Et grimt kirkeskilt blev en velsignelse

Pastor og profet Tom Bedford opfordrede til ydmyghed, kærlighed og bøn.

Der var flere, der græd eller snøftede, da den amerikanske seniorpastor og profet Tom Bedford besøgte City Kirken i Taastrup sidste gang. Men der var også mange smil.

Profeten Tom Bedford i City Kirken i Taastrup sammen med pastor Claus Mester-Christensen.
Profeten Tom Bedford i City Kirken i Taastrup sammen med pastor Claus Mester-Christensen.

Hans budskab var enkelt: Bøn og kærlighed er det vigtigste for enhver, der vil tjene Gud. Både for menighed og præster. Han talte imod kirke-konkurrence om at være først, størst og bedst – og imod at forsøge at kapre andres menigheder med prangende reklamer, lokaler og hektisk medievirksomhed. Og imod tomme ord.

Bøn og kærlighed samt mund-til-mund metoden har hjulpet ham og hans kirke med at tiltrække mennesker. Uden brug af alverdens medier og reklamer. Bortset fra et stort og grimt blåt vinylskilt. Gud søger mennesker, der vil ære Ham…som bliver kaldt ud af mørket. Gud gør der gennem jer. Også her. Gud ønsker at gøre Taastrup til en flod – ikke en ørken. Men Han kalder os nogle gange til at vente, indtil Han kommer med kraft, sagde Bedford.

Tom Bedford1Pastoren fortalte om, hvordan han som yngre kæmpede for at finde en inderlig kirke og menighed i Californien. Så mødte han David Hudson og flyttede til Midtvesten i 10 år. I 2011 blev han sendt tilbage til sin fødeby og er nu ledende præst i Bread of Life Church i Fresno, Californien. Fresno er midt i ørkenen. Åndeligt er det en ørken. Kirkegængerne var uden forventninger om, at noget kunne ske. Jeg måtte bede meget, da jeg vendte tilbage hertil. Det var det eneste, jeg havde og ved, hvordan jeg skal gøre. Jeg tilkaldte mine venner. Kun en håndfuld kom. Vi bad for vores by – for at familier og unge blev frelst. Og hver gang Herren sagde noget, så skrev vi det ned, fortalte han.

Byens bedste skilt

De besluttede sig for at sætte et skilt op på kirkebygningen. Firmaet, der skulle levere det, sendte et helt forkert skilt og gik konkurs dagen efter. Det var seks meter langt og to meter højt. Bogstaverne var forkerte, og det var i blåt vinyl, men de havde dog stavet rigtigt. Men det var grimt! Vi bad og bad. Unge, som Han sagde, vi skulle bede for, begyndte at dukke op – ud af ingenting. De var skøre, rigtigt skøre. Vi elskede dem alligevel. De havde venner. Dem tog de med. Snart havde vi brug for flere stole. Det blå skilt ligner en vittighed, men det er det eneste, vi har. Og det kan ses langt væk. Vi blev ved med at bede, vi græd, og vi bad. Der kom flere skøre mennesker. De tog deres venner med. Snart måtte vi flytte til større lokaler, fortalte han.

Så ville de have et nyt skilt. Men Herren sagde ”Lad være med at ændre skiltet”. De mest tåbelige ting i verden viser sig nogle gange at være kloge. Skiltet fik også her menigheden til at vokse. Nogle oplevede, at Helligånden faldt over dem, når de så det blå skilt.

En syg mand kom til os. Han havde været væk fra kirken i 20 år. Herrens kraft helbredte ham totalt. Han sad og rystede i Guds kraft i tre timer, før han kunne tage hjem. Senere kom hans børn. Jeg beder en time om dagen i kirken, fortalte Tom Bedford efter den bevægende gudstjeneste, der trak længe ud. Det var der vist ingen i City Kirken, der havde noget imod. Heller ikke dem, der lod tårerne få frit løb – ikke mindst under afslutningen, hvor profeten videregav ord til nogle af dem, der sagde ja til at tjene Herren.

Tom Bedford profeterede første gang, da han var 22 år og gik på et kristent universitet. Den kirke, han kom i, var ikke parat til ham. Jeg kunne se hemmelig synd i mennesker og i kirken, men de ville ikke konfrontere det. Jeg kunne for eksempel se utroskab. Så fandt jeg en anden kirke, der modtog profeter, sagde han.

Opfordringen i Taastrup lød i øvrigt også: Tag imod de skøre, de kriminelle, de seksuelt perverterede…tag imod alle – med kærlighed. Helligånden griber ind, så de kan gå fra at være skøre til bede-krigere!

Elsk de skøre, de skæve, de syge, elsk din næste – og grimme kirkeskilte.

 

Af Tina Varde

Foto: Per Bækgaard