Alle indlæg af Arne Christensen

Ledt af Gud

Salme 143 v10: Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din gode ånd skal lede mig i slettelandet.

Gud arbejder aktivt igennem dine situationer. Med andre ord, så er det vigtigt at tage Gud med på råd, da han måske har en plan eller idé med og igennem det hele. At tage Gud med ind i at fortolke ens omstændigheder kræver tid til fordybelse og eftertanke. Herigennem kan vi sammen med Gud begynde at forstå betydningen af, hvad der sker omkring os og finde vej og mening med det hele.

Hvis du føler dig overvældet eller forvirret over nogle omstændigheder eller en beslutning, som du står overfor, kan det skyldes, at du er så fanget af din egen måde at tænke på, og at det kan blokere for Guds stemme.

Paulus’ første brev til Korintherne 14 v33: Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.

Gud er ikke årsag til forvirring. Så hvis du føler dig forvirret, så er det er ikke Guds stemme, der taler i dit liv, men en andens.

Selv om du er i Guds plan, så vil være tidspunkter, hvor du støder på udfordringer eller barrierer. Det er her, at du igen skal vende dig til Gud og sige: Gud, der er et eller flere bjerge foran mig, så jeg har brug for din visdom og hjælp. Herefter er det vigtigt at være tålmodig og vente på, at Gud svarer og forsikrer dig om, at han er med dig og at han vil bane en vej, hvor der ikke synes at være nogen vej.

Gud har ikke designet dig til at gå gennem livet i egen opfindsomhed og styrke. Du skal ikke bare håbe, at heldet tilsmiler dig og at problemerne løser sig af sig selv.

Gud ønsker at lede dig på den rigtige vej, og det vil han gøre, når du overgiver dig til ham og hans vejledning.

Salme 32 v8: Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.

REFLEKSION

  • Hvis du er frustreret, fordi Gud ikke ser ud til at besvare din bøn om vejledning, hvad tror du så, han vil have dig til at gøre?
  • Hvordan har Gud tidligere vist dig sin hensigt med dit liv?
  • Hvorfor tror du, at Gud nogle gange lader en komme til det punkt, hvor der ikke synes at være nogen vej ud af en vanskelig situation?

BØN
Kære Gud, jeg beder om din vejledning. Hjælp mig til at høre din stemme, så jeg kan nærme mig dig og følge din vej. Herre, jeg har svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for at tage den forkerte beslutning. Derfor kommer jeg til dig og beder om din hjælp. Vis mig din vej og vilje, så jeg har ro i sindet til at følge efter dig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: NYE DRØMME

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Noget godt vil ske!

Salme 27 v13-14
Men jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land. Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!

Tillid til Gud og ligefrem at stole på, at han vil mig noget godt, kan udfordre os alle. Dårlig erfaring med at selv de bedste mennesker kan svigte, og tanken om hvorfor Gud overhovedet skulle tænke specifikt på mig, kan godt sætte tvivl i ens tro. Gud har kun gode tanker og planer. Gud tænker ikke negativt eller ønsker noget dårligt for nogen.

Jo mere du forstår og erfarer Guds godhed, jo mere håbefuld vil du være – fordi håb er at tro på, at noget godt vil ske.

Alt hvad Gud gør for dig, gennem dig, mod dig og i dig, er fordi han er god. Guds godhed i dit liv er aldrig baseret på, hvor god du er; det er altid baseret på hvem han er.

Kæmper du med modløshed, tvivl eller angst? Så prøv at fokusere på alle de gode ting, Gud har gjort i dit liv, og på hvem han er. Du kan endda skrive dem ned og lave en liste! Du vil blive overrasket over alt, hvad du finder på, og det vil tjene som en påmindelse til dig om Guds godhed.

Hvordan ser Guds godhed ud i dit liv? Det ligner hans velsignelser af næring, balance, modstandskraft, vejledning, tillid, sikkerhed, indflydelse, arv og meget, meget mere.

Han stiller alt dette til rådighed for sine børn på grund af sin gode vilje.

Det giver mig håb – og det kan også give dig håb i dag, fordi Guds løfte til os er i Salme 23 v6, at Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever.

REFLEKSION

  • Har du tillid til, at Guds godhed er baseret på hvem han er og ikke på hvem du er?
  • Hvordan kan du få mod, når du stoler på Guds godhed i disse tider?
  • Hvordan kan du lære og erfare mere om Guds godhed?

