Alle indlæg af Per Bækgaard

Menighedsledelsen konstitueret

Den nye menighedsledelse har afholdt  sit første møde, og har konstitueret sig selv med følgende poster:

  • Arne Christensen fortsætter som formand.
  • Per Bækgaard bliver ny næstformand
  • Michael Rask Christensen bliver ny sekretær.
  • Personaleudvalget (som bl.a. tager sig af de ansattes forhold) udgøres fremover af Jytte Skov-Pedersen og Arne Christensen.
  • Underskriftberettigede er Arne Christensen og Per Bækgaard, samt indenfor budget/aftale Claus Mester-Christensen.

På mødet — som blev afholdt i huset mens der var  fornøjelig MoJo aktivitet i haven — blev der derudover brugt tid på at snakke om mødestruktur og arbejdsform, kalender og en række andre praktiske ting, og vi havde en god bedestund sammen.

Menighedsledelsen er fortsat i forventing til hvad Gud vil gøre her på Vestegnen, og glæder sig over se at livet spire frem rundt omkring på mange måder, som det vel også kommer til udtryk i form af en rekord-stor tilslutning til menighedslejren i år!

Ægteskabskursus fuldtegnet

Ægteskabskurset, der startede d. 3. marts, er fuldtegnet og det er ikke længere muligt at melde sig til.

Hvis du er interesseret i at deltage på et tilsvarende kursus i løbet af efteråret, så henvend dig til City Kirken (se evt under kontakt) og du vil blive kontaktet når der er foreligger mere information.

Ægteskabskursus

City Kirken afholder kursus for ægtepar i perioden 3. marts til 26. maj 2011.

Ægteskabskurset er tilrettelagt over syv aftener, hvor  øvelser og samtaler det enkelte par imellem giver redskaber til at skabe et sundt og stærkt ægteskab, der varer hele livet.

Der vil være tid til at tale om de ting som man ofte ikke når at tale om i hverdagen, som f.eks.:

  • at lære hinandens behov bedre at kende
  • at blive bedre til at kommunikere
  • konfliktløsning
  • helbrede de sår, man har fået gennem livet – også af hinanden
  • finde ud af, hvad der får ægtefællen til at opleve sig elsket
  • et godt sexliv
  • at sætte tid af til hinanden – og have det sjovt

Parrenes privatliv respekteres, naturligvis. Der er ingen gruppediskussioner eller forventninger om, at man fortæller noget som helst om sit indbyrdes forhold til nogen andre.

Du kan læse mere om kurset og melde dig til online via City Kirkens hjemmeside under Tilmeldinger.

Om tjenersind

Temaet for gudstjenesten i dag, d. 6. februar 2011 var tjenersind.

Jesus lagde stor vægt på det at tjene hinanden og på at tjene andre. Når vi gør som Jesus også selv gjorde, så bringer vi Guds Rige nær i hverdagen. Det kan være helt konkrete handlinger, som på den måde kan tænde Guds Lys i verden omkring os.

Tænk over, hver dag i denne uge, hvordan du kan vise tjenersind og kan gøre måske bare en lille ting for en anden person.

Her er en række skriftsteder, som du måske kan læse og tænke over i denne uge, ét for hver dag. Du kan evt. slå dem op på www.bibelen.dk:

Mandag: Filipperbrevet 2:1-18 “Lydighed og ydmyghed efter Kristi sind”.

Tirsdag: Matt 10:24 “En discipel står ikke over sin mester”.

Onsdag: Luk 22:24-27 “Striden om at være den største”.

Torsdag: Mat 12:15-21 “Guds udvalgte tjener”.

Fredag: Joh 12:26 “At følge Jesus”.

Lørdag: 1. Pet 4:8-11 “Kærligheden skjuler mange synder”.

Søndag: Joh 15:9-17 “Kærlighedsbudet”.

Indsamling til ICBC

International City Baptist Church (ICBC) i København er en engelsktalende menighed som blev stiftet i 2001.

Menighedens leder, pastor Tony Acheampong, kom til Danmark som missionær i 2000, og brugte i starten City Kirken og huset på Ahornvej som base for sit arbejde blandt migranter. Der har derfor altid været et nært forhold mellem ICBC og City Kirken.

