Fra menighedsledelsen, juni

En af de vigtigste opgaver for menighedsledelsen for tiden er naturligvis at arbejde med vores ansættelser. Det handler ikke kun om at finde en efterfølger til Claus Mester-Christensen, når han stopper som forstander med udgangen af august. Vi har også længe søgt efter en ungdomsmedarbejder, men vi har ikke fundet nogen endnu, hverken til den ene eller den anden stilling.

Ansættelsesudvalget har talt med en del kontakter uden at nå frem til et konkret navneforslag, men har også brugt tiden på at diskutere profil for den nye forstander. Det skal være en person, der kan bringe City Kirken videre i det mandat eller den opgave, vi har som kirke her på Vestegnen, og menighedsledelsen har fået det råd at gøre mandatet mere synligt overfor hele kirken. Af begge disse grunde arbejder vi derfor med at formulere dette mandat mere præcist. Vi er efterhånden blevet klar over, at det måske kan tage nogen tid at finde den rette person til af være forstander, og det er også muligt, at vi skal se de to åbne stillinger under eet og “blande kortene anderledes”. Måske vil der undervejs blive tale om at ansætte nogle personer i midlertidige roller.

På ledelsens sidste møde havde vi et kort oplæg og diskussion af arbejdet blandt de unge, og det er meningen at fortsætte mere dybtgående med dette emne på det første møde efter sommerferien, når der har været lidt mere tid til at arbejde med det i tankerne og i bøn.

Et par repræsentanter fra ledelsen har også i den forgange uge haft et møde med ledelsen for Baptistkirken i Danmark. De er på tur rundt for at tale med alle menighederne. Vi fortalte grundigt om de ting, der sker i vores kirke, både af konkrete aktiviteter og om f.eks. overvejelserne omkring ny forstander. Vi hørte også tilsvarende om, hvad der sker i kirkesamfundet, særligt om de interessante initiativer omkring lederudvikling og uddannelse til menighedsplantning, der er igang, og som er på dagsordenen til Landskonferencen her om nogle få uger.

Hvad de konkrete og praktiske ting angår, skal det nævnes, at renoveringen af taget nu er færdig. Det har taget lidt tid, men nu er det gjort! Desuden er der blevet sat i stand og malet (loftet på kontoret, diverse døre samt gangen i lejerafdelingen), og der har været en murer for at reparere betonen omkring kældernedgangen.