BØN
Tak Gud, at du vil hjælpe mig til at tro, at du aldrig svigter og at jeg, i alle mine dage, bliver holdt i dine hænder. Fra det øjeblik jeg vågner, indtil jeg sover igen, er du tæt på som ingen anden. Så jeg beder om, at jeg i den nærhed må lære dig at kende som en far og som en ven, og at du vil hjælpe mig til at tro og stole på, at jeg også skal se Herrens godhed. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag Kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Tema: EN NY BEGYNDELSE

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Bekymringsfri hverdag!

Matthæus-evangeliet 6 v34
Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Bekymring kender vi alle til, det fortæller os om vores menneskelige begrænsethed og afmagt. Du kan ikke leve eller lave om på fortiden, du kan heller ikke leve i fremtiden, MEN du kan leve i dag.

Hvorfor skal du kun leve én dag ad gangen? For det første, når du bekymrer dig om morgendagens problemer, går du glip af dagens velsignelser. For det andet kan du ikke løse morgendagens problemer med bekymringer. Når i morgen ankommer, vil Gud give dig den styrke og visdom, som du har brug for til den dag.

Da jeg var barn, bekymrede jeg mig ikke om hvor eller hvordan, jeg skulle spise, få tøj på kroppen eller sove. Jeg stolede på mine forældre, det var deres ansvar.

Gud ønsker, at du skal have det på samme måde med ham. Du er hans barn og han er din far, som han har omsorg for dig og ser til dine behov.

Du kan bekymre dig om en masse ting, som Gud i virkeligheden lover at tage sig af.  Faktisk er det en påmindelse om ikke at spille Gud, og om ikke at tro, at det hele afhænger af dig. Det gør det ikke. (Prøv at læse Matthæus-evangeliet 6 v25-34, hvordan taler det til dig?)

Gud ønsker, at du skal have tillid til ham, en dag ad gangen. Han vil give alt, hvad han ser, at du har brug for – for i dag. Fordi han er en god Gud, kan du stole på, at han ikke kommer for sent, og at du ikke kommer til at mangle noget.

Det er ok at være ansvarlig, at planlægge for i morgen og fremtiden. Men du skal ikke bekymre dig om det! Stol på Gud for hver dag, der kommer. Derfor lærte han os denne helt konkrete bøn: Matthæus-evangeliet 6 v11 ”Giv os i dag vort daglige brød.”

REFLEKSION

  • Hvad er din afmagt og hvad er Guds mulighed?
  • Hvad bekymrer du dig om fra din fortid, som skygger for din fremtid?
  • Hvad har du brug for i dag?

BØN
Tak Gud, at du har et navn, som betyder Herren-vil-forsørge. Hjælp mig til at tro på dig, himmelske Far, at du, som har delt havene, revet mure ned, helbredt de syge, oprejst de døde og fodret spurvene, også vil tage dig af mig. At du også ser til mig og at du også er min forsørger, som har omsorg for mig i dag. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag med David ”Buck” Hudson fra Salt & Light. Kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Evangelisk Alliances bedeuge:

Onsdag d. 11. januar kl. 19:30 – Sted: Indre Mission, Solsortevej 1, Taastrup
Lørdag d. 14. januar kl. 14:00–16:00 ÅBEN HIMMEL – Sted: Rønnevang Kirke, Taastrup Hovedgade 150, Taastrup

Godt nytår og velkommen Herrens år

FOR DIG

Ordsprogenes bog 3 v5-10
Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier. Vær ikke vís i egne øjne!
Frygt Herren, og hold dig fra det onde; det skal være lægedom for dit legeme, en styrkende drik for din krop. Du skal ære Herren med din rigdom, med det første af al din afgrøde; så fyldes dine forrådskamre til overflod, dine persekar løber over med vin.

 
Hvad gør Gud i dit liv og hvad vil du gøre ved det i 2023?

Mikas bog 6 v8
Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.

 
Hvad betyder det for dig? Tag nogle gode valg, skriv dem ned.

  • Hvad vil jeg blive ved med at gøre?
  • Hvad vil jeg stoppe med at gøre?
  • Hvad vil jeg begynde at gøre?


FOR KIRKEN

1. Krønikebog 4 v10
»Gid du vil velsigne mig og gøre mit område stort, gid din hånd må være med mig, og du vil fri mig fra ulykke, så jeg ikke lider smerte.«
Og Gud gav ham, hvad han bad om.


