City Kirken’s “officielle” blog

Som menighed er vi midt i en proces for tiden. Vi bliver udfordret på, hvad det betyder for os at være kristne, og at være kirke.

Det er en central kristen tanke, at vi ikke lever for os selv. Vi lever i et fællesskab med Gud og med hinanden, som forpligter os. Anders Hyldgård læste for nyligt følgende for os som indledningsord til gudstjenesten (Kol. 3:17):

Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.

Denne opfording finder vi flere steder i Det Nye Testamente, f.eks. i begyndelsen af Rom. 12:

Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.

Men hvordan skal det gøres i praksis?

Allerførst er det nødvendigt at “lade Guds Ånd forvandle vores tanker og vaner”. Det er ikke meningen, at vi skal være styret af samme tankegang, som vi kender fra resten af “verden”. Derfor må vi studere Bibelen for at lære Guds tankegang (bedre) at kende. Og vi må bede ham om at pege på de ting, der trænger til at blive forvandlet hos mig – og give ham lov til at gøre det!

Det vil ende med, at der bliver lavet ting om i vores liv.

Men disse forandringer kan betyde, at ting vil blive sat til side, som før fyldte i vores liv. Ønsker Gud da at tage noget fra os? Måske – men kun fordi der ikke er plads til det “gamle”, når det, han har i tanke for os, skal være der. Og vi kan være sikre på, at de ting, han har planlagt for os, er bedre end dem, der bliver skubbet ud.

Spørgsmålet er, om vi er sikre på dette? Om vi hver især tør stole så meget på Gud, at vi ikke alene vil tro ham for vores evige frelse, men endda også for vores jordiske forhold? Tør vi sige til ham, at vi vil gå derhen, hvor han sender os, uden at have fået detaljeret besked om destinationen og hele rejseplanen først? Tør vi stole på, at hvis han udfordrer os til at give økonomisk, så vil han samtidig også sørge for det, vi har behov for?

Disse to eksempler er fra et par af de seneste gudstjenester, hvor hhv. Winterford og Lisbeth Lund-Hansen prædikede.

Per Bækgaard har taget en anden side af sagen op, nemlig at vi nogle gange kan være usikre på, hvad det konkret er, Gud ønsker, vi – eller jeg, den enkelte – skal gøre. Per pegede på Jesu ord om at “bed, så skal I få” (Matt. 7:7). Gud vil, at vi skal udtrykke vores længsel, vores bøn. Bed Gud vise dig, hvad hans vilje for dig er – og tænk samtidig over, hvad det er, du i dit hjerte længes efter. Det kan være en ledetråd til svaret. Er du ikke klar over, hvad Guds vilje for dit liv er, så er det er din absolut vigtigste opgave at finde ud af det!

Når vi hver især har svarene på disse spørgsmål, kan vi også svare på dem som menighed.

Selva Prabhakar fra New Delhi var på besøg i City Kirken d. 8. juli, og han holdt som altid en inspirerende prædiken for en sommer-ramt menighed. Prædikenen kan jeg ikke gengive her, men jeg syntes at de 4 punkter han tog frem fra Matt 14:22-32 er værd at repetere.

Vers 28-32 lyder sådan her:

Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

De fire punkter, Selva tog op, var følgende:

1. Peter spurgte Jesus om lov til at træde ud på vandet før han gik ud på bølgerne. Peter var ofte var den der selv tog initiativ, men her er han et godt eksempel for os. Måske er vi også nogle gange alt for impulsive, som Peter, og kaster os ud i nye ting på en indskydelse. Men spørg Gud om vejledning først, vent, og gå ikke altid på den første indskydelse.
2. Peter blev bange, og begyndte at synke. Peter tvivlede på sin egen kunnen og på holdbarheden af Jesu ord. Når vi får problemer, kan de være forårsaget af vores egen tvivl. Nogle gange er der omstændigheder omkring os som vi ikke kan påvirke. Men ofte har vi selv ihvertfald et medansvar for vores egen situation. Vi kan være tilbøjelige til at skyde skylden på andre — familie, venner, kolleger, samfundet. Det kan være svært at se os selv objektivt, men vi har brug for at tage ansvar og se situationen i øjnene som den er.
3. Peter henvendte sig til Jesus efter hjælp. Hvis han havde vendt sig om, havde han se en række professionelle fiskere, som var vant til at færdes på havet. Vi har i vores samfund adgang til en lang række professionelle, og dem kan det være godt at benytte sig af. Gå til lægen, hvis du er syg. Tal med din bankrådgiver, hvis du mangler penge. Men når vi er der, hvor vi bogstaveligt talt ikke kan bunde, er der ingen anden hjælp end Jesus. Og måske er det sådan at Jesus også i mange andre situationer er den, der bedst kan hjælpe os.
4. Jesus rækker ud til Peter, på trods af hans fejl og hans tvivl. Gud kommer os i møde, og rækker ud til os, selvom vores tro er så lille at den næsten ikke er til at få øje på. Det er opmuntrende at vide. Og måske kan det gøre det nemmere for os at turde se virkeligheden i øjnene!

En af de diskussioner, som en gang imellem dukker op når snakken falder på mere løse kirke-strukturer som de nogle gange f.eks. fremtræder i ”Emerging Church” begrebet, er, hvad der definerer et kristent fællesskab. Med andre ord, hvornår kan man sige at noget er en ”kirke”?

Der er naturligvis mange måder at være kristen på. Og der er mange bud på hvordan man kan være kirke sammen. Emerging Church tankegangen, som man f.eks. kan læse om den her nævner en række elementer som kendetegn:

• Meget kreativ tilgang til tilbedelse og spirituel refleksion.
• En minimalistisk og decentral organisationsstruktur.
• En fleksibel tilgang til teologiske spørgsmål hvor individuelle forskelle i tro, tilhørsforhold, ortodoksi og moral accepteres i et større omfang end i visse andre kirker.
• En mere holistisk opfattelse af kirkens rolle i samfundet.
• Et ønske om at genlæse Bibelen, tage dens budskab seriøst i forhold til dens kulturelle samtid, og nå frem til en ”rekonstrueret teologi, der er fri for modernistisk bagage”.
• En holistisk spiritualitet, hvor man søger tilbage i traditionens rigdom.

Jeg tror umiddelbart at jeg ville føle mig fint tilpas i sådan en sammenhæng. Men andre har haft sværere ved det, og det har måske affødt kritik. For hvornår gør man ting så anderledes at andre kristne måske ikke kan kende sig hjemme i det?

Når man prøver at forstå særlige kendetegn, så kan det være til hjælp at dele dem ind i grupper.

Nogle ting kan handle om at tolke bibelen og troen ind i ens egen samtid. Det kan måske dreje sig om forskellige organisations-strukturer, mødetider, eller mødeformer. Eller det kan måske være et spørgsmål om sprog, stil, og påklædning.

Andre ting kan handle om at genopdage tabte værdier. Ting, som måske tidligere har været en vigtig del af kirkens liv kan være gået tabt, og har brug for at blive genopdaget. Det tror jeg f.eks. reformationen til dels handlede om. Og i dag tror jeg måske dele af den østlige ortodokse kirkes meditative og mere kontemplative indgang er i færd med at blive genopdaget.

En tredje ting handler om at betone visse elementer af kristenlivet frem for andre. Det er måske i høj grad det, som adskiller kirkesamfundene i dag. Det kan give anledning til alvorlige diskussioner, men er måske i bund og grund ikke så fundamentalt at det adskiller os væsentligt.

Men det afføder et grundlæggende spørgsmål: Hvad er essentielt?

Jeg lærte engang en huske-remse af Chresten Eskildsen, som nu er præst i Bethelkirken i Aalborg: Det handlede om at holde fast ved de 4 B’er nævnt i Ap.G. 2:42, og som kendetegnede den første kristne kirke: Bibelen, Brødrene, Bønnerne og Brødsbrydelse.