ICBC har hidtil boet til leje i Broholmkirken i Hvidovre. Korskirkens menighed, som ejer Broholmkirken, har længe ønsket at sælge denne, og ICBC vil meget gerne købe, men der har ikke hidtil været økonomisk mulighed herfor. Det har der imidlertidigt nu, men det kræver bl.a. at ICBC hurtigt kan samle ind til den kontante udbetaling.

ICBC har derfor brug for penge til en udbetaling på i alt 500.000 kr. Rigtigt mange baptistkirker i Danmark er med i en indsamling hertil, som vil løbe til årets udgang.

City Kirken vil naturligvis også gerne støtte dette formål, og samler derfor ind til ICBC de to første søndage i december. Hvis du gerne vil være med til at støtte ICBC’s køb af Broholmkirken, så tag et bidrag med til gudstjenesten og giv det i den løse kollekt.

Hvis du ikke har mulighed for at være til stede de pågældende søndage men stadig ønsker at give et bidrag, så snak enten med Brian Lund-Hansen, eller send evt. din gave direkte ved at sende pengene til ICBC’s konto i Nordea og anføre at de skal gå til køb af kirken. Kontoen har registreringsnummer 0320 og kontonr 6446568335.

Dåb ved stranden

På en af de første rigtige sommerdage i juni 2010 blev Kevin døbt på Ishøj Strand.

Hvis du gerne vil se hvordan en udendørs dåb kan forløbe, så klik her eller kik på den lille YouTube video nedenfor, som er lavet i bedste håndholdte hjemmevideo kameratelefon-stil.

E-mail fra City Kirken

Hvis du er medlem af City Kirken, så husk at du kan modtage indkaldelser og anden skriftlig kommunikation som email, i stedet for at få det udleveret eller sendt hjem til dig i en kuvert.
Du skal blot sende en email og skrive “brug.bare.email” efterfulgt af “@” og derefter “citykirken.dk” (uden mellemrum eller “-er) i modtagerfeltet. I din email skal du anføre hvilke medlemmer der gerne vil have tilsendt email i stedet for breve på den pågældende email adresse.

Revision af hjemmesiden…

City Kirken har en af landets ældste hjemmesider på nettet. Så vidt vi kan huske, så er de første designs tilbage fra en del før 1998 (men vi kan ikke helt huske hvor meget før…). Du kan se nogle af dem her på The Way Back Machine.

At blive “gammel på nettet” betyder desværre også at der er en risiko for at noget af materialet bliver forældet.

Vi har fornylig været igennem siderne for at finde ting som var åbenlyst forældede eller forkert, men hvis du finder andre ting som bør rettes, så må du meget gerne sige det til os. Det kan f.eks. ske ved at lægge en kommentar her på blog’en til denne post.

Har du andre kommentarer til hjemmesiden eller blog’en er du også meget velkommen til at skrive dem her.

Bemærk: Kan du ikke se kommentarfeltet, så skal du klikke på overskriften først eller der hvor der står “No comments” eller “N comments”. Bemærk at det er nødvendigt at skrive dine indlæg med angivelse af en gyldig mail adresse, så vi kan filtrere spam fra automatisk. Der kommer ca. 283 gange så meget spam som reelle kommentarer her på siden!

Ansættelse af ungdomsmedarbejder

På menighedsmødet d. 19. maj blev det besluttet at ansætte Allan Lund Hansen på deltid som ungdomsmedarbejder.

Allan er et kendt ansigt i kirken, og starter efter sommerferien sin videregående uddannelse. Samtidig vil han være ansat på deltid i kirken med særligt fokus på ungdomsarbejdet.

Allan starter d. 1. juli og vil blive “indsat” ved en gudstjeneste først på sommeren.

På samme menighedsmøde blev det iøvrigt besluttet at udvide budgetrammen for renovering af Huset på Ahornvej i forhold til det oprindelig budget. Kalle har sammen med en arbejdsgruppe lavet forslag til en forbedret indretning, og det arbejde vil nu blive sat i værk.