange sker det måske bedst ved at udfylde et konkret behov.

Hvis du går forbi et dige med hul i, så har du to muligheder. Du kan enten stikke fingeren ind i hullet og stoppe lækagen og forhindre en katastrofe… eller du kan sige at det ikke er din primære tjeneste, og så gå videre og håbe på at der kommer en forbi, som er specialist i at stoppe huller i diger.

Men hvis alle tænker som den første person ovenfor, så er det ikke sikkert at hullet nogensinde bliver stoppet, og så vil katastrofen uundgåeligt indtræffe!

Gud give os styrke til at finde ud af hvor og hvordan vi bedst kan tjene ham.

Menighedsmøde

Bare en kort notits fra menighedsmødet: Der var fint besøgt på menighedsmødet, hvor hovedtemaet var en snak om forventninger, ønsker, krav, kvalifikationer m.m. til den menighedsledelse, som om kort tid skal sammensættes og vælges.

Der var en meget positiv stemning og et godt engagement, og en forventning også til fremtiden.

Ud fra diskussionen på mødet vil udvalget (Rolf Andersen, Anders Hyldgård, Kirsten Nielsen, Gert Eriksen og Karin Rask) arbejde videre med at lave et forslag. Kandidatforslag er naturligvis stadig velkomne — få gerne et skema og udfyld dette.

En anden ting som kom op på mødet, og som måske har almen interesse, var spørgsmålet om nabohuset, Ahornvej 5, der jo er til salg. Der har været en gruppe fra menigheden inde for at besigtige det, men det er ikke umiddelbart velegnet til vores formål. Det vil kræve meget store ændringer hvis det skulle kunne bruges sammen med Ahornvej 3 til f.eks. kontorer og klub-lokaler.

… en levende frikirke på Københavns vestegn