De 4 B’er drejer sig selvfølgelig om at holde fast i ordet (bibelen), i fællesskabet med hinanden (brødrene), i kirkens og den enkeltes bønsliv (bønnen), og i nadveren og fællesskabet med den opstandne Jesus (brødsbrydelse).

Jeg tror, at alle 4 elementer – på den ene eller anden måde – må være til stede, hvis man vil være kirke sammen. Derudover tror jeg at et 5. kendetegn var at kirken var – og skal vedblive at være –”missional”, hvilket vil sige at kirken skal leve i konstant mission.

Resten er måske i virkeligheden i høj grad et spørgsmål om stil.

For hvad er virkelig vigtigt? Det er udfordringen til at søge Jesus, grave i og leve af Ordet, og i fællesskab leve det kristne liv ud i den verden vi er i, på en måde som er relevant og forståelig for mennesker omkring os!

Jesus siger: Hver dag har nok i sin egen plage. Vi skal ikke bekymre os om dagen i morgen.

Hvis man køre ned ad en stejl bakke på ski for første gang, så kan det være svært hvis man kikker helt ned for enden af bakken og ser hvor langt man skal køre. Jeg har faktisk set mennesker som har stået stille og pludselig er væltet, på det nærmeste overmandet af en den tilsyneladende uoverstigelige udfordring som lå foran dem.

Men hvis man i stedet fokuserer på de næste 20m, så går det nok. Og når man har klaret dem, så kan man jo tage 20m mere efter at have sundet sig. Hvis man bliver ved, så kommer men helt hed ad bakken til sidst. Det samme gælder hvis man spiser en elefant… hvis man bare tager en lille bid ad gangen, så vil man til sidst have spist hele elefanten.

Det er et godt princip generelt: evnen til at fokusere og til at tage én ting ad gangen, en lille bid ad gangen. Hold retningen, og bliv ved, så kommer du frem. På den måde kan man spare sig mange unødige bekymringer.

Men Jesus mente noget mere end dette: Han ville også gerne have os til at forstå, at Gud har omsorg for os. Måske har Gud allerede beredt en vej for os, der hvor vi ellers havde bekymret os så meget at vi var gået helt i stå!

Så lad os være frimodige og gå fremad i tillid til at Gud er med os. Lad os ikke hele tiden gå på af bekymringer som ligger langt ude i fremtiden, men lad os blive ved med at bevæge os, så længe der bare er klarhed over hvor det næste skridt fremad skal gå!

I går aftes kom vi hjem fra skiferie, og da vi både manglede mælk og bilen trængte voldsomt til at blive vasket, kørte jeg ned på tanken for at få det klaret.

Det gav anledning til en praktisk observation af begrebet fællesskab…

Når vi 20. generations danskere vasker bil, så er det som regel (statistisk set) Far som kører ned og får den vasket. Og det sker sandsynligvis lørdag formiddag.

Søndag aften, derimod, var der mange danskere af anden etnisk oprindelse som havde valgt at få vasket bilen. Og det skete ikke ved at Far kørte derned alene. Nej, der var som regel to personer i hver bil. Og når bilen var vasket, så gav det anledning til en kop kaffe og en hyggesnak hen over taget, mens antennen igen blev skruet på og viskerne lige checket en ekstra gang, inden turen igen gik hjemover.

Og når man mødte andre man kendte i en anden bil, så hilste man ikke bare med et afmålt nik. Nej, der var håndtryk, højrøstede udråb og skulderklap. Og når man efter et par minutter gik hver til sit igen, så gentog samme hilsen sig, måske afsluttet med et knus eller kindkys.

Og ja, selvfølgelig var konen og børnene nok derhjemme, og det var sikkert hektisk på hjemmefronten søndag aften med madpakker og andet. Og måske havde det været bedre at Far havde været hjemme for at hjælpe.

Men alligevel fik det mig til at tænke.

Hvordan udtrykker vi vores fællesskab? Kan det ses og fornemmes af andre?

Husker vi at værdsætte fællesskabet, og give udtryk for det overfor hinanden?

Husker vi at bruge små anledninger til at være sammen, og til at dele vores liv og indtryk fra en travl hverdag med hinanden?