FOR OS ALLE

4. Mosebog 6 v24-26
Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

 

GODT NYTÅR 2023

Symboler

Romerbrevet 15 v13
Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!

Julen kaldes den mest vidunderlige tid på året, og det er den også. Julen minder os om al den rigdom og velsignelse, som vi finder i troen på Jesus Kristus. Julen må derfor aldrig drukne i symboler, men i stedet fylde dig med al det, som symbolerne peger på:
HÅB – GLÆDE – FRED.

Uanset hvor du befinder dig I denne jul, så gælder dette løfte fra Jesus Kristus til dig:
Matthæus evangeliet 11 v28:
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Jeg elsker det vers, fordi det siger det stik modsatte af, hvad de fleste mennesker tror om ​​Gud. Gud er ikke streng, hård eller vred, Gud er kærlighed og ønsker, at vi alle må komme hjem til ham i denne jul. Uden krav eller pligter, bare komme til ham, som vi er.

Gud siger: “Kom til mig, og jeg vil give dig hvile.”

Læs det igen. Gud tilbyder dig sand hvile fra dine tunge byrder.

Tilværelsen giver rigeligt med udfordringer og stress. Det er hårdt nok at skulle klare alle ting selv, og det var for øvrigt heller ikke meningen, at du skulle gøre det.

Gud ønsker, at du stoler på ham og hviler i hans nærvær. Gud vil være med dig, alle dage.

Kom hjem til Gud. Han er den, der har skabt dig. Han har set hvert øjeblik af dit liv og han elsker dig. Han er håbets Gud og inviterer dig til at komme hjem og opleve hans fred og glæde. Det er julens budskab og indhold og du finder det i troen på Jesus Kristus. Større gave findes ikke.

REFLEKSION

  • Er julen druknet i stress og symboler?
  • Har du nogensinde oplevet julens symboler virke i længden?
  • Hvordan kan julens symboler blive til virkelighed for dig i år?

BØN
Kære Jesus, jeg ønsker ikke længere at være adskilt fra dig og leve på symboler om fred og glæde. Jesus, jeg ønsker ikke længere, at min synd skal adskille mig fra dig. Tak, at du elsker mig og accepterer mig. Tak for dit løfte om, at når jeg tror på dig, vil alt, hvad jeg nogensinde har gjort forkert, blive tilgivet, så jeg også kan opleve håb, fred og glæde. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til juleaftensgudstjeneste kl. 12:00 på Ahornvej 3 i Taastrup.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Hyrdernes tro

Lukas-evangeliet 2 v15: Da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«

Ligesom Maria, modtog hyrderne også et budskab fra en engel. De reagerede ved at lytte efter og overvinde deres frygt og undren for det overnaturlige ved at undersøge sagen selv. Dette er en måde at reagere på julens budskab. Julens “gode nyhed” er enden på vores frygt, Gud er med os. Når vi møder Gud, behøver vi ikke at frygte afvisning, fordi Gud tager imod os ligesom vi er.

Hyrderne hørte budskabet og gik så hen for at se Jesusbarnet selv. Herved fik de et personligt møde med historiens hovedperson, og ikke blot et kendskab til en historie.

Det er nemt at blive “distraheret” af budbringernes fremtoning. Hyrderne blev i første omgang forskrækkede, da de fik et møde med det overnaturlige, og det kan man vel godt forstå. Mange mennesker er stadig noget tvivlende, ja ligefremme forskrækkede, ved tanken om, at der skulle findes noget overnaturligt, som vi mennesker ikke sådan lige kan forklare eller forstå.

Forskrækkelsen blev dog vendt til fred og glæde. For der står i vers 20 i samme kapitel om hyrderne, at efter mødet med Jesus, så priste og lovede de Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Julens budskab er ægte nok, det handler om fred og glæde, som Gud giver. Dette er ikke fred og glæde som i en problemfri verden, men fred og glæde til den, som tager imod budskabet og får et personligt møde med Jesus Kristus. Han er vores fred og glæde.

Hyrdernes tro blev til handling, da de sagde: Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket. Lige om lidt fejrer vi juleaften, hvad er din tro?

REFLEKSION

  • Hvad giver tanken om Gud og det overnaturlige dig?
  • Hvad er din reaktion på, at Gud lod sig føde som et lille barn?
  • Er hyrdernes oplevelse også din?

