Kategoriarkiv: Baggrund

Et grimt kirkeskilt blev en velsignelse

Pastor og profet Tom Bedford opfordrede til ydmyghed, kærlighed og bøn.

Der var flere, der græd eller snøftede, da den amerikanske seniorpastor og profet Tom Bedford besøgte City Kirken i Taastrup sidste gang. Men der var også mange smil.

Profeten Tom Bedford i City Kirken i Taastrup sammen med pastor Claus Mester-Christensen.
Profeten Tom Bedford i City Kirken i Taastrup sammen med pastor Claus Mester-Christensen.

Hans budskab var enkelt: Bøn og kærlighed er det vigtigste for enhver, der vil tjene Gud. Både for menighed og præster. Han talte imod kirke-konkurrence om at være først, størst og bedst – og imod at forsøge at kapre andres menigheder med prangende reklamer, lokaler og hektisk medievirksomhed. Og imod tomme ord.

Bøn og kærlighed samt mund-til-mund metoden har hjulpet ham og hans kirke med at tiltrække mennesker. Uden brug af alverdens medier og reklamer. Bortset fra et stort og grimt blåt vinylskilt. Gud søger mennesker, der vil ære Ham…som bliver kaldt ud af mørket. Gud gør der gennem jer. Også her. Gud ønsker at gøre Taastrup til en flod – ikke en ørken. Men Han kalder os nogle gange til at vente, indtil Han kommer med kraft, sagde Bedford.

Tom Bedford1Pastoren fortalte om, hvordan han som yngre kæmpede for at finde en inderlig kirke og menighed i Californien. Så mødte han David Hudson og flyttede til Midtvesten i 10 år. I 2011 blev han sendt tilbage til sin fødeby og er nu ledende præst i Bread of Life Church i Fresno, Californien. Fresno er midt i ørkenen. Åndeligt er det en ørken. Kirkegængerne var uden forventninger om, at noget kunne ske. Jeg måtte bede meget, da jeg vendte tilbage hertil. Det var det eneste, jeg havde og ved, hvordan jeg skal gøre. Jeg tilkaldte mine venner. Kun en håndfuld kom. Vi bad for vores by – for at familier og unge blev frelst. Og hver gang Herren sagde noget, så skrev vi det ned, fortalte han.

Byens bedste skilt

De besluttede sig for at sætte et skilt op på kirkebygningen. Firmaet, der skulle levere det, sendte et helt forkert skilt og gik konkurs dagen efter. Det var seks meter langt og to meter højt. Bogstaverne var forkerte, og det var i blåt vinyl, men de havde dog stavet rigtigt. Men det var grimt! Vi bad og bad. Unge, som Han sagde, vi skulle bede for, begyndte at dukke op – ud af ingenting. De var skøre, rigtigt skøre. Vi elskede dem alligevel. De havde venner. Dem tog de med. Snart havde vi brug for flere stole. Det blå skilt ligner en vittighed, men det er det eneste, vi har. Og det kan ses langt væk. Vi blev ved med at bede, vi græd, og vi bad. Der kom flere skøre mennesker. De tog deres venner med. Snart måtte vi flytte til større lokaler, fortalte han.

Så ville de have et nyt skilt. Men Herren sagde ”Lad være med at ændre skiltet”. De mest tåbelige ting i verden viser sig nogle gange at være kloge. Skiltet fik også her menigheden til at vokse. Nogle oplevede, at Helligånden faldt over dem, når de så det blå skilt.

En syg mand kom til os. Han havde været væk fra kirken i 20 år. Herrens kraft helbredte ham totalt. Han sad og rystede i Guds kraft i tre timer, før han kunne tage hjem. Senere kom hans børn. Jeg beder en time om dagen i kirken, fortalte Tom Bedford efter den bevægende gudstjeneste, der trak længe ud. Det var der vist ingen i City Kirken, der havde noget imod. Heller ikke dem, der lod tårerne få frit løb – ikke mindst under afslutningen, hvor profeten videregav ord til nogle af dem, der sagde ja til at tjene Herren.

Tom Bedford profeterede første gang, da han var 22 år og gik på et kristent universitet. Den kirke, han kom i, var ikke parat til ham. Jeg kunne se hemmelig synd i mennesker og i kirken, men de ville ikke konfrontere det. Jeg kunne for eksempel se utroskab. Så fandt jeg en anden kirke, der modtog profeter, sagde han.

Opfordringen i Taastrup lød i øvrigt også: Tag imod de skøre, de kriminelle, de seksuelt perverterede…tag imod alle – med kærlighed. Helligånden griber ind, så de kan gå fra at være skøre til bede-krigere!

Elsk de skøre, de skæve, de syge, elsk din næste – og grimme kirkeskilte.

 

Af Tina Varde

Foto: Per Bækgaard

Bibelen på mere end 100 mio mobiler

Mere end 500 år efter Guthenbergs første trykte udgaver har bibelen fået sit elektroniske gennembrud.

YouVersion.com kan man finde bibelen online på mange sprog (herunder også på hverdagsdansk), man kan finde læseplaner eller man kan gratis downloade en bibel app til sin telefon eller tablet. Både Android, iOS, Windows og Blackberry er understøttet.

Det har mere end 100 mio mennesker gjort siden 2008, og det gør nok YouVersion til den langt mest udbredte bibel app. Du kan læse mere om både YouVersion og organisationen bag på f.eks. New York Times.