Jeg glæder mig som regel altid til at komme i kirke søndag formiddag. Og ikke mindst fordi det er en god anledning til at snakke med andre venner, og høre hvordan de har det, og måske dele hvad der sker i mit liv.

I den senere tid er debatten om troen i det offentlige rum blevet intensiveret. Senest, i denne uge, var der et længere indslag i TV-Avisen på DR om nogle ateister som udtrykte deres ønske om at få troen ud af det offentlige rum. Ifølge dem må troen være en privat sag, som ikke bør påvirke vores “objektivitet”. For dem, tror jeg, må det grundlæggende værdisæt være en rent humanistisk indstilling: Hvorvidt en ting er god eller dårlig afhænger alene af hvilken påvirkning den har på ”mennesket”. Om ”mennesket” så her er det enkelte individ eller samfundet som helhed må stå åbent… men denne norm er så åbenbart, efter deres mening, mere objektiv end en religiøs tilgang til livet er.

Jeg vil nu umiddelbart mene et sådant værdisæt bliver mere subjektivt, specielt hvis den baserer sig på hvad der godt eller skidt for ”mig”, den enkelte selv. Men det lader vi ligge i denne omgang.

En mere væsentlig diskussion er nemlig om troen bliver erklæret for privat eller personlig!

I sin nytårstale, og ved andre lejligheder, har vores statsminister givet udtryk for et ønske om at holde religionen ude af det offentlige rum. Religion må være en privat sag, bliver det hævdet. Med andre ord: Det er i orden at tro, så længe det foregår adskilt fra vores offentlige liv, og så længe det ikke har konsekvenser for vores optræden udadtil.

Det er måske også den nemmeste måde at gøre op med radikale fundamentalister: At hævde at her, i Danmark, er vi strengt objektive, og bøjer os ikke for argumenter der har reference til andet end noget vi kan måle og veje. På den måde kan man jo forsøge at afvise mange diskussioner.

Men det virker ikke. For nedenunder denne hævdede objektivitet ligger et værdisæt, et menneskesyn, som påvirker den enkeltes valg. Som kristne tror vi at Gud skabte hele verden, incl det enkelte menneske, og at vi skal værne om den, ligesom vi skal værdsætte og respektere hinanden. Andre har måske et andet udgangspunkt. Men vi har det tilfælles, at vi ud fra vores grundlæggende overbevisning når frem til beslutninger om dagligdagen og om hvordan vi vil leve vores liv.

På den måde kan vi måske være enige med nogle, hvad enten det nu er ateister, humanister eller anderledes troende, i deres holdninger og meninger om dagligdags ting, mens der vil være andre igen, vi ikke er enige med. Der er ikke noget i vejen for at vi som kristne f.eks. sammen med muslimer går foran og rydder skrald væk fra vores by, eller sammen med ikke-religiøse eller statslige organer yder nødhjælp til katastroferamte, osv.

Men under alle omstændigheder: Det, vi tror på, påvirker vores holdninger og syn på hinanden og på hele samfundet. Hvis nogen påberåber sig en tro som er privat og ikke har konsekvenser, så ville jeg hævde at det nok ikke alligevel var et rigtigt værdisæt eller en rigtig tro.

Og faktisk tror jeg på langt sigt at det er bedre at stå ved sit værdigrundlag offentligt end at skjule det, selvom det kan føre til uenighed. Jeg vil faktisk gerne kende andre menneskers værdisæt og vide hvad de tror på og står for, f.eks.. hvis de stiller op til en tillidspost hvor de måske skal forvalte mine interesser!

Selvfølgelig kan ingen kræve at andre skal tro det samme som dem. Troen er en personlig ting, og et valg for det enkelte menneske. Og min tro kan aldrig bruges som et vandtæt argument for en sag overfor et andet menneske som ikke deler samme tro. Derfor tvinges vi også til at kunne stå ved vores valg selv overfor andre, som tror noget andet. Det kan være svært – men situationen er måske i virkeligheden ikke så meget anderledes end hvad vi ser i f.eks. politik, hvor de forskellige partier med forskelligt udgangspunkt alligevel kan være enige om en lang række ting i praksis på tværs af partiskel.