BØN
Kære Gud, Hvis du er kilden til sand fred og glæde, så beder jeg om, at du vil hjælpe mig med mig med, at overvinde min frygt og tvivl, så jeg også kan gå ind og møde dig og opleve den fred og glæde, som kun du kan give. Derfor beder jeg om, at du vil hjælpe mig til at tro, at midt i denne verden, så er der en god, kærlig og almægtig Gud. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Marias tro

Lukas evangeliet 1 v30–31
»Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.«

Maria reagerer eftertænksomt på nyheden. Maria troede ikke “bare” på nyheden, men svarede ved at stille spørgsmål og være eftertænksom. Hun spurgte og hun brugte sin fornuft.

Så hun stillede spørgsmålet… “Hvordan skal det gå til?”

“Der er en slags undren, som er tegnet på et lukket sind, og der er en form for undren, der er tegnet på et åbent sind.
Nogen tvivl søger svar, og nogen tvivl er et forsvar imod muligheden for at finde svar.”
Maria var åben for at finde svar.

Maria reagerede gradvist på nyheden, hun sagde ikke bare “det var da fantastisk” eller “det er da fuldstændigt umuligt”. Der er ingen bestemt måde eller tid for, hvordan man tror på eller kommer til tro på Jesus. For nogle er det umiddelbart og tydeligt, for andre kræver det lang tid. Maria svarede først undrende og spurgte “hvordan?”. Dernæst kom der en simpel accept, da hun sagde “lad det ske mig efter dit ord”, og så accepterede hun budskabet, selvom hun ikke kendte alle detaljerne.

Hendes tro var ikke blind, men funderet. Hvis Gud er den han er, kan vi også stole på, at Gud er i stand til at holde det, han lover.

Til os alle gælder det samme budskab: INTET ER UMULIGT FOR GUD.

REFLEKSION

  • Hvilken slags undren undrer du dig med?
  • Hvad undrer du dig over?
  • Har din undren givet dig afklaring?

BØN

Salmernes Bog 40 v6: Store ting har du gjort; Herre min Gud, dine underfulde handlinger og planer er til gavn for os; ingen står mål med dig! Jeg vil fortælle og berette om dem, men de er for mange, de kan ikke opregnes. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Julens lys

Johannes-evangeliet 1 v9
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.

Julen er tiden, hvor vi elsker at tænde lys, men julens lys er ikke kun dekorative og hyggelige, de er også symbolske. De viser sandheder og belyser den verden vi lever i, samt menneskers tilstand med og uden lys.

En første sandhed er, at den verden, som vi lever i, er mørk, og vi kan ikke finde vej i den, medmindre Jesus bliver vores lys. Dette medfører forskellige former for lidelse i forsøget på selv at finde en kur mod det onde og skabe det gode liv.
Esajas’ bog 8 v21-22: Han skal vandre omkring i landet, plaget og sulten, og når han sulter, bliver han rasende og forbander sin konge og sin Gud. Ser han mod det høje, eller stirrer han ud over landet, er der nød og mørke, trængsels mørke, i mulmet er han stødt ud.

Den anden sandhed, som julen kaster lys over, er at vi ikke kan redde os selv. Det eneste håb er, at der kommer lys udefra. Julen lærer os, at Jesus er lyset, der er kommet.
Johannes-evangeliet 8 v12: Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«.
Så de gode nyheder er at:
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Esajas’ bog 9 v1.

Jesus er det lys, som bringer løsningen til mennesker, som vil tage imod det. Jesus er kilden til livet. Hans lys bringer sandhed, for det åbenbarer virkeligheden, som den er.
1. Johannes’ brev 1 v5-7: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.

Den sidste sandhed er: Er det dit ståsted, er det din sandhed? JA eller NEJ? Midt i en stadig mørk verden og i en tid hvor det er dyrt, at tænde for lyset, så bringer julen et vidunderligt budskab til os alle.
Johannes-evangeliet 1 v4-5: I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Vil du tro på det?

REFLEKSION

  • Har du set lyset?
  • Hvad fortæller lyset om dit liv?
  • Hvordan kan lyset gøre en forskel for dig?