Du kan også gå på opdagelse i mange forskellige oversættelser (heriblandt den danske Bibelen på hverdagsdansk), eller dele skriftsteder med dine venner via SMS, facebook, twitter eller email. Det mest delte skriftsted for tiden er iøvrigt Esajas 53:5.

Blandt brugere af YouVersion har 77% sagt at de oftere benytter bibelen, efter at de har fået den installeret på deres smartphone og dermed næsten altid har den ved hånden. 18% bruger app’en mens de er på toilettet…

De fejl som tidligere plagede den danske udgave er blevet rettet, og hvis du også gerne vil have adgang til en bibel fra din telefon eller tablet, så kan du trygt installere YouVersion på din smartphone.

Hvis du vil læse bibelen online på din computer eller have den med dig offline på din mobile enhed er der selvfølgelig også andre muligheder; se mere om bibler i vores ressource afsnit.

REFORMATION

4 aftener om reformatorer

Velkommen til 4 inspirerende aftener med en blanding af oplæg, video og reflektion
Start kl. 19.30 Varighed 1½-2 timer. Pris kr. 25,- pr. gang.
Kurset afholdes på Ahornvej 3, 2630 Taastrup

31. oktober 2012 – Johan Hus

100 år før Luther og Calvin stod han op for at Bibelen på sit eget sprog, kun frelse ved troen på Jesus og at Guds ord er den eneste autoritet.

28. november 2012 – Martin Luther

Hans protest forandret retningen for Vestens histori.

30. januar 2013 – Zwingli og Calvin.

Reformationen i Schweitz gav genlyd i store dele af verden.

28. februar 2013 – Anabaptisterne.

En nedtonet side af reformationen med gedigen indflydelse bl.a. har baptisterne mange rødder hos Anabaptisterne.

Oversvømmelser i Pakistan – dobbelt hjælp

I Danmark tænker vi måske ikke så meget mere på de oversvømmelser, der ramte Pakistan i september sidste år, men for de mennesker, der blev ramt, er det skam stadig alvor. City Kirken støtter et hjælpearbejde, som en kristen kirke i Islamabad har sat i gang blandt de allerværst ramte, og hvor man prøver at hjælpe dem igennem, til de kan klare sig selv igen.

Når man siger “oversvømmelse” i Pakistan, er der ikke bare tale om par kældre, der er løbet fulde af vand. Her handler det om, at hele huset er væk sammen med alle ens ejendele og madforråd, og det handler om, at afgrøderne er ødelagt; de afgrøder, som skulle have været grundlaget for tilværelsen indtil næste høst. Ved oversvømmelserne i 2011 blev 9 millioner mennesker ramt og 30.000 huse ødelagt. I de værst ramte områder er hele landsbyer vasket væk, og veje og anden infrastruktur er ødelagte.

Det hjælpearbejde, vi støtter, har særligt fokus på dem, der har sværest ved at klare situationen selv, hvilket i Pakistan især er familier uden en mandlig forsørger, og handicappede. I begyndelsen drejede det sig om nødhjælp i form af rent vand, mad og ly, men også medicinsk hjælp for at undgå diarré og kolera. Da vinteren kom, blev der også behov for varmt tøj, og til foråret var det moskitonet. Og hele tiden arbejder man på rehabilitering, og — indtil situationen er stabil — fødevarehjælp.

Der er mange skæbner som f.eks. den 15-årige Sana, der fortæller “jeg er moderløs og bor hos min gamle far. Da oversvømmelsen kom, sov jeg derhjemme. Så snart jeg så vand i huset, flygtede vi med det samme. Vi prøvede at redde vores ting men kunne ikke. Jeg mistede mange ting under oversvømmelsen. Vi havde ikke andet tøj at tage på og ingenting at spise. Nu har vi noget at spise og håb om liv.”

Arbejdet er organiseret af en lokal kirke, som har undersøgt de faktiske forhold i de ramte provinser (Punjab og Sindh i den sydlige del af Pakistan), og som fokuserer arbejdet på 6 landsbyer i området omkring Indus-flodens udløb øst for Karachi. Kirken har erfaring med hjælpearbejde efter det store jordskælv i 2005 og har også hjulpet på samme måde efter oversvømmelsen forrige år, altså 2010.

Kirken hedder Spring Branch Church Ministries fordi den har sit bagland hos en amerikansk kirke, Spring Branch Community Church. Den kirke kender vi lidt, eftersom deres præst, Michael Simone, besøgte os i november 2008, og han har anbefalet dette hjælpearbejde overfor os. Det er også den kirke, der støtter Willow Creek Danmarks arbejde. Den pakistanske præst, Latif Masih, kommer for øvrigt på besøg hos os i slutningen af oktober, hvor han alligevel er i Danmark.

Fra City Kirken har vi støttet hjælpearbejdet i Pakistan i 2011 og foråret 2012, og man kan give til til formålet ved at sætte et beløb ind på kirkens bankkonto i Basisbank 1671-996645, mærket “Pakistan”. (Hvis du ønsker fradrag over 14.500 kr-reglen, skal du skrive dit givernummer på også.) Hvis du vil hjælpe på denne måde, bliver det til dobbelt hjælp, for vi har kontakt med en giver, der har lovet at matche enhver gave, der kommer ind! Vi satser på at samle i hvert fald 6.000 kr ind, som så vil blive fordoblet til 12.000 kr til gavn for dem, der er hårdest ramt efter oversvømmelserne.