Så lad os ikke vælge den ”nemmeste løsning”, som på langt sigt kan vise sig at være den ”farligste” fordi den holder ting skjult. Lad troen være en personlig ting, men ikke en privat ting!

Lad os være enige om at den enkeltes ret til at vælge frit er vigtig. Men dette valg må ske på baggrund af oplysning. Og hvis vi prøver at holde alle religiøse synspunkter ude af debatten ved på forhånd at erklære dem uønskede, så kan der ikke være sand oplysning!

Fundamentalisme nævnes ofte som et skrækeksempel i denne debat. Men ordet ”fundamental” har i denne debat mindste to betydninger som vi må adskille: 1) Det kan bruges om personer, som ikke ikke vil høre eller forstå andre(s) synspunkter, men det det kan også 2) Udtrykke at troen på Gud som skaber og frelser er mere fundamental end andre ting i livet, og vi accepterer nogle gange at vi ikke forstår alt.

Jeg er fundamentalist i betydningen 2) ovenfor. Jeg er bange for, at de, som gerne vil have troen ud af det offentlige rum, i virkeligheden selv er det i betydningen 1) ovenfor!

Så lad os stå fast på retten til at forkynde evangeliet. Troen er personlig, ja, men ikke privat!

Update: For et par dage siden faldt jeg over denne artikel: “Religion har erobret det offentlige rum“. Interessant at se, at selvom nogle ønsker det endelige opgør med troen nu, så er der faktisk 6 gange så megen snak om tro end der var for 20 år siden!

Der har været en del skriverier i denne uge om Helmuth Nyborgs seneste undersøgelse, som angiveligt viser at troende i gennemsnit har en lavere IQ end gennemsnittet af befolkningen.

Jvf. KD siger Nyborg: “Man bliver ikke dummere af at tro på Gud. Men noget tyder på, at der blandt mennesker med en lav intelligens er en øget tendens til at søge tilflugt i en religion som svar på livets svære spørgsmål.”

Umiddelbart kan det jo lyde lidt beskæmmende. At vi, som har valgt at tro på Gud, måske — statistisk set — er mere naive end andre. Man kommer måske nemt til at tænke på Paulus’ ord: “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft“. Men der kan også være andre forklaringer.

For det første er det ikke sikkert at der er en årsagssammenhæng, altså at det ene medfører det andet. Det kan godt være der er en sammenhæng mellem antallet af fødsler og mængden af storke i årtiet 1920 til 1930. Men måske er det fordi der af andre årsager bliver født flest børn på det tidspunkt, hvor der tilfældigvis også ses flest storke i landet. Det skyldes formodentlig ikke at storken kommer med børnene.

For det andet er det ikke sikkert at IQ begrebet er så absolut som vi nogen gange opfatter det. Måske er man ikke født med en bestemt IQ; måske afhænger ens IQ også af andre ting som f.eks. uddannelse, opdragelse og omgivelser. Og måske fostrer visse miljøer både en høj IQ og en ikke-troende tilgang til livet.

For det tredie er IQ ikke alt. Der er mange andre måder at tale om, og måle på, evner. Følelsesmæssig intelligens har tidligere været fremme. I visse, måske ny-religiøse miljøer, snakker man om spirituel intelligens… Og der er mange andre. Måske er den måde, vi normalt måler intelligens på, blot et udtryk for visse sider af intelligensen, som favoriserer en streng rationel tilgangsvinkel, og som i nogle tilfælde kommer til udtryk på en måde der kan gøre det “svært” at udtrykke ikke-rationelle sider af livet?

Der er masser af eksempler på højt intelligente mennesker som selv var troende eller holdt fast i retten til at tro. Einstein, Bohr, Kirkegaard, Newton… for nu blot at nævne nogle af de mere kendte.

