Som menighed er vi midt i en proces for tiden. Vi bliver udfordret på, hvad det betyder for os at være kristne, og at være kirke.
Det er en central kristen tanke, at vi ikke lever for os selv. Vi lever i et fællesskab med Gud og med hinanden, som forpligter os. Anders Hyldgård læste for nyligt følgende for os som indledningsord til gudstjenesten (Kol. 3:17):
Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.
Denne opfording finder vi flere steder i Det Nye Testamente, f.eks. i begyndelsen af Rom. 12:
Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.
Men hvordan skal det gøres i praksis?
Allerførst er det nødvendigt at “lade Guds Ånd forvandle vores tanker og vaner”. Det er ikke meningen, at vi skal være styret af samme tankegang, som vi kender fra resten af “verden”. Derfor må vi studere Bibelen for at lære Guds tankegang (bedre) at kende. Og vi må bede ham om at pege på de ting, der trænger til at blive forvandlet hos mig – og give ham lov til at gøre det!
Det vil ende med, at der bliver lavet ting om i vores liv.
Men disse forandringer kan betyde, at ting vil blive sat til side, som før fyldte i vores liv. Ønsker Gud da at tage noget fra os? Måske – men kun fordi der ikke er plads til det “gamle”, når det, han har i tanke for os, skal være der. Og vi kan være sikre på, at de ting, han har planlagt for os, er bedre end dem, der bliver skubbet ud.
Spørgsmålet er, om vi er sikre på dette? Om vi hver især tør stole så meget på Gud, at vi ikke alene vil tro ham for vores evige frelse, men endda også for vores jordiske forhold? Tør vi sige til ham, at vi vil gå derhen, hvor han sender os, uden at have fået detaljeret besked om destinationen og hele rejseplanen først? Tør vi stole på, at hvis han udfordrer os til at give økonomisk, så vil han samtidig også sørge for det, vi har behov for?
Disse to eksempler er fra et par af de seneste gudstjenester, hvor hhv. Winterford og Lisbeth Lund-Hansen prædikede.
Per Bækgaard har taget en anden side af sagen op, nemlig at vi nogle gange kan være usikre på, hvad det konkret er, Gud ønsker, vi – eller jeg, den enkelte – skal gøre. Per pegede på Jesu ord om at “bed, så skal I få” (Matt. 7:7). Gud vil, at vi skal udtrykke vores længsel, vores bøn. Bed Gud vise dig, hvad hans vilje for dig er – og tænk samtidig over, hvad det er, du i dit hjerte længes efter. Det kan være en ledetråd til svaret. Er du ikke klar over, hvad Guds vilje for dit liv er, så er det er din absolut vigtigste opgave at finde ud af det!
Når vi hver især har svarene på disse spørgsmål, kan vi også svare på dem som menighed.