Hvilken vej ser du?

Esajas’ bog 43 v18-19: Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken.

Du kan ikke gå tilbage i livet, du kan kun gå fremad. Du kan længes efter, hvordan tingene plejede at være, men det ændrer ikke på noget. Du kan også vælge at stole på, at Gud kan gøre noget helt nyt.

Gud er de gode nyheders Gud. Han laver ikke de samme gamle ting hele tiden. Gud ønsker fornyelse i vores liv og i hans kirke.

Det fantastiske er, at Gud ikke ønsker, at vi skal sidde fast i fortiden. Fortiden er forbi, den er som en ørken uden liv. Husk ikke på, siger Gud.

Men mennesker er ikke altid interesserede i de nye ting, som Gud gør. Nogle gange drømmer vi om fortiden og siger: “Jeg ville ønske, jeg var tilbage i den tid, eller periode af mit liv, hvor vi gjorde sådan og sådan.” Men at ønske sig fortiden tilbage er som at kigge i bakspejlet, mens man kører fremad – og så kigger man ikke ud af forruden. Det kommer der aldrig noget godt ud af.

Før du kan omfavne de nye ting, Gud vil gøre i dit og i kirkens liv, må du gøre op med dig selv og din indstilling til det, at Gud ønsker at gøre noget nyt.

Jeg valgte ordet “omfavne” med vilje. Hvorfor? Fordi “omfavnelse” betyder mere end bare at være enig i noget eller modvilligt at acceptere det. Det betyder at være tilfreds, glad for eller endda elske det! Gud ønsker, at vi skal omfavne de nye ting, han gør. Udfordringen kan være at få øje på det.

REFLEKSION

  • Hvorfor ønsker Gud ikke, at du skal dvæle ved fortiden?
  • På hvilke områder har du svært ved at omfavne nye ting?
  • Hvordan kan du kende det nye, som Gud ønsker i dit og kirkens liv?

BØN
Kære Gud, tak for dit perspektiv. Hjælp mig til at tilpasse mig noget, som er højere og større, end jeg nogensinde havde drømt var muligt. Gud, jeg beder om, at du vil forberede mit hjerte og min tanke til at forstå din vilje. Åbn mine øjne for dine veje og pust du liv i troen – min tro på det umulige. For du er det overnaturliges og det umuliges Gud. Amen

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Onsdag d. 23/11: Visions- og budgetmøde i City Kirken, kl. 19:30 i Huset, Ahornvej 3 i Taastrup

Søndag d. 27/11: Fælles JULE-cafégudstjeneste med Familiekirken og City Kirken