Endelig er det måske værd at huske at en forskel i IQ på 5.8 (som var undersøgelsens resultat) ikke er ret meget… Forskellen på en AGF fan og en FCK fan’s IQ er statistisk set omkring 6 (jeg tør ikke sige hvis der er højest). De, som foretrækker jazz, har i gennemsnit en 8 point højere IQ end de, som hører country… og Renault kørere ligger 9 point højere end BMW kørere… Bemærk at sidstnævnte tal stammer fra TV2’s intelligenstest i 2005, og ikke fra Helmuth Nyborg.

Hvad kan vi lære af denne undersøgelse? Måske kan vi lytte lidt til debatten, og bide mærke i at at udsagnet åbenbart vinder genklang hos nogle mennesker, der mener at kristne er ureflekterede. Og måske er det her en mulighed for at vise at kristne hverken er dumme, ureflekterede eller mere naive end andre. Selvom vi måske er mere heldige end andre har været indtil nu, i den forstand at vi har fået lov til at se et glimt af Gud!

“Vær autentisk”, sagde Karen Margrete Kirk,
som besøgte os sidste søndag sammen med sin mand, Poul Kirk.

Det meste af denne uge har jeg været på rejse i Japan, og har tænkt en del over hvad Karen Margrethe og Poul sagde.

Hvor er det vigtigt at være oprigtig og autentisk i det vi gør. Nogle gange kan vi som kristne være tilbøjelige til at give hurtige svar, som vist mere er præget af overfladiskhed end af eftertanke og oprigtighed. Men Jesus stillede ofte spørgsmål i stedet for at give hurtige svar!

Verden omkring os har ikke brug for hurtige løsninger, men for dybe sandheder. Og sandheder erfarer man nu engang kun ved selv at søge efter dem, og ved at turde stille spørgsmål. Og hvis man selv tør stille spørgsmål og komme frem til nye erkendelser, så er det måske også nemmere at forholde sig til andre mennesker som stiller spørgmål.

De fleste opdagelser i verden er gjort af mennesker som har turdet stille spørgsmål. Som ikke har ladet sig nøje med status quo. Sådan er det også med troen. “Søg, så skal I finde“, siger Jesus.

Jeg ved jeg har nævnt disse tanker før. Men alligevel: Lad os “gribe bolden”, og bliver kendt som en kirke der har et dybt og oprigtigt fællesskab. På den måde har vi de bedste chancer for at give andre mennesker et autentisk svar, som når helt ind til hjertet og ikke bare bliver endnu en “hurtig løsning”!

Nogle af jer kender måske begrebet “Emerging Church” (eller her)? Der kan sikkert siges og skrives meget om dette forsøg på at være kirke i en postmoderne tid, men en central karakteristik er at evangeliet bl.a. forkyndes gennem hver enkelt kirkemedlems indflydelse på sine omgivelser i hverdagen — på arbejdspladsen, skolen, osv. At hver enkelt herigennem kan være med til at velsigne andre omkring sig. Og en erkendelse af at alle mennesker er på en vandring igennem livet, og gør sig erfaringer henimod (eller væk fra!) troen med forskellige skridtlængder.

Som kirke kan vi bedst hjælpe mennesker på vej ved at være oprigtige og dele vores egne erfaringer med dem. Ved at lytte, tage del i, og ved at velsigne andre med vores tid og evner.

Nogle gange sker det ved at vi gør det, vi er bedst til. Der, hvor vi måske føles os “kaldet”. Andre gange sker det måske bedst ved at udfylde et konkret behov.

Hvis du går forbi et dige med hul i, så har du to muligheder. Du kan enten stikke fingeren ind i hullet og stoppe lækagen og forhindre en katastrofe… eller du kan sige at det ikke er din primære tjeneste, og så gå videre og håbe på at der kommer en forbi, som er specialist i at stoppe huller i diger.

Men hvis alle tænker som den første person ovenfor, så er det ikke sikkert at hullet nogensinde bliver stoppet, og så vil katastrofen uundgåeligt indtræffe!

Gud give os styrke til at finde ud af hvor og hvordan vi bedst kan tjene ham.