I går aftes kom vi hjem fra skiferie, og da vi både manglede mælk og bilen trængte voldsomt til at blive vasket, kørte jeg ned på tanken for at få det klaret.

Det gav anledning til en praktisk observation af begrebet fællesskab…

Når vi 20. generations danskere vasker bil, så er det som regel (statistisk set) Far som kører ned og får den vasket. Og det sker sandsynligvis lørdag formiddag.

Søndag aften, derimod, var der mange danskere af anden etnisk oprindelse som havde valgt at få vasket bilen. Og det skete ikke ved at Far kørte derned alene. Nej, der var som regel to personer i hver bil. Og når bilen var vasket, så gav det anledning til en kop kaffe og en hyggesnak hen over taget, mens antennen igen blev skruet på og viskerne lige checket en ekstra gang, inden turen igen gik hjemover.

Og når man mødte andre man kendte i en anden bil, så hilste man ikke bare med et afmålt nik. Nej, der var håndtryk, højrøstede udråb og skulderklap. Og når man efter et par minutter gik hver til sit igen, så gentog samme hilsen sig, måske afsluttet med et knus eller kindkys.

Og ja, selvfølgelig var konen og børnene nok derhjemme, og det var sikkert hektisk på hjemmefronten søndag aften med madpakker og andet. Og måske havde det været bedre at Far havde været hjemme for at hjælpe.

Men alligevel fik det mig til at tænke.

Hvordan udtrykker vi vores fællesskab? Kan det ses og fornemmes af andre?

Husker vi at værdsætte fællesskabet, og give udtryk for det overfor hinanden?

Husker vi at bruge små anledninger til at være sammen, og til at dele vores liv og indtryk fra en travl hverdag med hinanden?

Jeg glæder mig som regel altid til at komme i kirke søndag formiddag. Og ikke mindst fordi det er en god anledning til at snakke med andre venner, og høre hvordan de har det, og måske dele hvad der sker i mit liv.