Pakistan

Bed for Pakistan! Igen…

Som vi skrev i marts, er der et stort pres på de kristne fra islamistiske grupper. I midten af juli blev den kirke, vi samarbejder med i Pakistan, angrebet af en flok mænd med køller og jernrør. Ikke et bombeangreb, men dog farligt nok. Politiet blev tilkaldt og kom heldigvis straks, men hovedmanden slap væk. Siden er det fortsat med trusler, bl.a. over telefonen.

På grund af truslerne har politiet i Islamad rådet kirkens præst, Latif Masih, til at flytte væk fra det sted, hvor kirken holder gudstjeneste, og han bor nu hos en ven. Han beder om forbøn for situationen, for kirken, og for ham selv og hans familie.

Bed for Pakistan!

Det er ikke let at være kristen i Pakistan. Som andre steder i den muslimske verden er der et stort pres på de kristne fra islamistiske grupper, og vi har fået mail om selvmordsbombeangreb på to tætliggende kirker i Lahore den 15. marts. Der rapporteres om 18 dræbte og 100 sårede, da angrebene skete i kirketiden. Et øjenvidne, Amir Masih, fortæller:Lahore-bombeangreb

“Jeg sad i en butik tæt ved kirken, da en eksplosion rystede området. Jeg løb hen imod stedet og så en sikkerhedsvagt kæmpe med en mand, som prøvede at komme ind i kirken. Da han ikke kunne komme ind, sprængte han sig selv i luften.” Sikkerhedsvagten døde også.

Bed for de kristne i Pakistan, at de må blive beskyttet mod angreb, men også at de må få kraft til at elske alle deres naboer – ikke kun de kristne – med Jesu kærlighed på trods af den uro og frygt, denne slags angreb helt naturligt fører med sig.

Hjælpearbejde i Pakistan

I et stykke tid har City Kirken støttet et hjælpearbejde, som en kristen kirke i Pakistan udfører blandt meget fattige mennesker tæt på Islamabad. Det drejer sig om to grupper mennesker: Nogle er drevet fra hus og hjem af oversvømmelser, andre af forfølgelser.

Når man siger “oversvømmelse” i Pakistan, er der ikke bare tale om par kældre eller vejtunneller, der er løbet fulde af vand. Her handler det om, at hele huset er væk sammen med alle ens ejendele og madforråd, og det handler om, at afgrøderne er ødelagt; de afgrøder, som skulle have været grundlaget for tilværelsen indtil næste høst. Ved oversvømmelserne i 2011, hvor dette hjælpearbejde startede, blev 9 millioner mennesker ramt og 30.000 huse ødelagt. I de værst ramte områder blev hele landsbyer skyllet væk, og veje og anden infrastruktur er ødelagte.

Det arbejde, vi støtter, har særligt fokus på dem, der har sværest ved at klare situationen selv, hvilket i Pakistan især er handicappede og familier uden en mandlig forsørger. I begyndelsen drejede det sig om nødhjælp i form af rent vand, mad og ly, men også medicinsk hjælp for at undgå diarré og kolera. Da vinteren kom, blev der også behov for varmt tøj, og i foråret var det moskitonet. Og hele tiden arbejder man på rehabilitering, og — indtil situationen er stabil — fødevarehjælp.

Der er mange skæbner som f.eks. den 15-årige Sana, der fortæller “jeg er moderløs og bor hos min gamle far. Da oversvømmelsen kom, sov jeg derhjemme. Så snart jeg så vand i huset, flygtede vi med det samme. Vi prøvede at redde vores ting men kunne ikke. Jeg mistede mange ting under oversvømmelsen. Vi havde ikke andet tøj at tage på og ingenting at spise. Nu har vi noget at spise og håb om liv.”

Arbejdet er organiseret af en lokal kirke, som har erfaring med hjælpearbejde efter det store jordskælv i 2005 og også har hjulpet på samme måde efter oversvømmelsen i 2010. Kirken har undersøgt de faktiske forhold i de ramte provinser (Punjab og Sindh i den sydlige del af Pakistan). Den gruppe mennesker, som man primært tager sig af, er blevet flyttet fra det overskyllede område til en interimistisk teltlejr tæt på hovedstaden, men har nu svært ved at få stablet en tilværelse på benene på det nye sted.

I august 2012 blev gruppen udvidet med mange kristne familier, der måtte flygte fra de kvarterer i Islamabad, hvor de boede, på grund af forfølgelse fra deres muslimske naboer. Dette skete efter at en 12-årig pige (Rimsha Masih) blev anklaget for blasfemi, hvilket kan straffes med døden i henhold til den pakistanske blasfemilov. Den slags sager skaber altid en voldsom furore, og selv om sagen viste sig at være uden hold i virkeligheden, kan familierne kan ikke længere vende tilbage til deres gamle kvarter og er nærmest “interne flygtninge” i Pakistan.

Kirken, vi arbejder sammen med, hedder Spring Branch Church Ministries fordi den har sit bagland hos en amerikansk kirke, Spring Branch Community Church. Den kirke kender vi lidt, eftersom deres præst, Michael Simone, besøgte os i november 2008, og han har anbefalet dette hjælpearbejde overfor os. Den pakistanske præst, Latif Masih, var på besøg hos os i slutningen af oktober 2014, hvor han var i Danmark i forbindelse med Willow Creek’s konference Global Leadership Summit.

En tanke om "Pakistan"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

… en levende frikirke på Københavns vestegn