BØN

Tak Gud, at du har tændt et lys i denne verden. Nu beder jeg om, at det lys må genoprette dit nærvær til de mørke steder i mit liv. Og til en verden med så meget mørke og smerte i sig. Bring dit håb til hjerter, der føler sig besejret, til vores samfund og vores hjem. Hjælp mig til at tro, at det lys som skinner i mørket, aldrig kan besejres. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

TEMA: De tre vise kvinder

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Du mætter mig med glæde

Bibelen understreger Guds åbenlyse tilstedeværelse, men også at der er forskel på at sige “Gud er overalt” og at sige “Gud er her”. Førstnævnte er standardkategorien for de fleste kristne. Vi taler om Guds nærvær, som er uundgåeligt, og at han er “overalt til stede”.
Salmernes bog 139 v7-8: Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.

Men Guds nærvær er også et personligt anliggende. Guds ønske er at være sammen med os mennesker. Fra den første til den sidste bog i Bibelen handler det grundlæggende ikke om andet.

Guds personlige nærvær finder sit største udtryk i navnet Immanuel:
Matthæus-evangeliet 1 v23: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os.

Gud selv kommer for at frelse. Jesus Kristus, Guds søn, trådte ind i menneskehedens historie og gav sit liv som en løsesum for alle.

I denne kærlighedshandling forener Kristus os med sig selv og åbner op for adgangen til fællesskabet med Gud. Så når vi tror på Gud, kan vi lære ham at kende, som han er, og ikke som vi forestiller os det.

At kende Gud er mere end at tænke på Gud som en problemløser eller en slags energikilde, det handler om et fællesskab.

I Guds nærvær oplever vi Guds virkelighed i vores liv, hans Hellighed, sandhed, styrke og kærlighed mm. Samtidigt med dette, så lærer vi også Guds ønske og formål med vores eksistens.
Salmernes Bog 16 v11: Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.

Guds nærvær skaber glæde, JA, men hvad er nøglen som åbner op for det hele?
Hebræerbrevet 11 v6: Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.

REFLEKSION

  • Kender du Gud, eller kender du til Gud?
  • Hvornår har du sidst søgt Gud, indtil du fandt, hvad du søgte?
  • Hvad betyder de følgende ord for dig? Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«

BØN
Tak Gud, fordi du ønsker at være nærværende i mit liv, så jeg kan lære dig endnu bedre at kende. Jeg beder om at kunne tage dit ord til mig, når du siger »Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren.« AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til fælles JULE-cafégudstjeneste med Familiekirken og City Kirken på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

TEMA: JOY TO THE WORLD

Kærlig hilsen
Michael Jensen

I hans mægtige styrke!

Josvas bog 1 v9
»Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.«

Den eneste måde at holde kursen på er at vælge at holde kursen. Du bliver nødt til at træffe dette valg hver dag, ellers vil du glide. Der er en million ting, der vil komme din vej for at forsøge at afspore dig, distrahere dig, desillusionere dig, skuffe dig eller nedgøre dig – du bliver nødt til at beslutte dig for ikke at lade det sabotere din dag.

Du må vælge, om du vil kæmpe troens gode kamp for at opfylde dit formål. Vælge at vandre i tro og ikke ved syn for at komme derhen, hvor Gud leder dig. Vælge at holde fast i Guds løfter, når du bliver bombarderet af fjendens løgne. Vælge at stole på Gud, når du ikke kan finde ham. Vælge at tro på Gud, selv når du er ved at bukke under for kendsgerningerne i dine omstændigheder.

At være stærk og meget modig er også at kaste sin afmagt på Gud og dele sin frygt, og så holde fast i, at din Gud er med dig alle dage.

Efeserne 6 v10: I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke.

Kan du huske sangen ”Be bold, be strong”?

Vær modig, vær stærk, for Herren din Gud er med dig.
Vær modig, vær stærk, for Herren din Gud er med dig.
Jeg er ikke bange, jeg er ikke forfærdet
Fordi jeg går i tro og sejr. Kom og gå i tro og sejr.
For Herren din Gud er med dig.

 

REFLEKSION

  • Hvor er dit fokus i omstændighederne?
  • På dig selv?
  • På Herren din Gud?

BØN
Kære Gud, jeg beder om, at du vil give mig al visdom og åndelig indsigt, så jeg må få fuld kundskab om din vilje, så jeg kan leve, som du vil det, på alle måder dig til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om dig og styrkes med al kraft ved din herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Onsdag d. 23/11: Visions- og budgetmøde i City Kirken, kl. 19:30 i Huset, Ahornvej 3 i Taastrup

Søndag d. 27/11 kl. 11: Fælles JULE-cafégudstjeneste med Familiekirken og City Kirken