Vær velkommen Herrens år

Klokken 12 nytårsaften synger mange mennesker med på denne sang “Vær velkommen Herrens år”. En dejlig anledning til at indvie det nye år til Gud og sige: Gud, dette år et dit, lad din vilje ske i og igennem mit liv.
Gud har en plan for dit liv i 2021 og han har også en tidsplan for den plan. Alligevel forklarer Gud aldrig sin tidsplan. Det behøver han ikke – han er Gud, og du kan stole på, at han har de bedste interesser i sine tanker for dig.

Tillid og tålmodhed er derfor vigtige elementer, når vi går ind i det nye år på Guds betingelser og sætter Gud foran alt andet; altså vi velkommer Herrens år.
Utålmodighed er grundlæggende manglende tillid. Når du er utålmodig, siger du, “Gud, jeg stoler ikke rigtig på dig og din timing, så jeg bliver nok nødt til at hjælpe dig lidt.”
Ud af bekymring begynder man så at skynde sig, tage hurtige beslutninger, fordi man ikke stoler på, at Gud handler på det rigtige tidspunkt eller på den rigtige måde.
Når børn vokser op, så lærer de forskellen mellem “nej” og “endnu ikke.” En forsinkelse er ikke at Gud vil fornægte dig noget, eller at han har glemt dig. Gud kender det rigtige tidspunkt og den rigtige vej. Han har en plan og en tidsplan og hans timing er perfekt.
I Hab. 2 v2-3 står der: Herren svarede mig: »Skriv synet tydeligt på tavler, så det er let at læse. For synet gælder først den fastsatte tid, det vidner om enden, og det bedrager ikke. Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke.«
Som menneske er det let at spekulere over en masse ting. Hvordan skal det gå osv. Vi kender møllen, og alligevel har bekymring aldrig bragt noget godt med sig eller løst nogens problemer. Faktisk er det ok at sige, at der er meget, som jeg i virkeligheden ikke har styr på eller kontrol over. Det fantastiske er så bare, at jeg som kristen også kan sige, at jeg kender en, som har styr på det hele. Både i 2021 og helt til endens tid, som Habakkuk skrev. Han hedder Jesus Kristus og han er Alpha og Omega i mit liv.

Prøv at overveje disse refleksioner: Hvornår var det nødvendigt at lære forskellen mellem Guds ”nej” og hans ”endnu ikke” i dit liv? Hvilken tanker, løfter eller visioner har Gud givet dig, som du stadig venter på, at han skal opfylde? Hvad tror du, at Gud vil have dig til at gøre, mens du venter på ham og hans timing?
Et godt nytår er at gå ind i det nye år med den vished, at Gud har styr på det, og derfor kan du og jeg være trygge og hvile i, at han, som er i jer, er større end han, som er i verden. 1 Joh.br. 4 v4.

Bøn
Tak Gud, at du altid bringer håb og glæde. Nu beder jeg om, at jeg må lære at tage imod dine løfter til mig og stole på dem i min hverdag. Tak, at jeg kan lægge det nye år over til dig. Hjælp mig til at holde fast i, at når du er for mig, hvem kan da være imod mig eller skille mig fra din kærlighed i 2021 og resten af mit liv. Amen

Må Gud velsigne dig med et rigtig godt nyt år! Vi ses den 3. januar til årets første søndagsgudstjeneste – igen online på https://www.citykirken.dk/online-soendage

Kærlig hilsen
Michael Jensen